Afgørelse

Indsigelser vedrørende låneoptagelse i schweizerfranc (CHF) til køb af en ferielejlighed i udlandet

Indledning

Denne sag vedrører klagernes indsigelser vedrørende et valutalån i schweizerfranc (CHF), som de optog i 2008 til køb af en ferielejlighed i udlandet.

Sagens omstændigheder

Klagerne, der er ægtefæller, optog den 16. juli 2008 via Sparekassen Hobro, hvor de var kunder, et valutalån på 431.500 schweizerfranc (CHF) til kurs 463,65 svarende til cirka 2 mio. danske kroner (DKK).

Sparekassen sendte hver måned en rentenota til klagerne vedrørende lånet. Det fremgår, at CHF-kursen pr. den 20. august 2008 var faldet til kurs 460,5. Ifølge rentenotaerne de følgende fire måneder var kursen henholdsvis 471,94, 487,90, 491,72 og 485,35.

Ifølge årsoversigten for 2008 var CHF-kursen pr. 31. december 2008 497,93 og lånets restgæld 2.148.567,95 kr.

Den 11. marts 2010 udsendte sparekassens investeringsafdeling en såkaldt temaskrivelse til alle sparekassens kunder med CHF-lån. Overskriften var ”En svag CHF er ønsketænkning”. I øvrigt fremgår blandt andet:

”…

Som tidligere nævnt er de gode grund til at optage lån i CHF – rentebesparelsen – forsvundet. Herefter sidder man tilbage med et rent valutaspil. […] Vi anbefaler derfor eksisterende låntagere at revurdere deres låntagning i CHF og finde alternativer – helt eller delvist.”

CHF-kursen var på daværende tidspunkt cirka kurs 508.

Ved udgangen af 2010 var CHF-kursen steget yderligere, og kursværdien af klagernes lån var efter det oplyste nu 2.578.428,25 kr.

Ved brev af 23. december 2011 afviste sparekassen et krav fra klagerne om en kompensation, hvorved de blev stillet således, at valutalånet kunne indfries til kursen på lånetidspunktet (kurs 463,65). Sparekassen anførte blandt andet, at man var af den opfattelse, at klagerne havde modtaget en løbende og tilstrækkelig rådgivning, og at klagerne som kunder var egnede til finansiering i fremmed valuta.

Lånet blev efter det oplyste indfriet i 2013 med et valutakurstab på ca. 600.000 kr.

Parternes påstande

Den 15. juli 2013 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet har forstået påstanden således, at Sparekassen Hobro skal anerkende, dels at låneoptagelsen er omfattet af reglerne om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel, dels at sparekassen har pådraget sig et erstatningsansvar over for klagerne i forbindelse med lånet.

Sparekassen Hobro har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at sparekassen har overtrådt enten § 16 om egnethedstest eller § 17 om hensigtsmæssighedstest i bekendtgørelsen om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel og herved pådraget sig et erstatningsansvar for tabet på valutalånet.

Valutalånet er underlagt investorbeskyttelsesreglerne. Valutalånet havde en indlåsningseffekt, som i enhver henseende svarede til de finansielle produkter vedrørende valuta, som er underlagt reglerne om investorbeskyttelse. I renteperioderne var de afskåret fra at omlægge valutaen og som konsekvens heraf eksponeret over for betydelige tab som følge af udviklingen i valutakursen. Lånet svarede derved fuldstændigt til valutaderivater, der er omfattet af bekendtgørelsen, og bør derfor uafhængigt af sin betegnelse behandles som et finansielt produkt. Desuden bør investorbeskyttelsesbekendtgørelsen fortolkes udvidende.

Valutalånet indebar, at de blev eksponeret over for en valutarisiko. De har derfor åbenlyst haft behov for grundig rådgivning forud for optagelsen af lånet. Beskyttelsesbehovet og kravene til rådgivningen vedrørende valutalån er og bør svare til for eksempel valutaspotforretninger i investeringsøjemed, der er omfattet af bekendtgørelsen om investorbeskyttelse.

Sagen bør ikke afvises af Ankenævnet. De har fremsat et erstatningskrav over for sparekassen, og der er derfor tale om en formueretlig tvist. Den endelige erstatningsudmåling kræver partsforklaringer. Forud for en eventuel retssag ønsker de at få fastslået, at sparekassens ansvar i sagen skal vurderes på baggrund af reglerne af investorbeskyttelse. Ankenævnet har tidligere taget stilling til anerkendelsespåstande.

Der er ikke indtrådt forældelse. Ifølge forældelseslovens § 2, stk. 1 regnes forældelsesfristerne fra det tidligste tidspunkt til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt. Deres krav mod sparekassen kunne ikke fremsættes før tabet var realiseret, hvilket skete i forbindelse med indfrielsen i begyndelsen af 2013.

Sparekassen Hobro har anført, at valutalån ikke er omfattet af bekendtgørelsen om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel, idet optagelse af valutalån ikke er et værdipapir, jf. definitionen i lov om værdipapirhandel § 2. Valutalån er ikke et finansielt instrument som angivet i bilag 5 i lov om finansiel virksomhed.

Klagernes påstand om, at sparekassen skal anerkende, at valutalånet er omfattet af bekendtgørelsen om investorbeskyttelse er ikke en formueretlig tvist, der kan behandles af Ankenævnet.

Et eventuelt erstatningskrav er forældet. På baggrund af rentenotaerne og årsoversigterne var klagerne klar over, at kursen på CHF udviklede sig ugunstigt for dem, og at det påvirkede deres restgæld i negativ retning.

En eventuel suspension af forældelsesfristen, der ifølge forældelsesloven er på tre år, må i hvert fald være ophørt i marts 2010, hvor klagerne og sparekassens øvrige kunder med CHF-lån via den udsendte temaskrivelse blev anbefalet at revurdere og finde alternativer til CHF-lån. Et eventuelt krav var således forældet, da klagerne i juli 2013 indgav klagen til Ankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger

Sparekassen orienterede ved temaskrivelse af 11. marts 2010 om, at rentebesparelsen ved optagelse af lån i CHF var forsvundet, og at man herefter sad tilbage med ”et rent valutaspil”. Sparekassen anbefalede derfor eksisterende låntagere at revurdere deres låntagning i CHF og finde alternativer – helt eller delvist.

På den baggrund og efter rentenotaer og årsoversigter finder Ankenævnet, at klagerne senest i marts 2010 var eller burde være bekendt med de omstændigheder, der begrunder et eventuelt erstatningskrav mod sparekassen. Et erstatningskrav mod sparekassen for mangelfuld rådgivning vedrørende valutalånet var således forældet, da klagen blev indgivet i juli 2013, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1 og 2.

Allerede som følge heraf gives der ikke klagerne medhold.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.