Tilbageførsel af ydelser.
| Sagsnummer: | 330/1992 |
| Dato: | 16-12-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Allan Pedersen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Tilbageførsel af ydelser. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold kalger
Ved lånedokument underskrevet af klagerens søster den 7. april 1988 forhøjedes et af indklagedes Vollsmose afdeling, Odense, ydet lån til klagerens søster til 63.500 kr. Lånet skulle afvikles ved en kvartårlig ydelse på 3.000 kr. samt en halvårlig ydelse på 4.000 kr. For begge ydelsers vedkommende første gang den 20. april 1988. Klageren underskrev samme dag som selvskyldnerkautionist på lånedokumentet.
Af fremlagte kontoudtog vedrørende lånets afvikling fremgår, at indklagede den 26. februar 1991 tilbageførte 9.920 kr. samt den 8. august 1991 5.650 kr. Seneste ydelser forud for tilbageførslerne var krediteret lånet henholdsvis 21. januar 1991 samt 30. april 1991, idet en ydelse krediteret den 22. juli var tilbageført den 24. juli 1991.
I august/september 1991 afholdtes et møde hos indklagede med klagerens deltagelse vedrørende søsterens økonomiske situation, hvor kautionsforpligtelsen drøftedes. Der er ikke enighed mellem parterne om, hvad der nærmere blev aftalt på mødet.
Indklagede har oplyst, at man ikke forinden mødet i august/september 1991 har rykket eller underrettet klageren om restancer på kautionslånet.
Ved skrivelse af 3. februar 1992 orienterede indklagede klageren om, at kautionslånets restance udgjorde 24.680 kr., som klageren opfordredes til at berigtige. Ved skrivelse af 19. februar 1992 opsagde indklagede lånet til fuld indfrielse og anmodede klageren om at indbetale lånets restgæld på 44.694,05 kr. senest 27. februar 1992.
Efter gennem sin advokat at have korresponderet med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen er bortfaldet helt eller delvist, samt at indklagede uberettiget har opkravet et gebyr på 350 kr. for kontoudskrifter, som klagerens advokat anmodede om til belysning af lånets afvikling.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at tilbageførslerne den 26. februar og 8. august 1991 er sket med urette, idet tilbageførslerne vedrører krediteringer på lånet foretaget på andre tidspunkter. Med hensyn til det med klageren afholdte møde er det korrekt, at indklagede gennemgik søsterens økonomiske situation, men tilbageførslerne blev ikke omtalt på mødet, eller i hvert fald har klageren ikke forstået konsekvenserne af bankens dispositioner. Klageren følte sig presset under mødet, hvor der deltog to repræsentanter fra indklagede, ligesom han, inden mødet begyndte, blev forespurgt, hvor mange penge, han havde med. Indklagede har ikke ved mødet sikret sig, at klageren forstod konsekvenserne, eller at han tiltrådte dispositionerne. Indklagede har heller ikke udarbejdet mødereferat. Indklagede har tilsidesat bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41, i hvert fald for så vidt angår tilbageførslen foretaget den 26. februar 1991, hvortil kommer, at en kautionist ikke kan give afkald på sine rettigheder i henhold til denne bestemmelse. For så vidt angår indklagedes opkrævning af gebyret på 350 kr., finder klageren, at kontoudtoget har været nødvendigt for at kunne foretage en bedømmelse af indklagedes dispositioner vedrørende lånets afvikling.
Indklagede har anført, at den manglende skriftlige underretning af klageren i henhold til bank- og sparekasselovens § 41 er uden betydning, idet klageren på mødet i august/september 1991 blev orienteret om søsterens økonomiske situation. Det er indklagedes opfattelse, at den manglende underretning ikke har medført en forringelse af klagerens regreskrav mod søsteren, som i hele den omhandlede periode har været uden midler. Tilbageførslerne er sket som følge af overtræk på den konto, hvorfra ydelserne blev trukket, og de er implicit tiltrådt af klageren, som på mødet ikke protesterede mod restancernes størrelse. Ved mødet erkendte klageren søsterens betalingsumulighed og gav samtidig udtryk for også selv at være ude af stand til at betale, men at han dog ville forsøge at finde en løsning på problemet. På denne baggrund kan indklagede ikke være forpligtet til at foretage yderligere for at sikre sig, at klageren forstod situationen. Med hensyn til gebyret på 350 kr. for kontoudtog finder indklagede ikke, at gebyret står i misforhold til det foretagne arbejde, hvorfor det er opkrævet med rette.
Ankenævnets bemærkninger:
I overensstemmelse med Ankenævnets faste praksis finder Ankenævnet, at de af indklagede foretagne tilbageførsler den 26. februar og 8. august 1991 i forhold til klageren som kautionist er sket med urette. Uanset om klageren ved mødet i august/september 1991 af indklagede er blevet orienteret om de foretagne tilbageførsler, findes dette forhold ikke under de foreliggende omstændigheder at kunne føre til, at klageren er afskåret fra nu at rejse indsigelse mod tilbageførslerne. Som følge heraf finder Ankenævnet, at klagerens kautionsforpligtelse bør nedsættes med 9.920 kr. og 5.650 kr. tillige med renter fra tilbageførselstidspunkterne. Ankenævnet finder ikke iøvrigt grundlag for at nedsætte klagerens kautionsforpligtelse overfor indklagede.
For så vidt angår gebyret på 350 kr. for indklagedes fremskaffelse af kontoudskrifter vedrørende lånet finder Ankenævnet ikke, at indklagede i det foreliggende tilfælde har været berettiget til at opkræve dette gebyr, da kontoudskrifterne var nødvendige for en bedømmelse af kautionslånets afvikling.
Som følge heraf
Indklagede bør inden fire uger nedsætte klagerens kautionsforpligtelse med 9.920 kr. og 5.650 kr. med renter fra henholdsvis 26. februar 1991 og 8. august 1991. Indklagede bør anerkende, at gebyret på 350 kr. er opkrævet med urette. Klagegebyret tilbagebetales klageren.