Personlig fordring. Opgørelse. Forældelse.
| Sagsnummer: | 9905051/2000 |
| Dato: | 19-01-2000 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Daniel Noe Harboe, Ole Just, Keld Christiansen, Lene Staunsager |
| Klageemne: |
Personlig fordring - forældelse
Tvangsauktion - omkostninger |
| Ledetekst: | Personlig fordring. Opgørelse. Forældelse. |
| Indklagede: | BRFkredit a/s |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut overtog i juli 1994 klagerens daværende ejerlejlighed på tvangsauktion for et bud på 340.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt kr. 479.041 kr., som fordeltes med 429.912 kr. i kolonne 2 og 49.129 kr. i kolonne 3. I juli 1994 gjorde instituttet en personlig fordring på 139.041 kr. gældende over for klageren. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente svarende til diskontoen + 5 pct. Instituttet videresolgte pr. 1. april 1995 ejerlejligheden for en nominel pris på 535.000 kr.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod ham, subsidiært at instituttet ikke kunne gøre en fordring af den aktuelle størrelse gældende. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere punkterne i realkreditinstituttets opgørelse af fordringen mod klageren. Flertallet fandt, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at instituttet havde krav på et beløb af den størrelsesorden, og at ingen del af beløbet var forældet efter 1908-loven. Flertallet fandt ikke, at instituttet gennem det fremlagte materiale havde ført en sådant bevis. Et mindretal fandt i mangel af holdepunkter for andet, at budet, så langt det rakte, skulle anvendes til dækning af hæftelserne i prioritetsordenen, og for det delvist dækkede lån fordeles forholdsmæssigt på restgæld (og afdrag) og renter (og bidrag). Et andet mindretal fandt, at der ikke generelt kunne stilles store krav til bevisets styrke, hvis instituttet blev pålagt bevisbyrden for fordelingen af tvangsauktionsbudet. Dette mindretal fandt, at instituttet havde godtgjort, at budet forlods var blevet anvendt til dækning af restancer.
Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet alene kunne gøre en fordring gældende over for klageren i det omfang, indklagede kunne godtgøre, at kravet bestod af udækket restgæld i kolonne 2 eller afdrag i kolonne 3. Det således opgjorte krav skulle forrentes med 9 pct. fra den 1. april 1995 til den 6. maj 1999, og herefter forrentes efter rentelovens bestemmelser, indtil betaling sker.
Instituttet meddelte den 14. februar 2000 Nævnet, at instituttet ikke ønsker at være bundet af kendelsen.
Efterfølgende forligt.