Ligestillet pant.
| Sagsnummer: | 82/1997 |
| Dato: | 23-06-1997 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen |
| Klageemne: |
Kaution - hæftelse
|
| Ledetekst: | Ligestillet pant. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved kassekreditkontrakt af 26. juni 1989 ydede et pengeinstitut, der senere fusionerede med indklagede, klagerens far en kassekredit på 50.000 kr. Klageren underskrev kassekreditkontrakten som selvskyldnerkautionist.
Ved håndpantsætningserklæring af 5. februar 1990 gav faderen indklagede håndpant i et løsøreejerpantebrev på 150.000 kr. i sin bil til sikkerhed for sit engagement med indklagede.
Den 25. februar 1991 underskrev faderen nyt dokument vedrørende kassekreditten, og den 11. marts 1991 underskrev klageren en separat erklæring om selvskyldnerkaution for kreditten.
Den 22. maj 1992 underskrev faderen ny pantsætningserklæring vedrørende løsøreejerpantebrevet på 150.000 kr. Af pantsætningserklæringen fremgår, at pantebrevet lå til sikkerhed for kassekreditten og faderens tre lån hos indklagede.
Den 1. december 1992 ophørte faderen med sin taxi-virksomhed og overgik til invalidepension. Pantet blev realiseret og indbragte et provenu på 50.000 kr., som den 3. december 1992 blev krediteret kassekreditten, hvis saldo herved blev positiv med 21.488,62 kr. Samme dag blev 42.952,84 kr. overført til indfrielse af faderens erhvervslån hos indklagede. Den følgende dag blev 7.047,16 kr. overført til ekstraordinær nedbringelse af faderens boliglån. Saldoen på kassekreditten var herefter 28.511,38 kr. (negativ).
Den 14. april 1993, hvor kreditten var udnyttet med ca. 34.000 kr., underskrev faderen nyt dokument vedrørende kassekreditten, som blev omlagt fra en erhvervskredit til en privatkundekredit til en rente på 17,5% p.a. Om aftalens varighed fremgår ved afkrydsning, at kreditten var gældende indtil videre. Til punktet var tilføjet "det bemærkes, at afviklingen tages op til drøftelse, når lån [nr.] er indfriet medio 97". Klageren underskrev samme dato en erklæring om selvskyldnerkaution for kreditten.
Den 1. november 1994 underskrev faderen en fuldmagtserklæring, hvorefter klageren fik fuldmagt til at disponere over kreditten.
Den 20. december 1996 døde faderen, hvorpå indklagede anmodede klageren om at indfri kreditten, som pr. dødsdagen var udnyttet med 49.916,39 kr.
Ved klageskema af 21. februar 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han ikke hæfter for faderens kassekredit.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at faderen den 3. december 1992 meddelte, at han var frigjort for kautionsforpligtelsen, idet der var indbetalt 50.000 kr. Kassekredittens saldo var positiv efter indbetalingen og indklagede var ikke berettiget til at overføre beløbene på henholdsvis 42.952,84 kr. og 7.047,26 kr. til faderens øvrige engagement. I foråret 1993 meddelte indklagede, at han måtte skrive under på en ny selvskyldnerkaution. Han så sig nødsaget til at underskrive, da indklagede i modsat fald ville kræve kreditten indfriet. Han var ikke bekendt med faderens aftale med indklagede om at stille afviklingen af kreditten i bero, og aftalen herom er ikke bindende for ham. Indklagede har tilsidesat sin rådgivningsforpligtelse og har tilgodeset egne interesser på hans bekostning ved at lade faderens indbetalinger på engagementet forlods afskrive på den ikke kautionssikrede gæld. Udstedelsen af fuldmagten i 1994 bevirkede ikke, at han fik indsigt i faderens økonomiske forhold. Indklagede har beregnet sig for høj rente på kreditten.
Indklagede har anført, at ejerpantebrevet i bilen lå til sikkerhed for faderens samlede engagement, og at provenuet af pantet blev anvendt til indfrielse af erhvervslånet og til nedbringelse af boliglånet efter aftale med faderen. Klageren har ikke på noget tidspunkt modtaget meddelelse fra indklagede om, at han var frigjort for sin kautionsforpligtelse. Eventuelle oplysninger fra faderen herom er indklagede uvedkommende. Erhvervskreditten blev den 14. april 1993 ændret til en privatkundekredit på grund af virksomhedsophøret. Renten på kreditten blev fastsat inden for rentespændet for kreditter til private. Faderen blev tilkendt invalidepension og havde en stram økonomi, hvorfor det blev aftalt, at afviklingen af kreditten først skulle tages op til drøftelse, når boliglånet blev indfriet medio 1997. Klageren blev i forbindelse med underskrivelsen af dokumenterne den 14. april 1993 og på et møde i september 1994 orienteret herom. I kraft af fuldmagten var klageren løbende orienteret om gælden på kreditten.
Ankenævnets bemærkninger:
Den 14. april 1993 underskrev klageren uden forbehold en kautionserklæring vedrørende sin fars kassekredit hos indklagede med maksimum på 50.000 kr. Ankenævnet finder, at klageren må være bundet heraf.
Det fremgår af kreditkontrakten, at kreditten var gældende indtil videre, og at spørgsmålet om afvikling skulle tages op til drøftelse medio 1997. Ankenævnet finder herefter ikke, at klageren berettiget kunne forvente, at kreditten løbende ville blive nedskrevet før dette tidspunkt.
For så vidt angår renten på kreditten lægger Ankenævnet i overensstemmelse med det af indklagede anførte til grund, at kreditten er blevet forrentet med den af indklagede til enhver tid fastsatte rentesats for kreditter af den pågældende art.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.