Spørgsmål om rådgiveransvar i forbindelse med optagelse af et kontantlån baseret på 7% obligationer i december 1995 og indfrielse af lånet den 1. oktober 1998.
| Sagsnummer: | 235/1999 |
| Dato: | 07-02-2000 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Inge Frølich, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - rådgivning
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Spørgsmål om rådgiveransvar i forbindelse med optagelse af et kontantlån baseret på 7% obligationer i december 1995 og indfrielse af lånet den 1. oktober 1998. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig et rådgivningsansvar i forbindelse med dels hjemtagelsen af et kontantlån på basis af 30-årige 7% obligationer i klagerens ejendom i december 1995 dels indfrielsen af lånet pr. 1. oktober 1998.
Sagens omstændigheder.
Med henblik på en omprioritering og en tillægsbelåning af klagerens ejendom tilbød Totalkredit ved lånetilbud af 17. november 1995 et 30-årigt kontantlån på 1.600.000 kr. Lånet var baseret på 7% obligationer til en aktuel kurs på 88, svarende til en obligationshovedstol på 1.818.181 kr. Lånetilbuddet blev fremsendt til klageren gennem indklagede.
Lånet blev udbetalt den 22. december 1995 til kurs 88,75, svarende til en obligationshovedstol på 1.802.816 kr. I forbindelse med låneudbetalingen blev et eksisterende 9% lån med en restgæld på ca. 1.300.000 kr. indfriet.
Ved skrivelse af 6. februar 1998 rettede klageren henvendelse til indklagede om rådgivningen i forbindelse med lånehjemtagelsen. Klageren anførte, at han, som følge af at lånet var hjemtaget på basis af 7% obligationer, ikke havde haft mulighed for at udnytte det rentefald, der var indtrådt efterfølgende.
I marts 1998 indgav klageren en klage over Totalkredit til Realkreditankenævnet med påstand om erstatning for det tab, han havde lidt som følge af låneomlægningen.
Ved skrivelser af henholdsvis 29. marts og 10. juni 1998 til Realkreditankenævnet anførte klageren bl.a., at han nu havde fået forklaret, at det store kurstab ved omprioriteringen i 1995 var årsag til, at det ikke havde været gunstigt at omprioritere lånet efterfølgende. Totalkredit/Indklagede var bekendt med, at han prioriterede muligheden for at omprioritere højt, idet han efter rådgivning fra Totalkredit/indklagede tidligere havde omlagt lån i ejendommen på 10% ned til 6% og op til 9% for til sidst at ende i 7% kontantlån. Såfremt han havde fået en korrekt rådgivning i december 1995, ville han ikke have givet afkald på konverteringsmuligheden for at få en lille besparelse på nettohuslejen.
Den 30. juli 1998 blev lånet opsagt til indfrielse pr. 1. oktober 1998. Indfrielsesbeløbet udgjorde 1.748.278 kr.
Indfrielsen blev finansieret dels kontant, dels ved et nyt 5% Totalkreditlån med 10 års løbetid.
Den 12. februar 1999 afsagde Realkreditankenævnet kendelse, hvorefter Totalkredit blev frifundet for klagerens påstand om erstatning.
Parternes påstande.
Klageren har den 8. juni 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede har pådraget sig erstatningsansvar som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med dels lånehjemtagelsen i december 1995, dels indfrielsen af lånet pr. 1. oktober 1998.
For så vidt angår rådgivningen i forbindelse med hjemtagelsen har klageren henvist til korrespondancen i forbindelse med klagen til Realkreditankenævnet.
For så vidt angår rådgivningen i forbindelse med indfrielsen af lånet har klageren anført, at indklagede med henblik på den bedst tænkelige placering af et arvebeløb rådede ham til at indfri Totalkreditlånet under hensyntagen til, at det var godt at indfri gæld. Indklagede undlod at oplyse, at han herved realiserede et kurstab i størrelsesorden 200.000 kr.
Indklagede har ikke levet op til sit rådgiveransvar og bør erstatte det tab, han har haft i forbindelse med forløbet.
Indklagede har anført, at klageren i perioden forud for omlægningen i 1995 havde været aktiv på konverteringsmarkedet og derfor havde kendskab til låneomlægning og lånetyper.
Klageren blev oplyst om alle relevante vilkår for lånet og om lånets karakter, herunder de markedsmæssige forudsætninger, hvorunder lånet blev optaget. Man har ikke haft grund til at betvivle, at alle forhold vedrørende lånet var kendt og afvejet af klageren ud fra dennes aktuelle behov.
Man er uden ansvar for, at markedet efterfølgende ikke bevægede sig i en for klageren ønskelig retning.
Kurstabsproblematikken blev diskuteret jævnligt med klageren før indfrielsen af lånet. Klageren har således været fuldt bekendt med kurstabet, da han besluttede at indfri dette.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klageren har oplyst, at han forud for omprioriteringen og tillægsbelåningen i december 1995 havde omprioriteret lånene i sin ejendom på 10% ned til 6% og igen op til 9% lån. På den baggrund finder Ankenævnet, at det må lægges til grund, at klageren var bekendt med muligheden for gennem konverteringer at udnytte den fremtidige udvikling i renten. Allerede som følge heraf finder Ankenævnet ikke, at indklagede har pådraget sig ansvar som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med låneoptagelsen i december 1995.
Efter det foreliggende må det lægges til grund, at klageren ved indfrielsen pr. 1. oktober 1998 var bekendt med, at han herved realiserede kurstabet på kontantlånet. Allerede som følge heraf finder Ankenævnet ikke grundlag for at pålægge indklagede ansvar som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med indfrielsen.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.