Spørgsmål om mangelfuld pleje af investeringer. Ekspeditionstid ved overførsel af pensionsordninger. Opgørelse af erstatning.
| Sagsnummer: | 444 /2002 |
| Dato: | 26-08-2003 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Inge Frølich, Sonny Kristoffersen, Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Overførsel - pensionskonti
Værdipapirer - formuestyring |
| Ledetekst: | Spørgsmål om mangelfuld pleje af investeringer. Ekspeditionstid ved overførsel af pensionsordninger. Opgørelse af erstatning. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede som følge af mangelfuld pleje af klagerens investeringer har pådraget sig erstatningsansvar for tab på aktiebaserede investeringsbeviser samt spørgsmål om erstatning som følge af for sen overførsel af pensionsordninger.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er født i 1953 og førtidspensionist, fik i slutningen af 1999 udbetalt første rate af en erstatning på ca. 2,5 mio. kr. Klageren rettede henvendelse til indklagede om placeringen af midlerne.
Den 29. december 1999 indskød klageren 1 mio. kr. på en ratepensionskonto hos indklagede. Klagerens engagement med indklagede pr. den 31. december 1999 bestod i øvrigt af en selvpensioneringskonto med et indestående på 97.249 kr., der var placeret i pulje, en indskudskonto med et indestående på 585.433 kr. og en grundkonto med et indestående på 45.439 kr.
På grundlag af drøftelser på et møde mellem klageren og indklagede den 6. januar 2000 blev der for midlerne på ratepensionskontoen købt investeringsbeviser i Uni Invest fordelt med 500.000 kr. på tre aktiebaserede afdelinger (IT, Verden og Europa) og 500.000 kr. i en obligationsbaseret afdeling (Direct). For klagerens frie midler blev der indkøbt obligationsbaserede investeringsbeviser (Uni Invest Direct) til en kursværdi på 667.717 kr., som blev placeret i et frit depot. Den samlede værdi af værdipapirerne i ratepensionsdepotet og det frie depot var herefter 1.666.730 kr. fordelt med 499.586 kr. på aktier og 1.167.144 kr. på obligationer svarende til 30%/70%.
Indklagede fulgte ved skrivelse af 6. januar 2000 op på de aftaler, der blev indgået på mødet. Af skrivelsen fremgår blandt andet, at indklagedes investeringsrådgiver ville fremsende en depotplejeaftale.
Den 13. januar 2000 underskrev klageren en kundeaftale med indklagede, hvoraf blandt andet fremgår, at det var aftalt, at indklagede to gange årligt skulle gennemgå ratepensionsdepotet og det frie depot og komme med "forslag til omlægninger, hvis vi mener, at du kan opnå en økonomisk fordel ved det". Gebyret for aftalen vedrørende ratepensionsdepotet var 2.000 kr. om året, mens aftalen for det frie depot var gebyrfri. Det er endvidere anført, at de "nærmere vilkår fremgår af en separat depotplejeaftale".
Ved skrivelse af 14. august 2000 meddelte indklagedes investeringsrådgiver, at han efter en gennemgang af klagerens depoter ikke mente, at der skulle ske ændringer i sammensætningen.
Af skrivelsen fremgår i øvrigt blandt andet:
"Jeg har vedlagt depotplejeaftale på ratepensionsdepotet, men det åbne depot vil ligeledes blive gennemgået hvert halvår.
Næste gennemgang af dit depot vil som aftalt ske om et halvt år."
Klageren undlod at underskrive og returnere depotplejeaftalen. Klageren har anført, at han opfattede den vedlagte depotplejeaftale som en ny aftale, som skulle erstatte den aftale, som han havde underskrevet i januar 2000. Han ønskede imidlertid ikke at indgå en ny aftale, før den oprindelige aftale var udløbet, ligesom han ikke ønskede at betale dobbelt for depotplejen. Indklagede har anført, at man på grund af klagerens manglende returnering af depotplejeaftalen i underskrevet stand var af den opfattelse, at klageren havde fortrudt aftalen om depotpleje.
Ved skrivelse af 8. april 2001 meddelte klageren, at han var utilfreds med depotplejen.
Den 8. maj 2001 blev der afholdt et møde om en investeringerne. Værdien af de obligationsbaserede investeringsbeviser var på daværende tidspunkt 1.200.183 kr. Værdien af de aktiebaserede investeringsbeviser var 409.866 kr. Det samlede afkast på ratepensionsdepotet og det frie depot i perioden 1. januar 2000 - 4. maj 2001 blev af indklagede opgjort til ca. 60.000 kr. Der blev aftalt en placering af de fire midler med 80% i obligationer og 20% i aktier og pensionsmidlerne med 50% i aktier og 50% i obligationer. Der blev herefter købt for 69.600 kr. aktiebaserede investeringsbeviser i Uni Invest Danmark til ratepensionsdepotet og for 250.000 kr. obligationsbaserede investeringsbeviser i Uni Invest Direct til det frie depot. Klageren fik udleveret nye depotplejeaftaler til underskrift. Klageren undlod at underskrive og returnere disse.
Ved skrivelse af 18. maj 2001 meddelte klageren, at han fortsat var utilfreds med udviklingen i investeringerne. Klageren fremhævede blandt andet, at han i det seneste halve år havde lidt et betydeligt tab på de aktiebaserede investeringsbeviser. Det var klagerens opfattelse, at indklagede som følge af mangelfuld depotpleje var erstatningsansvarlig for tabet.
Ved skrivelse modtaget hos indklagede den 20. juni 2002 anmodede klageren via et andet pengeinstitut om overførsel af engagementet. Overførslen blev gennemført den 23. august 2002.
Indklagede har under sagen erkendt, at overførslen skete for sent. For så vidt angår selvpensioneringskontoen, hvorpå indeståendet var placeret i pulje har indklagede erklæret sig indstillet på at betale en godtgørelse for perioden 12. juli - 23. august 2002, såfremt klageren dokumenterer, at han kunne have opnået en højere forrentning i det nye pengeinstitut end det faktisk opnåede afkast hos indklagede.
Parternes påstande.
Den 12. november 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han foretog investeringerne efter indklagedes anvisninger, som han havde tillid til. På grund af den ulykke, som udløste erstatningen, var han ikke i stand til at læse eller forstå selv de simpleste dokumenter og havde ikke overskud til at holde sig ajour med udviklingen. Han var derfor tilfreds med aftalen om plejen af depoterne.
Indklagede vildledte ham til at tro, at der blev udøvet depotpleje i traditionel forstand. Da aktiemarkedet senere udviklede sig negativt, var han derfor af den klare overbevisning, at indklagede plejede midlerne bedst muligt, således at han ville undgå store tab. Såfremt han havde været bekendt med, at indklagede reelt ikke foretog depotpleje, ville han ikke have investeret i risikofyldte aktier.
Den negative udvikling i aktieinvesteringerne fremgik ikke klart, idet indklagede løbende fokuserede på det samlede resultat. Han præciserede gentagne gange, at udviklingen i investeringen af pensionsmidlerne og de frie midler skulle vurderes særskilt.
En investeringsrådgiver hos indklagede har over for ham indrømmet, at indklagede allerede på det tidspunkt, hvor han blev anbefalet at investere i IT-aktier, havde forudset, at "IT-boblen" ville briste inden for et års tid. Indklagede burde derfor i hvert fald have kontaktet ham herom.
Indklagede bør erstatte hans ikke ubetydelige tab på porteføljen, som ved almindelig omhu og agtpågivenhed kunne have været undgået.
Den aftale, der blev fremsendt den 13. august 2000, opfattede han som en ny aftale, der overlappede den aftale, der var indgået i januar 2000 og til en anden pris, hvorfor han ikke reagerede på denne. Det fremgik ingen steder, at aftalen faktisk var en præcisering af den aftale, der var indgået otte måneder tidligere. Indklagede burde have kontaktet ham for at undersøge, hvorfor han ikke underskrev den senest fremsendte aftale.
Indklagede er ansvarlig for, at overførslen til hans nye pengeinstitut trods gentagne rykkere først blev gennemført efter ca. to måneder. I disse to måneder faldt kurserne så meget, at han fik et ekstraordinært tab på ca. 50.000 kr. Indklagede måtte vide, at kurserne var faldende, og at det nye pengeinstitut ville omlægge papirerne til egne investeringsforeninger. Indklagede bør betale en erstatning svarende til faldet i værdien af pensionsordningen og det frie depot i perioden fra det tidspunkt, hvor overførsel burde have fundet sted, til overførslen faktisk skete.
Indklagede har anført, at klageren var fuldt ud bekendt med, hvad depotplejen indebar, og klageren traf selv beslutning om hyppigheden af eftersynene. Rådgivningen har gennem hele forløbet været korrekt og i overensstemmelse med den indgåede aftale og indklagedes rimelige forventninger til fremtiden og rådgivning til tilsvarende kunder. Ved rådgivningen blev der taget højde for klagerens ønsker og behov. Anbefalingerne var baseret på indklagedes strategiske anbefalinger om fordeling af investeringer. Klageren blev informeret om risikoen ved investeringerne og traf selv beslutning om, hvilke papirer der skulle investeres i.
Det er normalt at betragte en formue samlet i investerings- og risikomæssig henseende.
Selv om der ikke forelå en underskrevet depotplejeaftale, blev depoterne efterset i august 2000. Udviklingen i klagerens investeringer er ikke en konsekvens af, at der ikke blev foretaget depotpleje i februar 2001, men en konsekvens af en generel afmatning af markederne, som det ikke har været muligt for indklagede at forudsige.
Klageren har ikke lidt noget tab som følge af den sene overførsel af ratepensionsdepotet og det frie depot. Man var ikke bekendt med, at værdipapirerne skulle sælges. I overførselsperioden havde klageren mulighed for frit at handle papirerne i depoterne og dermed forhindre/begrænse sit tab. For så vidt angår selvpensioneringsmidlerne har klageren ikke dokumenteret, at han kunne have fået et bedre afkast i det nye pengeinstitut.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
På grundlag af den kundeaftale, der blev indgået den 13. januar 2000, kunne klageren ikke berettiget lægge til grund, at indklagede løbende ville overvåge hans investeringer. Det fremgår således alene af aftalen, at indklagede skulle gennemgå klagerens depoter to gange om året, hvilket skete den første gang den 13. august 2000.
På grund af misforståelsen med hensyn til nødvendigheden af klagerens underskrift på en egentlig separat depotplejeaftale blev der ikke foretaget en gennemgang af depotet, før klageren selv henvendte sig om udviklingen i investeringerne i april 2001. Der skete herefter en gennemgang i forbindelse med mødet den 8. maj 2001. På dette møde valgte klageren at fastholde de eksisterende investeringer og at indkøbe yderligere papirer. Det kan ikke lægges til grund, at klageren ville have truffet en anden beslutning, såfremt gennemgangen var blevet foretaget i februar 2001 - et halvt år efter den 13. august 2000. Der er således ikke grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar, hverken for så vidt angår den misforståelse, der opstod i forbindelse med klagerens manglende underskrift på depotplejeaftalen, eller den negative udvikling i klagerens aktieinvesteringer, der indtrådte efter den 13. august 2000.
Indklagede har erkendt, at ekspeditionen af overførselsanmodningerne tog for lang tid.
Klageren var som følge af overførselsanmodningerne ikke forhindret i at afgive ordre til indklagede om salg af værdipapirerne i ratepensionsdepotet og det frie depot. Det kan derfor ikke pålægges indklagede at betale erstatning for et eventuelt kurstab på papirerne i depoterne som følge af den lange ekspeditionstid. For så vidt angår selvpensioneringskontoen er indklagede kun forpligtet til at betale erstatning, såfremt klageren kan dokumentere, at han kunne have opnået et bedre afkast hos sit nye pengeinstitut end det afkast, han faktisk opnåede hos indklagede.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.