Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse om, at stående ordre foretoges to gange månedlig, uanset aftale om én månedlig overførsel.

Sagsnummer: 407 /1998
Dato: 24-02-1999
Ankenævn: Niels Waage, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Peter Nedergaard, Ole Simonsen
Klageemne: Betalingsformidling - gennemførelse
Ledetekst: Indsigelse om, at stående ordre foretoges to gange månedlig, uanset aftale om én månedlig overførsel.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører overførsel af børnebidrag til klagerens tidligere samlever. Klageren gør gældende, at indklagede i 10 måneder fejlagtigt overførte børnebidraget to gange hver måned.

Sagens omstændigheder.

I juli 1998 rettede klageren henvendelse til indklagedes Håndværkerbank afdeling, hvor klageren er kunde. Klageren anførte, at indklagede i de 10 foregående måneder fejlagtigt havde overført to gange 1.500 kr. til hans tidligere samlever, uagtet der alene skulle overføres 1.500 kr. månedligt. Overførslerne vedrørte børnebidrag til parternes fælles barn.

Indklagede har oplyst, at klageren den 1. april 1997 gennem indklagedes Bispebjerg Torv afdeling oprettede en stående ordre, hvorefter der fra hans konto i Håndværkerbank afdeling skulle overføres 1.500 kr. månedligt til hans tidligere samleveres konto hos indklagede. Som dokumentation herfor har indklagede fremlagt internt oprettelsesbilag vedrørende overførslen. Den 10. september 1997 henvendte klageren sig i Håndværkerbank afdelingen og anmodede om oprettelse af en stående ordre på månedlig overførsel af 1.500 kr. fra sin konto til den tidligere samlevers konto. Indklagede har fremlagt internt oprettelsesblad vedrørende overførslen.

Klageren, der ikke har kommenteret indklagedes oplysning om oprettelsen af den stående ordre i april 1997, har oplyst, at han fik bevilget sabbatorlov og rejste til udlandet i september 1997, hvilket var baggrunden for oprettelsen af den stående ordre i september. Efter standsningen af den dobbelte overførsel forsøgte han forgæves at få de i alt 15.000 kr. tilbagebetalt af sin tidligere samlever.

Parternes påstande.

Klageren har den 26. november 1998 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 15.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede fejlagtigt har overført børnebidraget på 1.500 kr. to gange månedligt, uanset dette kun skulle ske én gang månedligt. Indklagede bør derfor betale de 15.000 kr.

Indklagede har anført, at oprettelse af en stående ordre ikke kræver kundens underskrift. Indklagede havde ikke ved oprettelsen af den stående ordre i september 1997 pligt til at undersøge, hvorvidt klageren havde en anden stående ordre til samme konto. Der var tale om en frivillig aftale om børnebidrag mellem klageren og den tidligere samlever. Denne aftale var ikke kendt af indklagede og var indklagede uvedkommende. Klageren vendte tilbage til Danmark i februar 1998, hvilket fremgår af en fremlagt skrivelse fra Københavns Overpræsidium. Der er fremsendt månedlige kontoudtog til klageren, som derfor straks burde være blevet opmærksom på, at der blev overført to gange 1.500 kr. månedligt. Hertil kommer, at klageren måtte være vidende om, at han allerede i april 1997 havde oprettet den stående ordre. Dette fremgår af kontoudtog for april 1997 og fremefter.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det lægges efter indklagedes oplysninger til grund, at klageren den 1. april 1997 gennem indklagedes Bispebjerg afdeling anmodede indklagede om, at der ville blive overført 1.500 kr. månedlig til den tidligere samlever. Det lægges endvidere til grund, at klageren den 10. september 1997 anmodede om det samme, nu gennem indklagedes Håndværkerbank afdeling. Ankenævnet finder ikke, at det kan bebrejdes indklagedes medarbejdere, at man ikke blev opmærksom på, at en effektuering af betalingsordren fra september 1997 medførte, at samme beløb blev overført to gange.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.