Gebyr for rykningspåtegning på pantebrev.
| Sagsnummer: | 793 /1994 |
| Dato: | 05-10-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Ole Just, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Gebyr - omprioritering
|
| Ledetekst: | Gebyr for rykningspåtegning på pantebrev. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I forbindelse med hjemtagelsen af et kreditforeningslån (tillægslån) på 200.000 kr. i klagerens ejendom i oktober 1994 blev to private panthavere anmodet om at rykke for det nye lån.
Af begge pantebreve fremgår bl.a.:
"Nærværende pantebrev respekterer optagelse af realkreditlån til dækning af varige værdiforøgende dokumenterede udgifter i forbindelse med ejendommens ombygning eller tilbygning. Udgifterne til ombygning eller tilbygning skal medføre en tilsvarende værdiforøgelse af ejendommen, og pantebrevet skal mindst have samme sikkerhedsmæssige placering som før påbegyndelsen af ombygningen eller tilbygningen."
Klagerens pengeinstitut, der forestod hjemtagelsen af tillægslånet, fremsendte allonger med rykningspåtegning direkte til de pågældende panthavere med anmodning om at returnere allongen i underskrevet stand sammen med pantebrevet, hvorefter klagerens pengeinstitut ville forestå tinglysningen heraf.
Pantebrevene lå i depot hos indklagede, der på kreditorernes vegne opkrævede et gebyr på 750 kr. for hver kreditor for at påføre pantebrevene rykningspåtegningerne, som indklagede ønskede udarbejdet på en anden måde.
Klageren har fremlagt kopi af en allonge udarbejdet af indklagede og en allonge udarbejdet af hendes eget pengeinstitut, som kreditor havde underskrevet den 21. oktober 1994.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere 1.000 kr. af det samlede gebyr på 1.500 kr.
Indklagede har påstået frifindelse.
Klageren har anført, at de af indklagede udarbejdede allonger i deres indhold ikke adskiller sig fra de allonger, der af hendes eget pengeinstitut blev fremsendt til panthaverne. Indklagede bad hendes pengeinstitut udfærdige allongerne efter indklagedes retningslinier og opkrævede samtidig et gebyr på 750 kr. pr. pantebrev. Gebyret er urimeligt i forhold til arbejdsbyrden, da de af hendes eget pengeinstitut fremsendte allonger kunne være benyttet. Et gebyr på 250 kr. pr. pantebrev må fuldt ud dække indklagedes omkostninger. Indklagedes fremgangsmåde betød, at kursrisikoen i forbindelse med hjemtagelsen af kreditforeningslånet blev forøget. Panthaverne var forpligtet til at acceptere rykning.
Indklagede har anført, at indklagedes pantebrevsadministration ikke fandt, at de af klagerens pengeinstitut fremsendte allonger kunne anvendes, hvorfor klagerens pengeinstitut blev bedt om at fremsende forsiden af pantebrevet til tillægslånet, således at indklagede kunne formulere de korrekte påtegninger. Gebyret på 750 kr. for det med en respektpåtegning forbundne arbejde er rimeligt og i overensstemmelse med Sø- og Handelsrettens kendelse af 13. december 1993 og Ankenævnets kendelse af 24. oktober 1994 i sag nr. 193/1994. Indklagede havde overfor panthaverne pligt til at påse rigtigheden af påtegningen. Hertil kommer den tid, der i forbindelse med en sådan ekspedition går til telefonisk kontakt til pantebrevsdebitor bl.a. med henblik på fremskaffelse af yderligere dokumentation, udarbejdelse af påtegningerne m.v. Gebyrerne blev opkrævet på pantebrevskreditorernes vegne, mod hvem klageren bør rette sine indsigelser.
Ankenævnets bemærkninger:
Et pengeinstitut, der administrerer et privat pantebrev, er berettiget til at forlange betaling for det arbejde, der er forbundet med ekspedition af en anmodning om rykning. Kravet består formelt mod pantebrevets kreditor, men denne må over for debitor have krav på godtgørelse af omkostningerne i det omfang, de ikke overstiger det rimelige. Kreditor kan ikke anses for berettiget til ud over godtgørelsen af pengeinstituttets gebyr at forlange betaling for eget arbejde.
Ankenævnet lægger til grund, at det gebyr på 750 kr. pr. pantebrev, som er afkrævet klageren i den foreliggende sag, svarer til det gebyr, indklagede har beregnet sig over for pantebrevskreditorerne.
Efter det oplyste havde disse anerkendt at ville rykke for det nye realkreditlån på 200.000 kr., og det påhvilede herefter ikke indklagede at påse, at betingelserne i pantebrevenes rykningsklausuler var opfyldt. Klagerens pengeinstitut havde udfærdiget allonger med rykningspåtegningen og fremsendt dem til kreditorerne til underskrift, ligesom klagerens pengeinstitut selv ville sørge for tinglysningen. Indklagedes arbejde bestod herefter alene i at kontrollere udformningen af de i sig selv ukomplicerede rykningspåtegninger, at indhente underskrifter fra kreditorerne i det omfang, disse ikke allerede forelå, og at fremsende de underskrevne allonger og pantebrevene til klagerens pengeinstitut. Det kan i denne forbindelse ikke tillægges vægt, at indklagede valgte selv at udfærdige andre allonger, idet de af klagerens pengeinstitut fremsendte ikke kan antages at have været uanvendelige.
Indklagedes gebyr findes herefter i det foreliggende tilfælde at overstige det rimelige og passende at kunne nedsættes til i alt 500 kr. som påstået af klageren. Selv om gebyret formelt må anses for afkrævet klageren på pantebrevskreditorernes vegne, findes indklagede efter det foran anførte at måtte hæfte for klagerens tilbagebetalingskrav på 1.000 kr.
Som følge heraf