Opdeling af fælleskonti i forbindelse med overførsel fra tidligere pengeinstitut.
| Sagsnummer: | 188/2006 |
| Dato: | 06-03-2007 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Niels Bolt Jørgensen, Sonny Kristoffersen |
| Klageemne: |
Overførsel - almindelige konti
|
| Ledetekst: | Opdeling af fælleskonti i forbindelse med overførsel fra tidligere pengeinstitut. |
| Indklagede: | Sparekassen Bredebro |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører overførsel af klagerens og dennes daværende ægtefælles engagement til indklagede, i hvilken forbindelse fælles konti blev opdelt samtidig med, at parterne gik fra hinanden.
Sagens omstændigheder.
Den 15. marts 2006 underskrev klageren og dennes daværende ægtefælle, M, overførselsanmodning, hvorefter de anmodede deres hidtidige pengeinstitut, P, om at overføre deres og deres tre børns konti til indklagedes Tønder afdeling.
Af en oversigt pr. 12. marts 2006 vedrørende parrets konti hos P fremgår, at parret bl.a. havde en fælles lønkonto og fælles budgetkonto hos P. Hver af dem havde desuden en aktionærkonto/opsparingskonto.
Klageren har anført, at indklagedes medarbejder A i uge 11 (13.-17. marts 2006) var på besøg hos dem vedrørende underskrift af overførselspapirer og orientering om overførslen til indklagede. De oplyste over for A, at de muligvis ville separeres, og at det derfor skulle sikres, at overførslen af engagementet skete på samme vilkår som hos P med hensyn til fuldmagter m.v. Indklagede har anført, at der blev talt om, at kontiene hos P skulle overføres således, at de blev oprettet hos indklagede på samme måde som de eksisterende, nemlig fælles lønkonto og fælles budgetkonto og således, at klageren havde fuldmagt til M's opsparingskonto. Klageren spurgte til, hvordan situationen ville være ved en skilsmisse, og A oplyste, at beløbene ville blive delt, så hver fik sine konti. Der var ikke antydning af, at en skilsmisse var på vej, hvorfor spørgsmålet blev betragtet som hypotetisk.
Indklagede har anført, at M den 16. maj 2006 meddelte, at M ønskede sin egen lønkonto, og at man da blev bekendt med, at der var noget galt.
Ved skrivelse af 16. maj 2006 til klageren meddelte indklagede, at der samme dag var oprettet en ny lønkonto for klageren "iflg. aftale med [M]". Indklagede anmodede samtidig klageren om at rette henvendelse, "for at vi kan aftale nærmere vedrørende de forskellige ændringer, vi skal lave i forbindelse med opdelingen af Jeres konti".
Den 17. maj 2005 opgjorde P klagerens og M's fælles lønkonto til 16.143,01 kr. (negativ) og parrets budgetkonto med 19.224,14 kr.
Indklagede har anført, at nogle betalingsaftaler i forbindelse med kontoændringerne blev slettet pr. 15. maj 2006, men forsøgt genetableret den 18. s.m. Klageren har anført, at disse forhold medførte, at regninger ikke blev betalt med heraf følgende rykkergebyrer.
Ved skrivelse af 19. maj 2006 meddelte indklagede klageren, at man havde modtaget overførslen fra P. I denne forbindelse blev der på klagerens lønkonto (-74) indsat det overførte beløb fra klagerens tidligere aktionærkonto, 9.396,35 kr., og halvdelen af klagerens og M's tidligere budgetkonto 9.612,07 kr.; endvidere var der hævet 8.071,60 kr., svarende til halvdelen af den negative saldo på den tidligere fælles lønkonto. Indklagede anmodede klageren om at rette henvendelse med henblik på underskrift af forskellige bilag i forbindelse med de nye konti.
Ved skrivelse af 29. maj 2006 meddelte indklagede klageren:
"I forbindelse med overførsel af Jeres konti fra [P] til [indklagede], blev overførselsanmodning underskrevet den 15. marts 2006, og efterfølgende afsendt til [P].
Der blev oprettet ny lønkonto, budgetkonto og opsparingskonto i fælles navn.
Kontoaftalerne er aldrig blevet underskrevet af begge parter.
[M] har efterfølgende bedt om at få ændret det således, at begge parter fremover har de omtalte konti i eget navn.
Der er derfor oprettet ny lønkonto til [klageren]
Kopi af brev herom vedlægges.
Efterfølgende er kontiene fra [P] overført til [indklagede] og posteret således at de konti, der i [P] tilhørte [klageren] er indsat på hendes lønkonto, og de konti, der tilhørte [M] er indsat på nye konti i hans navn.
Lønkonto og Budgetkonto i [P] var fælles, og saldoen på disse konti er fordelt med halvdelen til hver.
Kopi af brev samt diverse advisering herom vedlægges.
Endvidere er halvdelen af saldoen på fælleslønkontoen pr. ændringsdagen den 17. maj 2006 overført til [klagerens] lønkonto med kr. 1.861,11 jf. vedlagte bilag.
Oversigt over posteringer på din nye lønkonto vedlægges."
Ved skrivelse ligeledes af 29. maj 2006 meddelte indklagede klageren, at klagerens lønkonto (-74) hos indklagede som aftalt var ophævet og indsat på konto -92, som hidtil havde været fælles lønkonto hos indklagede, men som nu fortsatte i klagerens navn.
Ved skrivelse af 12. juli 2006 rettede klageren gennem sin advokat henvendelse til indklagede. Advokaten anførte, at M havde foranlediget konti ophævet uden klagerens samtykke. Advokaten anmodede om, at indklagede, så længe parret ikke var separeret, og så længe der ikke forelå samtykke til, at fælles konti blev ophævet, ville drage omsorg for, at han modtog indsigt i samtlige konti, som var ophævet eller var overført til M.
Ved skrivelse af 13. s.m. fremsendte indklagede til advokaten kontoudtog af klagerens konto -74, konto -92 samt en oprindelig fælles budgetkonto -018. Indklagede anførte, at der på intet tidspunkt var nægtet betaling af udgifter overhovedet, og at man stillede sig uforstående over for de fremførte påstande.
Parternes påstande.
Klageren har den 3. august 2006 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at klageren ønsker indklagede pålagt at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse. Indklagede har under sagens forberedelse givet tilsagn om at ville godtgøre klageren gebyrer, som måtte være påført hende som følge af, at betalingsaftaler blev slettet medio maj 2006.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede uden hendes samtykke eller viden opdelte den overførte lønkonto og budgetkonto alene efter M's anmodning og på et tidspunkt, hvor indklagede var bekendt med, at der var en igangværende separation/skilsmisse.
Hun stiller sig uforstående over for, at indklagedes medarbejder i forbindelse med mødet i deres hjem i uge 10 betragtede spørgsmålet om en separation som hypotetisk. Det ville have været naturligt, at medarbejderen havde spurgt om, hvorfor emnet blev bragt op, og om der var noget under optræk.
Indklagedes dispositioner medførte, at hendes faste betalinger fra den oprindelige fælles budgetkonto blev afmeldt. En række af udgifterne havde hidtil været betalt fra den fælles budgetkonto, men afmeldingen medførte, at hun af egen lomme - selvom der stadig blev overført midler til den fælles budgetkonto fra hendes side - måtte betale udgifterne. Indklagede foretog afmeldingen på anmodning fra M på et tidspunkt, hvor indklagede var bekendt med separationen/skilsmissen.
Hun rettede flere gange henvendelse til A om, at delingen af fælleskontiene var sket uden hendes samtykke, men blev "spist af" med, at det kunne A ikke gøre noget ved nu, eller at det skulle A lige undersøge, men intet skete.
Før den 1. maj 2006 havde hun overført 2.000 kr. månedligt til den fælles budgetkonto, men M krævede nu, at beløbet skulle hæves til 6.000 kr. månedligt, før hun kunne få adgang til kontoen. Forholdet medførte, at hendes stilling i forbindelse med opgørelsen af fællesboet blev væsentligt forringet.
Indklagedes handlemåde har medført tab for hende. Opdelingen af budgetkontoen vil kunne medføre et tab for hende i forbindelse med bodelingen. Indklagedes handlinger har medført, at hun måtte rette henvendelse til advokat. Advokatens regning herfor udgør 3.500 kr.
Hun har flere gange efter klagens indgivelse til Ankenævnet været i afdelingen, hvor hun verbalt er blevet overfuset af afdelingens direktør samt af A med, hvad hun bildte sig ind at true med Ankenævnet. Indklagede bør som følge af omfanget af den udviste chikane både med hensyn til ophør af fælles konti samt overfusningerne betale en erstatning/kompensation, også for den tid hun har forbrugt med sagen.
Indklagede har anført, at det i forbindelse med indgåelsen af aftalen om overførslen af engagementet blev aftalt, at kontiene skulle overføres således, at de blev oprettet hos indklagede på samme måde, som kontiene var hos P, nemlig en fælles lønkonto og en fælles budgetkonto og således, at klageren havde fuldmagt til M's opsparingskonto. Klageren spurgte da til, hvordan der blev forholdt med kontiene ved skilsmisse, og indklagede oplyste, at beløbene blev delt, og hver fik sin konto. Der var ikke antydning af, at der rent faktisk var en skilsmisse på vej. Man anså derfor spørgsmålet for rent hypotetisk.
Man blev bekendt med, at der var noget galt, da M den 16. maj 2006 ønskede at oprette sin egen lønkonto. Indklagede underrettede klageren skriftligt herom. M oplyste, at han havde meddelt klageren, at han ville have ændret fælleskontoen.
Der blev på dette tidspunkt intet nævnt om separation, og parret boede da også i ejendommen frem til primo oktober 2006.
M havde hos P en opsparingskonti i eget navn, som ved overførslen til indklagede også blev oprettet i M's navn. Saldoen på lønkontoen og budgetkontoen blev i forbindelse med overførslen fra P fordelt ligeligt mellem parterne, der blev underrettet herom.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet lægger til grund, at det i forbindelse med overførslen af klagerens og M's engagement fra pengeinstituttet P til indklagedes Tønder afdeling blev aftalt, at overførte konti hos indklagede skulle oprettes med samme kontohaver som hos P, og at dette også rent faktisk skete.
Det fremgår af den ovenfor citerede skrivelse af 29. maj 2006 fra indklagede, at M efterfølgende anmodede om, at de oprettede konti blev ændret, hvorefter fælleskontiene, lønkonto og budgetkonto, blev delt, således at klageren og M hver fik en lønkonto og budgetkonto, og at indklagede efterkom M's anmodning.
Det må anses for en klar fejl fra indklagedes side, at man efterkom M's anmodning uden forinden at indhente klagerens samtykke til opdelingen af kontiene. Herved bemærkes, at indklagede har anført, at man på dette tidspunkt blev klar over, at "der var noget galt" i forholdet mellem klageren og M.
Ankenævnet finder det imidlertid ikke på det foreliggende grundlag godtgjort, at klageren er blevet påført et tab som følge af opdelingen af kontiene. Der er derfor ikke grundlag for at pålægge indklagede at betale en erstatning til klageren. Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at pålægge indklagede at betale et kompensationsbeløb, som krævet af klageren.
Ankenævnet har bemærket, at indklagede har påtaget sig at godtgøre klageren de omkostninger, som måtte være påført klageren som følge af, at indklagede i forbindelse med overførslen af engagementet fra P lod betalingsaftaler vedrørende klagerens udgifter bortfalde.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.