Ikke forholdsmæssig godtgørelse for kurstab ved førtidig indfrielse.
| Sagsnummer: | 222 /1988 |
| Dato: | 20-03-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Mogens Hvelplund, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Udlån - indfrielse
|
| Ledetekst: | Ikke forholdsmæssig godtgørelse for kurstab ved førtidig indfrielse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved skrivelse af 24. februar 1977 fremsendte indklagede tilbud til klageren om ydelse af et prioritetslån på 95.000 kr. med pant i klagerens ejerlejlighed. Lånet blev tilbudt med en variabel rente, på daværende tidspunkt 13% p.a., til afregning efter kurs 83,25. Klageren accepterede lånevilkårerne den 26. februar 1977.
Ved skrivelse af 10. oktober 1988 fremsendte klageren til indfrielse af lånet en check på 57.578,91 kr., idet han opgjorde restgælden pr. 11. april 1988 til 59.721,87 kr. og vedhængende renter til 4.222 kr., eller i alt 63.943,87 kr. Herfra trak klageren for meget betalt stiftelsesprovision med 8/20 af 15.912,50 kr., eller 6.364,96 kr., hvorved det fremsendte beløb fremkom.
I skrivelse af 12. oktober 1988 meddelte indklagede klageren, at han tillige skulle fremsende restbeløbet, der udgjorde 6.364,96 kr., da man i modsat fald ville lade beløbet gå til inkasso uden yderligere varsel.
I skrivelse af 17. oktober 1988 meddelte klageren, at han havde fratrukket en forholdsmæssig del af stiftelsesprovisionen, der udgjorde 16 3/4 %, idet han havde fået oplyst, at forholdsmæssig reduktion var almindelig praksis i hovedbankerne, såfremt en kredit eller et lån blev indfriet før tiden.
I skrivelse af 28. oktober 1988 meddelte indklagede klageren, at der ikke var betalt en stiftelseprovesion på 16 3/4 % ved etablering af lånet i 1977, men at klageren derimod havde optaget et lån til kurs 83,25. Indklagede anførte endvidere, at der ikke var aftalt nogen form for kursreduktion, såfremt lånet blev tilbagebetalt til andre terminer end aftalt i pantebrevet. Indklagede ville derfor fastholde kravet om, at restbeløbet og renter blev indbetalt, da det modtagne beløb i modsat fald ville blive betragtet som et ekstraordinært afdrag, og lånet ville løbe videre i henhold til pantebrevet.
I skrivelse af 3. november 1988 anførte indklagede endvidere efter forespørgsel fra klageren, at det var korrekt, at der ved afregning af lånet var anvendt en standardformular, hvor ordet "stiftelsesprovision" var fortrykt. Dette måtte dog i denne sag betragtes som et synonym for kurstab.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre en forholdsmæssig del af stiftelsesprovisionen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagedes holdning ikke er i overenstemmelse med god pengeinstitutskik, idet indklagede i lighed med andre pengeinstitutter burde godtgøre for meget betalt stiftelsesprovision. Ved sammenligning af lånet hos indklagede med et ejerboliglån i en af hovedbankerne er et lån hos indklagede betragtelig dyrere, idet han hos indklagede har betalt en stiftelsesprovision på 16 3/4 % mod normalt 2 %, hvorfor indklagedes effektive rente er væsentlig større.
Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand har indklagede gjort gældende, at man hverken i lånetilbudet, i pantebrevet eller på anden måde har forpligtet sig til en forholdsmæssig godtgørelse af kursdifferencen ved førtidig indfrielse.
De i skrivelse af 24. februar 1977 anførte vilkår var i overenstemmelse med gældende markedsvilkår på etableringstidspunktet, hvor den opgjorte underkurs udtrykte renteforskel op til den herskende obligationsrente. Disse markedsvilkår kan alene belyses ved sammenligning med realkreditlån eller lån i sparekasser, idet lån med en tilsvarende løbetid ikke blev markedsført af bankernei 1977. Renteniveauet på et tilsvarende obligationslån ugjorde på samme tidspunkt ca. 17,7 %, mens rentesatserne for det omhandlede lån i lånets løbetid har ligget mellem 13 og 16,5 %.
Ankenævnets bemærkninger:
Det af indklagede ved afregningen af låneprovenuet til klageren i februar 1977 beregnede nedslag på 16,75% af lånets hovedstol findes som af indklagede anført at måtte betragtes som klagerens kurstab ved låneoptagelsen, og det kan ikke anses som aftalt mellem parterne, at klageren skulle have adgang til at få dette kurstab refunderet forholdsmæssigt ved førtidig indfrielse af lånet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.