Afgørelse

Frivillig handel. Ansvarsfraskrivelse. Skjulte fejl og mangler.

Ved købsaftale af 26. oktober 1993 erhvervede klageren den omhandlede ejendom af boet efter den tidligere ejer. Købsaftalen indeholdt en sædvanlig ansvarsfraskrivelse ved salg fra et bo, og det fremgik derudover, at køberen var bekendt med, at det indklagede realkreditinstitut medvirkede til den økonomiske gennemførelse af handlen, og at hele provenuet blev tiltransporteret instituttet, samt at instituttet ikke hæftede for eventuelle fejl og mangler ved ejendommen. Købsaftalen blev underskrevet af instituttet i sælgerrubrikken med tilføjelse af, at handlen kunne tiltrædes, og blev ligeledes underskrevet af skifteretten. Den 17. december blev der tinglyst endeligt skøde til klageren. Skødet indeholdt en gentagelse af ansvarsfraskrivelserne og blev underskrevet af klageren og skifteretten. I juli 2001 anmodede klageren instituttet om kompensation, idet hun i forbindelse med tilbygning til ejendommen havde erfaret, at denne ikke var tilstrækkeligt funderet. Efter en del korrespondance mellem parterne afviste instituttet at yde klageren den ønskede kompensation. Instituttet henviste til, at instituttet i overensstemmelse med sædvanlig praksis inden for realkreditbranchen ikke fysisk havde kontrolleret dybden af fundamentet, men havde henholdt sig til de i sagen værende oplysninger, som ikke viste den utilstrækkelige fundering, samt at instituttet ikke havde solgt ejendommen, men kun havde haft lån i denne.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var erstatningsansvarlig for ejendommens mangler. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fastslog, at formålet med et realkreditinstituts værdiansættelse er at tilgodese obligationsejerne ved at sikre, at der er realsikkerhed for lånet, og at instituttet som udgangspunkt ikke kan pådrage sig forpligtelser for værdiansættelse m.v. over for ejere og andre panthavere eller købere af ejendommen, der ved deres økonomiske overvejelser har tillagt instituttets værdiansættelse betydning. Der var ikke i denne sag oplysninger, der kunne føre til et andet resultat. Specielt bemærkede Nævnet, at et institut ikke er forpligtet til at foretage selvstændige undersøgelser af en ejendoms funderingsforhold, men er berettiget til at lægge til grund, at ejendommen er opført i overensstemmelse med tegninger, beskrivelser, tilladelser m.v. Klagerne havde købt ejendommen som et dødsbo, og uanset at instituttet som panthaver havde deltaget aktivt i salget, kunne dette forhold ifølge Nævnet ikke føre til, at instituttet havde pådraget sig et eventuelt sælgeransvar for mangler ved ejendommen. Nævnet frifandt som følge af det anførte realkreditinstituttet.