Den 21. december 1989 indgik klageren aftale med indklagedes Odense afdeling om tilbagebetaling af et studielån. Ifølge aftalen skulle studielånet, der udgjorde 461.770,69 kr., afvikles med en månedlig ydelse på 6.325 kr., første gang den 1. februar 1990.
Det var endvidere anført:
"Restgælden forrentes med den af pengeinstituttet til enhver tid fastsatte rente p.t. 14% p.a."
I rubrikken skattemæssige forhold var henvist til "aftaleformulering nr. 1", som samtidig var udleveret til klageren. Heraf fremgik lånets hovedstol og tilskrevne renter i studietiden, ligesom den månedlige ydelse og rentens størrelse var anført. Derudover anførtes for årene 1990 til 2005 den årlige ydelse, det årlige rentefradrag og den årlige restgæld. Det var endvidere anført:
"AFTALEFORMULERING nr. 1.
Ved denne formulering kan fradraget være større end ydelsen. Man fratrækker først de renter, der er tilskrevet i det pågældende tilbagebetalingsår. Desuden kan der fratrækkes en andel af renterne påløbet før afviklingsperioden.
Når renterne hidrørende fra før tilbagebetalingsperioden er betalt, er rentefradraget lig med de i året påløbende renter.".
På baggrund af oplysningerne heri udfærdigede klageren forskudsopgørelser for årene 1990, 1991 og 1992 samt selvangivelse for 1990 og 1991. Ved modtagelsen af årsopgørelse for 1990 og 1991 viste det sig imidlertid, at de årlige rentefradrag var ændret, hvorfor klageren skulle betale en restskat på 11.131,00 kr. for året 1990 og 5.349,00 kr. for året 1991, ligesom klageren blev pålagt rentetillæg på henholdsvis 890 kr. og 428 kr.
Indklagede har oplyst, at renesatsen på klagerens lån er ændret således:
28. marts 1990: 13,5%
2. maj 1990: 13,0%
26. juni 1990: 12,5%
23. maj 1991: 12,0%
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at beklage de fejlagtige oplysninger samt at godtgøre klageren rentetillæg på ialt 1.318 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han ikke i forbindelse med udleveringen af materialet blev gjort opmærksom på, at det alene var et overslag, hvorfor han udarbejdede forskudsopgørelser på baggrund af det udleverede materiale. Differencen mellem de af indklagede opgivne beløb og de beløb, klageren reelt har kunnet fratrække sin skattepligtige indkomst, er endvidere så stor, at dette ikke alene kan skyldes ændret rente.
Indklagede har anført, at det udleverede materiale kun er et overslag til klagerens orientering, og at dette tydeligt fremgår af materialet. Der er i overslaget endvidere taget generelt forbehold for bl.a. renteændringer, da en lavere rente naturligvis vil kunne ændre størrelsen af rentefradraget. Det må påhvile klageren selv på baggrund af oplysningerne i årsopgørelse over studielånet, der ultimo hvert år udsendes af indklagede til brug for udfyldelsen af selvangivelsen, at udregne det præcise fradragsberettigede rentebeløb for det enkelte år. Det bemærkes, at overslagstallene for 1990 ved en fejl er blevet for store, da man har medtaget fjerde kvartals renter i 1989 i renteudgifterne for 1990 således, at renteudgifterne i 1990 omfatter fem kvartalsrenter. Dette har dog ikke nogen konsekvens for sagen, da der udelukkende er tale om et overslag til orientering for klageren, der udleveredes som et led om i rådgivningen om valg af indfrielsesmåder. Klageren vil endvidere få fordel af det ekstra kvartalsrentefradrag, som fordeles over den resterende afviklingstid i henhold til den valgte afdragsordning.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter det oplyste lægger Ankenævnet til grund, at klagerens restskat for 1990 og 1991 skyldes den faldende rentesats for klagerens studielån, samt at forskudsregistreringen af klagerens renteudgifter på studielånet var baseret på indklagedes oplysninger herom. Ankenævnet finder ikke, at det med tilstrækkelig tydelighed af det til klageren udleverede materiale fremgik, at der alene var tale om et overslag, og at der toges forbehold for renteændringer. Ankenævnet finder derfor, at indklagede bør godtgøre klageren de pålignede rentetillæg på ialt 1.318 kr. delvist. Ankenævnet finder, at indklagede bør godtgøre klageren 1.000 kr. af dette beløb.
Med hensyn til klagerens påstand om at modtage indklagedes beklagelse bemærkes, at Ankenævnet alene behandler formueretlige tvister, hvorfor denne del af klagen afvises.
Som følge heraf