Pant tillige stillet af debitor. Ikke bevis for forringet regresmulighed.
| Sagsnummer: | 11/1990 |
| Dato: | 08-10-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Kaution - forhold til pant
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41 |
| Ledetekst: | Pant tillige stillet af debitor. Ikke bevis for forringet regresmulighed. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I 1984 ydede indklagede klagerens søn og svigerdatter, der drev en vognmandsforretning, et valutalån på 350.000 kr., et lån på 150.000 kr., der skulle afvikles med en kvartårlig ydelse på 6.650 kr., og en kassekredit på 77.000 kr., som skulle tages op til behandling den 1. april 1987 med henblik på aftale om afvikling. Til sikkerhed for engagementet håndpantsatte debitorerne et ejerpantebrev på 175.000 kr. og et løsøreejerpantebrev på 200.000 kr. Derudover håndpantsatte klagerens nu afdøde ægtefælle et ejerpantebrev på 250.000 kr., dog kun til sikkerhed for valutalånet og kassekreditten.
I august 1986 afgav indklagede efter anmodning fra debitorerne to garantier på henholdsvis 100.000 kr. og 150.000 kr. i forbindelse med debitorernes indgåelse af leasingaftaler.
I forbindelse med klagerens ægtefælles død i 1986 frigav indklagede det af ægtefællen pantsatte ejerpantebrev på 250.000 kr., og klageren kautionerede den 1. september 1986 ved påtegning på nyoprettede lånedokumenter for lånet på oprindelig 150.000 kr. og for kassekreditten, nu med maksimum 60.000 kr.
Restgælden på valutalånet, for hvilket det udleverede ejerpantebrev havde ligget til sikkerhed, udgjorde på dette tidspunkt 216.000 kr. Til yderligere sikkerhed for kassekreditten og lånet på 150.000 kr. pantsatte debitorerne et ejerpantebrev på 500.000 kr. med pant i deres faste ejendom. I begge lånedokumenter anføres, at dette ejerpantebrev primært tjener til sikkerhed for de nævnte to garantier på i alt 250.000 kr.
Den 18. maj 1987 tiltrådte klageren, at kassekreditten forlængedes til 1. april 1988.
Den 11. august 1987 ydede indklagede debitorerne et lån på 300.000 kr. til bl.a. indfrielse af garantierne. Ved denne lejlighed blev det af debitorerne pantsatte ejerpantebrev på 500.000 kr. indlagt i depot med andre effekter, således at det blev omfattet af en af debitorerne udstedt erklæring om håndpantsætning af depotet. Den 13. august 1987 underskrev klageren enslydende allonger til henholdsvis kassekreditkontrakten og gældsbrevet på 150.000 kr., ifølge hvilken pantsætningen af ejerpantebrevet udgår og debitorerne i stedet pantsætter "de ifølge alm. håndpanterklæring pantsatte effekter". Det hedder videre i allongen: "Effekterne tjener primært til sikkerhed for [debitorernes] til en hver tid øvrige engagement med sparekassen."
Ved skrivelse af 14. oktober 1988 anmodede indklagede med henvisning til klagerens kautionsforpligtelse for de to lån "for god ordens skyld" klageren om at acceptere, at ejerpantebrevet på 500.000 kr. blev aflyst i forbindelse med salg af den pantsatte ejendom. I skrivelsen var endvidere anført: "Vi kan samtidig oplyse Dem om, at provenuet af ejendomssalget nedbringer engagementet med [indklagede]". Klageren accepterede ved påtegning på skrivelsen, at ejerpantebrevet aflystes.
Af kontoudtog for kassekreditten fremgår, at der den 30. september 1988 krediteredes kontoen 281.932,79 kr., hvorefter saldoen var 219.729,47 kr. (positiv). Den 14. oktober 1988 er herefter hævet 278.000 kr. på kontoen.
Den 26. april 1989 underrettede indklagede klageren om, at klagerens svigerdatter, der efter klagerens søns død i 1987 var enedebitor på engagementet, var i restance, for så vidt angik kassekreditten med 2.242 kr. og for så vidt angik lånet med 36.875 kr. Af kontoudtoget for kassekreditten fremgår, at gælden pr. 30. juni 1989 udgjorde 59.985 kr., og at kreditten således pr. denne dato ikke længere var i restance.
Efter at have brevvekslet med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelserne ikke kan gøres gældende over for hende.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagede i skrivelsen af 14. oktober 1988 har meddelt klageren, at provenuet ved salget af ejendommen ville blive afskrevet på de lån, for hvilke hun kautionerede. På baggrund heraf tiltrådte klageren, at ejerpantebrevet på 500.000 kr. blev aflyst. Det fremgår da også af kontoudtoget, at kassekreditten oprindelig har været indfriet den 30. september 1988.
Indklagede har endvidere ikke iagttaget bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41, idet debitor sidst har betalt på lånet den 20. januar 1988. Klageren modtog først meddelelse den 26. april 1989, det vil sige 16 måneder efter misligholdelsen af lånet og ca. 1 år efter, at der burde være truffet aftale om afvikling af kassekreditkontrakten. Indklagede har herved væsentligt forringet klagerens regresmulighed.
Derudover har indklagede undladt at vejlede klageren om den risiko, der var forbundet med kautionen, og om at debitorernes betalingsevne var dårlig, ligesom indklagede har undladt at oplyse klageren om, at det lån, som klageren kautionerede for i 1986, oprindeligt var udbetalt i 1984, og at klageren således kautionerede for et tidligere stiftet og udbetalt lån.
Endelig har klageren anført, at det strider mod god pengeinstitutskik at gøre kautionsforpligtelser gældende over for et ældre, uformuende familiemedlem, ligesom klageren subsidiært har påberåbt sig aftalelovens § 36.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at indklagede som betingelse for at frigive klagerens ægtefælles ejerpantebrev betingede sig kaution af klageren. Klageren blev i den forbindelse udførligt forklaret om den risiko, der var forbundet med kautionen, og om den økonomiske krise, debitorerne var i. Indklagede gjorde udtrykkeligt klageren opmærksom på, at kautionsløftet vedrørte et tidligere stiftet og udbetalt lån.
For så vidt angår indklagedes skrivelse af 14. oktober 1988 til klageren kan denne hverken ud fra en direkte fortolkning eller ud fra en formålsfortolkning medføre, at indklagede skal frafalde sit tilgodehavende hos klageren. "Engagementet", der er nævnt i skrivelsen, relaterer sig til det samlede engagement, og ikke kun den del af engagementet, som klageren kautionerede for. Der var, da ejerpantebrevet på 500.000 kr. primært var pantsat til sikkerhed for debitors øvrige engagement med indklagede, for så vidt ingen anden begrundelse for at fremsende denne skrivelse, end at fremsendelsen skete som en service og til klagerens orientering. Alle posteringer vedrørende ejendomshandlen blev bogført over kassekreditten, hvorfor kassekreditten var nedskrevet på dette tidspunkt. Provenuet af ejendomshandlen blev derefter anvendt til nedbringelse af debitors øvrige engagement.
Indklagede bestrider, at indklagede ved sin sene meddelelse i medfør af bank- og sparekasselovens § 41 skulle have forringet klagerens regresmulighed. Udover ejendommen ejedede debitor ikke andre aktiver, hvorfor klagerens regreskrav i det konkrete tilfælde alene kunne rettes mod provenuet fra hussalget.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må efter det oplyste lægges til grund, at klageren i forbindelse med påtagelsen af kautionsforpligtelserne for lånet på 150.000 kr. og kassekreditten på 60.000 kr. fik frigivet det ejerpantebrev på 250.000 kr., som tidligere var pantsat af hendes ægtefælle til sikkerhed for dels kassekreditten, dels et valutalån, hvis restgæld oversteg restgælden på lånet på 150.000 kr. På denne baggrund findes klageren ikke at kunne kræve sig frigjort fra kautionsforpligtelserne med henvisning til, at disse i strid med hendes forudsætninger angik allerede eksisterende gæld.
Efter indholdet af de allonger til lånedokumenterne, som klageren underskrev den 13. august 1987, skulle de i debitorernes depot beroende effekter, herunder ejerpantebrevet på 500.000 kr., primært tjene til sikkerhed for debitorernes øvrige engagementer med indklagede. På denne baggrund og efter indholdet af indklagedes skrivelse af 14. oktober 1988 findes klageren ikke med føje at have kunnet opfatte denne skrivelse som et løfte om, at indklagede ville afskrive provenuet af ejendomssalget på de lån, for hvilke klageren kautionerede.
Der findes ikke at være grundlag for at tilsidesætte klagerens kautionsforpligtelser i medfør af aftalelovens § 36.
Det må lægges til grund, at indklagede har tilsidesat sin underretningspligt efter bank- og sparekasselovens § 41, herunder også i relation til kassekreditten, som udtrykkelig alene var forlænget til den 1. april 1988. Der findes imidlertid efter det foreliggende ikke at være grundlag for at antage, at den for sene underretning har forringet klagerens regresmulighed.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.