Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om, hvorvidt husleje blev betalt i forbindelse med kontant hævning.

Sagsnummer: 66/2000
Dato: 04-07-2000
Ankenævn: Peter Blok, Lisbeth Baastrup, Karin Duerlund, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen
Klageemne: Betalingsformidling - husleje
Ledetekst: Spørgsmål om, hvorvidt husleje blev betalt i forbindelse med kontant hævning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører betalingen af klagerens husleje for januar måned 2000.

Sagens omstændigheder.

Den 30. december 1999 henvendte klageren sig i indklagedes Falkoner afdeling med henblik på betaling af sin husleje for januar 2000. Klageren er kunde i indklagedes Nørrebro afdeling.

Klagerens husleje udgjorde 2.888 kr. med seneste betalingsdato den 6. januar 2000.

Klageren har anført, at hun ved ekspeditionen hævede 4.300 kr., hvoraf hun betalte huslejebeløbet på 2.888 kr. kontant ved kassen. Hun modtog kvittering for betalingen. Indklagede har anført, at klageren ønskede at hæve 7.000 kr., af hvilket beløb klageren ville betale husleje i henhold til det medbragte girokort. Kassereren foreslog klageren at hæve et mindre beløb og lade girokortet betale direkte fra kontoen hos indklagede, hvilket klageren tiltrådte. En udbetalingsblanket, som klageren havde udfyldt med 7.000 kr. blev herefter korrigeret, således at beløbsangivelsen blev overstreget og i stedet blev anført med 4.300 kr.

Indklagede har fremlagt kopi af udbetalingsblanketten, hvoraf fremgår, at der den 30. december 1999 er udbetalt 4.300 kr. Den oprindelige beløbsangivelse på 7.000 kr. er overstreget, og med håndskrift er anført 4.300 kr.

Klageren har fremlagt kvitteringsdelen af giroopkrævningen påført indklagedes stempel med 30. december 1999.

Indklagede har anført, at betalingen af huslejen på 2.888 kr. blev registreret i indklagedes system den 30. december 1999 til betaling skete den 6. januar 2000.

Indklagede har anført, at der den 30. december 1999 var en kassedifference på 114,82 kr. (negativ).

Den 6. januar 2000 blev klagerens husleje ikke betalt af indklagede. Indklagede har anført, at der denne dag kun manglede nogle få ører på klagerens konto til, at der var dækning for huslejen. Klagerens rådgiver i Nørrebro afdeling annullerede i første omgang betalingen, men besluttede efterfølgende at lade beløbet betale. Rådgiveren kontaktede derfor Falkoner afdeling og anmodede om, at betaling fandt sted. Dette skete imidlertid ikke.

Ved skrivelse af 19. januar 2000 blev klageren rykket for huslejen for januar måned. Klageren rettede herefter henvendelse til indklagede med krav om, at indklagede betalte huslejen. Indklagede tilbød at dække klagerens tab ved den manglende betaling i form af rykkergebyr, men afviste at dække huslejebeløbet. Rykkergebyret på 149,76 kr. blev indsat på klagerens konto. Klageren har efter det oplyste senere betalt huslejebeløbet.

Parternes påstande.

Klageren har den 16. februar 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre hende huslejebeløbet på 2.888 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun af det hævede kontantbeløb på 4.300 kr. betalte huslejen på 2.888 kr. Hun modtog kvittering herfor. Indklagede bør derfor dække huslejebeløbet på 2.888 kr.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren ikke betalte de 2.888 kr. kontant af det hævede beløb på 4.300 kr., men derimod aftaltes det, at huslejen skulle betales og hæves på hendes konto på forfaldsdag. Det var en fejl, at dette ikke skete.

Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at man er i besiddelse af en videooptagelse fra den 30. december 1999, der viser ekspeditionen af klageren. Heraf fremgår, at klageren ikke betalte de 2.888 kr. kontant. Dette kan yderligere dokumenteres ved vidneafhøring. Sagen bør derfor afvises i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren har anført, at hun af det beløb på 4.300 kr., som hun fik udbetalt den 30. december 1999, straks indbetalte 2.888 kr. til dækning af huslejen for januar. Dette er bestridt af indklagede. På denne baggrund og efter de i øvrigt foreliggende særlige omstændigheder finder Ankenævnet, at en stillingtagen til klagen ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.