Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning for tab på placering af pensionsmidler og børneopsparingsmidler i Roskilde Bank aktier i oktober 2007 samt krav om rentekompensation som følge af manglende hjemtagelse af realkreditlån. Spørgsmål vedrørende nyt klagepunkt og forældelse.

Sagsnummer: 919/2010
Dato: 20-08-2015
Ankenævn: Vibeke Rønne, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Poul Erik Jensen
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Forældelse - øvrige spørgsmål
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Krav om erstatning for tab på placering af pensionsmidler og børneopsparingsmidler i Roskilde Bank aktier i oktober 2007 samt krav om rentekompensation som følge af manglende hjemtagelse af realkreditlån. Spørgsmål vedrørende nyt klagepunkt og forældelse.
Indklagede: Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Denne sag vedrører klagernes krav om erstatning for tab på placeringen af pensionsmidler og børneopsparingsmidler i Roskilde Bank aktier samt krav om rentekompensation som følge af manglende hjemtagelse af realkreditlån. Spørgsmål vedrørende nyt klagepunkt og forældelse.

Sagens omstændigheder

Klagerne M og H var kunder i Roskilde Bank. Klagerne drev en butik som personligt ejet virksomhed.

Den 5. oktober 2007 købte H 20 stk. aktier i Roskilde Bank til en kursværdi på i alt 8.640 kr. (kurs 432) til sin pensionsordning i banken. Samme dag blev der købt henholdsvis 58 stk. og 47 stk. Roskilde Bank aktier til kursværdi på henholdsvis i alt 25.172 kr. og 20.398 kr. (kurs 434) til klagernes to mindreårige børns børneopsparinger i banken.

Ifølge en bevillingsansøgning af 18. oktober 2007 anmodede klagerne om finansiering af et butikslokale til en købesum på 3,5 mio. kr. og med overtagelse den 1. april 2008. Samme dag underskrev klagerne købsaftalen vedrørende butikslokalet og banken stillede på foranledning af klagerne en garanti på 3,5 mio. kr. for købesummen.

Ifølge en bevillingsansøgning af 26. februar 2008 skulle købesummen på 3,5 mio. kr. og istandsættelse for 500.000 kr. finansieres med et Totalkredit lån på 1,1 mio. kr. i klagernes bopælsejendom, et Nykredit lån på 2,1 mio. kr. i butiksejendommen og et anlægslån på 800.000 kr.

Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.

I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.

Samme måned indgav klagerne en klage til Ankenævnet. Klagerne anførte, at de i forbindelse med købet af butiksejendommen var blevet rådet til at købe aktier i Roskilde Bank, og at de hos pengeinstituttet konkret ønskede at opnå, ”At få vores penge tilbage”.

Klagesagen blev sat i bero med henblik på at afvente resultatet af undersøgelsen.

Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår blandt andet:

”...

På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.

Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne ...”

Forligsaftalen medførte ikke, at klagerne blev tilbudt erstatning, idet H’s og børnenes aktiekøb var sket uden for de i forligsaftalen nævnte perioder.

Ved brev af 12. marts 2014 anmodede Ankenævnets sekretariat klagerne om at meddele, om de ønskede at videreføre klagen til Ankenævnet.

Ved brev af 31. marts 2014 meddelte klagerne, at de ønskede at videreføre klagen. Klagerne anførte blandt andet, at banken havde oplyst, at de meget lettere kunne få lån til butiksejendommen, hvis de investerede i Roskilde Bank aktier, og at de derfor havde set sig nødsaget til at investere børneopsparingsmidlerne og en del af H’s pensionsmidler i Roskilde Bank aktier. Da ejendomshandelen var gennemført, nåede banken ikke at få ordnet ”de fornødne papirer med en kreditforening, og de står tilbage med et alment forbrugslån på 3,5 mio. kr., til en rente på 12,5 %. Banken krakker, alle vender ryggen til, og ingen vil hjælpe.”.

Klagerne fremlagde et uddrag af en kontoudskrift, der viste betaling af garantiprovision på 13.270 kr. og 13.125 kr. henholdsvis den 18. oktober 2007 og den 18. januar 2008 samt et uddrag af en kontoudskrift, der viste to rentebetalinger på henholdsvis 18.755 kr. og 46.608 kr. den 30. december 2008.

Af årsoversigten for H’s engagement med Roskilde Bank pr. den 30. december 2008 fremgik blandt andet en fælles boligkredit med en restgæld på 258.246 kr. og en renteudgift på 15.019 kr. Den 31. marts 2008 var der købt nominelt henholdsvis 2.835.000 kr. og 420.000 kr. Totalkredit obligationer og solgt nominelt 4.417.000 kr. 30-årige 6 % Nykredit obligationer.

Pr. den 31. marts 2009 blev der vedrørende butikken bogført renteudgifter på henholdsvis 17.888 kr. og 44.333 kr.

Den 28. april 2009 formidlede ”ny” Roskilde Bank et lånetilbud vedrørende et 30-årigt rentetilpasningslån (X1) i Totalkredit med en hovedstol på 4.472.000 kr. og med pant i klagernes bopælsejendom til omlægning af et eksisterende lån på 4.417.000 kr.

Den 15. juni 2009 tilbød DLR Kredit et rentetilpasningslån (F1) på 1.655.000 kr. i butiksejendommen. Lånet blev hjemtaget den 3. september 2009. Ifølge en udateret aftale, der er fremlagt under sagen, skulle lånet anvendes til nedskrivning af et pantebrevslån på 2,1 mio. kr. i banken.

Parternes påstande

Klagerne har nedlagt endelig påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal yde erstatning for deres og børnenes tab på Roskilde Bank aktier samt yde en rentekompensation.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at banken klart udtrykte, at finansieringen af butiksejendommen var betinget af, at de investerede i Roskilde Bank aktier. Aktiekøbene skete derfor uden tvivl under pres fra bankens side. Der var tale om en meget kraftig markedsføring fra bankens side. Der var mange andre kunder, der ligesom dem modtog opfordringer til køb af aktier ud fra ”noget for noget” princippet.

De havde ikke selv nogen interesse i at placere hverken pensionsmidlerne eller børneopsparingsmidlerne i Roskilde Bank aktier.

Ved overtagelsen af butiksejendommen forsømte banken at indhente et kreditforeningslån, og i forbindelse med bankens sammenbrud i sommeren 2008 var der ingen hjælp at hente. De blev derved påført unødige meromkostninger til garantiprovision og renter indtil der i løbet af 2009 blev hjemtaget realkreditlån.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har anført, at der ikke er noget der tyder på, at aktiekøbene var en betingelse for, at banken ville finansiere købet af butiksejendommen. Tværtimod fremgår det, at banken anså projektet for godt og klagerne for gode kunder med orden i økonomien. Aktierne blev ikke stillet til sikkerhed for boligfinansieringen. Aktiernes værdi på købstidspunktet var ubetydelig i forhold til bankgarantien på 3,5 mio. kr. Der blev ikke købt yderligere aktier i forbindelse med senere bevillinger.

Det har stået klagerne frit, om de ønskede at opnå finansieringen på de eventuelt betingede vilkår. I Roskilde Byrets dom af 20. marts 2012 i sag BS 8A-3726/2009 fandt retten det kritisabelt, at banken kædede finansiering af køb af en erhvervsejendom sammen med køb af et betydeligt antal aktier i banken men lagde til grund, at det havde stået sagsøgeren frit for at tage imod bankens tilbud.

Den oprindelige klage fra 2010 vedrørte alene investeringerne i Roskilde Bank aktier. Et eventuelt krav vedrørende manglende låneoptagelse i forbindelse med købet af butiksejendommen er et nyt krav, som ikke kan inddrages under den verserende klagesag. Et eventuelt krav burde have været fremsat i hvert fald inden tre år efter bankens sammenbrud, eller senest den 24. august 2011, jf. forældelseslovens § 3. Kravet blev reelt først fremsat i 2015.

Det forbeholdes at komme med yderligere påstande og anbringender, hvis klagepunktet ikke anses for forældet.

Til støtte for afvisningspåstanden har Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) anført, at klagen vedrører erhvervsforhold og derfor falder uden for Ankenævnets kompetence. Desuden gælder suspensionen af forældelsesfristen ifølge aftalen mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet kun for privatkunder. Der er tale om erhvervsforhold selvom klagerne hæfter personligt for virksomheden.

Ankenævnets bemærkninger

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at klagen bør afvises som erhvervsmæssig, hverken helt eller delvist. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at den af klagerne ejede virksomhed var en mindre personligt ejet virksomhed, og at klagen ikke adskiller sig fra en klage vedrørende et privat kundeforhold.

Det fremgår af forligsaftalen af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet, at Roskilde Bank i forbindelse med aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 fokuserede ensidigt på fordelene ved investering i bankens aktier, at kunderne ikke fik en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken, og at Roskilde Banks kunderådgivere var blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtligt rådgivning. Det fremgår endvidere af forligsaftalen, at det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner. Ankenævnet tiltræder denne vurdering.

De omtvistede aktiekøb i oktober 2007 for pensionsmidler tilhørende H og børneopsparingsmidler tilhørende klagernes mindreårige børn skete efter det oplyste på bankens anbefaling i forbindelse med, at klagerne ansøgte om finansiering af en ejendomshandel. Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at aktiekøbene var bestemt af den uafbalancerede beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i bankens aktier, der fremgik af de forudgående aktiesalgskampagner. Det kan efter det foreliggende heller ikke lægges til grund, at banken på utilbørlig måde pressede klagerne til at investere i aktier i banken, eller at banken på anden måde har handlet ansvarspådragende i forbindelse med aktiekøbene.

Klagerne får derfor ikke medhold i påstanden om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale erstatning for aktiekøbene.

Klagen til Ankenævnet i december 2010 angik alene aktiekøbene. Kravet om en rentekompensation for manglende realkreditbelåning i 2008 - 2009 som følge af bankens sammenbrud blev først fremsat ved brevet af 31. marts 2014, hvor klagerne anførte en nærmere begrundelse for klagen efter at de havde fået afslag på erstatning i henhold til forliget mellem Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) og Forbrugerombudsmanden. Under hensyn hertil og til at kravet ikke kan anses for indeholdt i klagen vedrørende erstatningsansvar for køb af Roskilde Bank aktier, finder Ankenævnet, at forældelsen af et eventuelt krav vedrørende dette klagepunkt ikke blev afbrudt ved klagen i december 2010, men først ved brevet af 31. marts 2014. Ankenævnet finder, at forældelsesfristen på tre år, jævnfør forældelseslovens § 3, løber fra sommeren 2009, hvor realkreditbelåningen blev gennemført, og at forældelsesfristen således udløb i sommeren 2012.

Klagerne får allerede derfor ikke medhold i påstanden om en rentekompensation. Den omstændighed, at klagesagen blev sat i bero med henblik på at afvente resultatet af Forbrugerombudsmandens undersøgelse kan ikke medføre et andet resultat.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.