Indfrielseskurs ved indfrielse af fastforrentet lån med særlige indfrielsesvilkår, ekspeditionstid.
| Sagsnummer: | 39/2002 |
| Dato: | 22-10-2002 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Christian Egeskov, Inge Frølich, Karen Frøsig, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Udlån - indfrielse
Udlån - særlige indfrielsesvilkår |
| Ledetekst: | Indfrielseskurs ved indfrielse af fastforrentet lån med særlige indfrielsesvilkår, ekspeditionstid. |
| Indklagede: | BG Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører indfrielsen af to fastforrentede lån med særlige indfrielsesvilkår ydet af indklagede til klageren, herunder ekspeditionstid i denne forbindelse.
Sagens omstændigheder.
I henholdsvis marts 1998 og juni 1999 ydede indklagede klageren 2 lån på henholdsvis 230.000 kr. og 166.000 kr. Begge lån havde fast rente i en fem-årig periode fra etableringen. Lånenes rente var henholdsvis 7,2% og 6,45%. Gældsbrevene vedrørende lånene indeholdt særlige indfrielsesklausuler ved indfrielse i rentesikringsperioden.
Den 1. oktober 2001 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende omlægnings/indfrielse af de to lån. Klageren har anført, at indklagede ved henvendelsen lovede, at overkursen på de to lån ville være ca. nul. Dette bestrides af indklagede.
Indklagede udfærdigede den 4. oktober 2001 indfrielsestilbud på lånene, hvorefter disse kunne indfries til henholdsvis kurs 103,33 og kurs 100,75 per 4. oktober 2001 svarende til overkursbeløb på henholdsvis 7.387,91 kr. og 1.216,52 kr.
Indklagede har oplyst, at klageren telefonisk fik oplyst indfrielsesbeløbenes størrelse og størrelsen af overkursbeløbene. Dette bestrides af klageren.
Ved skrivelse af 24. oktober 2001 rettede Realkredit Danmark henvendelse til indklagede. Af henvendelsen fremgår, at Realkredit Danmark havde indgået aftale med klageren om et rentetilpasningslån på 400.000 kr. Indklagede blev anmodet om, at lade et ejerpantebrev på 357.000 kr. rykke for det nye lån.
Ved skrivelse af 30. oktober 2001 meddelte indklagede Realkredit Danmark, at man ville respektere det nye lån på 400.000 kr. på betingelse af, at indklagede modtog provenuet til nedbringelse af klagerens gæld hos indklagede.
Den 5. december 2001 modtog indklagede 387.398,04 kr. fra Realkredit Danmark udgørende provenuet ved optagelsen af tillægslånet.
Den 6. december 2001 indfriede indklagede klagerens to lån. Indfrielseskursen blev beregnet til henholdsvis 104,46 og 100,68 svarende til en overkurs på henholdsvis 9.904,64 kr. og 1.106, 55 kr.
Parternes påstande.
Klageren har den 22. januar 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at "tilbageføre overkursen til datoen for lånesagens indgåelse, subsidiært den dato, hvor den kunne have været afsluttet ved rimelig fremskyndelse af sagen".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede ved henvendelsen den 1. oktober 2001 lovede, at overkursen på lånene ville være ca. nul. Han har ikke modtaget beregningerne af 4. oktober 2001 eller er blevet gjort opmærksom på beregningerne telefonisk.
Det er hans opfattelse, at en beregning per ultimo september 2001 ville vise, at overkursen på dette tidspunkt rent faktisk var ca. nul.
Indklagedes oplysning om en overkurs på ca. nul var udslagsgivende for hans beslutning om at omlægge lånene.
Indklagede havde tidligere afvist at foretage en låneomlægning, fordi man fandt hans økonomi for dårlig. Hertil bemærkede han, at han allerede var godkendt som prioritetskunde hos Realkredit Danmark og ville benytte denne fortrinsstilling. Dette var åbenbart medvirkende til, at indklagedes medarbejder ikke var villig til at fremskynde sagens ekspedition.
Indklagede har rådgivet ham utilstrækkeligt og har forhalet konverteringens gennemførelse.
Indklagede har anført, at klageren blev grundigt informeret om, at der kunne være tale om overkurs i henhold til gældsbrevenes indfrielsesklausul.
Indklagede var ikke involveret i lånesagens ekspedition ud over at meddele samtykke til rykning samt foretage indfrielse af boliglånene. Der er ikke begået fejl eller forsømmelser i denne forbindelse.
Det bestrides, at man på noget tidspunkt meddelte klageren, at overkursen ville være ca. nul. Det fastholdes endvidere, at klageren fik telefonisk oplyst størrelsen af indfrielses- og overkursbeløb i henhold til indfrielsestilbudene af 4. oktober 2002.
Det bemærkes, at en medarbejder i en afdeling ikke selv kan udarbejde indfrielsestilbud for de omhandlede lån, da dette foretages i indklagedes hovedsæde. Medarbejderen havde således ikke mulighed for umiddelbart at oplyse indfrielses- og overkursbeløb.
Under sagens forberedelse har indklagede fremlagt beregning af indfrielseskurs for de omhandlede lån per 1. oktober 2001. Indfrielseskursen er beregnet til henholdsvis 104,63 og 100,51 svarende til overkursbeløb på henholdsvis 10.274,68 kr. og 828,08 kr.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det er ikke godt gjort, at indklagede ved klagerens henvendelse den 1. oktober 2001 lovede, at overkursen på de to fastforrentede lån ville være ca. nul.
Omprioriteringen af klagerens ejendom blev forestået af Realkredit Danmark, som ved skrivelse af 24. oktober 2001 forespurgte indklagede, om indklagede ville lade et ejerpantebrev rykke for et lån ydet af Realkredit Danmark. Indklagede besvarede henvendelsen ved skrivelse af 30. oktober 2001. Indklagede modtog herefter provenuet af lånet fra Realkredit Danmark den 5. december 2001 og indfriede den følgende dag de to omhandlede lån.
Ankenævnet finder, at indklagede ikke har forsinket indfrielsen af klagerens lån, hvorefter
Klagen tages ikke til følge.