Spørgsmål vedrørende kompensation for forhøjet stempel på ejerpantebrev.
| Sagsnummer: | 85 /1999 |
| Dato: | 16-12-1999 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Villy Dyhr, Inge Frølich, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Stempel - forskelsstempel
|
| Ledetekst: | Spørgsmål vedrørende kompensation for forhøjet stempel på ejerpantebrev. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet, om indklagede er forpligtet til at efterkomme et krav fra klageren om en kontant kompensation for forhøjet stempelafgift på et ejerpantebrev.
Sagens omstændigheder.
I efteråret 1997 blev der indgået aftale om en omlægning af klagerens engagement med indklagede, som var på ca. 1.146.000 kr.
Som led i omlægningen underskrev klageren fredag den 24. oktober 1997 en kreditkontrakt vedrørende en driftskredit på 400.000 kr. og et gældsbrev vedrørende anlægslån på 613.806 kr. Renten på anlægslånet var variabel 7% p.a. Endvidere underskrev klageren en pantsætningserklæring vedrørende et ejerpantebrev i sin ejendom på 800.000 kr., som skulle ligge til sikkerhed for engagementet med indklagede. Ejerpantebrevet blev tinglyst den tirsdag den 28. oktober 1997.
Stempelafgiften på ejerpantebreve blev forhøjet fra 1,5% til 5% ved lov nr. 804 om ændring af lov om stempelafgift af 24. oktober 1997. Lovændringen medførte en merudgift til stempel på 28.000 kr. for så vidt angår ejerpantebrevet på 800.000 kr.
Ved skrivelse af 11. november 1997 til indklagede anførte klageren følgende:
"Bekræftelse af vores telefoniske aftale
[...]
Jeg er naturligvis chokket og overrasket over den information du gav mig i telefonen.
Da I bad mig om et ejerpantebrev som sikkerhed for mit lån, tager jeg for givet at en låneformidler som [indklagede] var inde i de lovregler der var under udarbejdelse og som pressen skrev så meget om, specielt fordi vi var i så god tid. Som du sagde blev I taget med "bukserne nede".
Jeg er derfor glad for at [indklagede] tager konsekvensen af, at jeg ikke er blevet rådet tilstrækkeligt, og derfor tilbyder mig at kompensere gennem en rentetilpasning, således at de kr. 28.000,- efter skat bliver kompenseret fuldt og helt.
Som jeg tidligere har oplyst ser min likviditet her sidst på året heldigvis god ud.
Der er som jeg sagde i telefonen ingen "bad feelings" fra min side, vi som laver noget, laver fejl en gang imellem, - jeg er bare ærgerlig over, at Carsten Kock skal have kr. 28.000,- netto kroner ekstra for ingenting. Han fortjener det ikke!
Med ønsket om et fortsat godt samarbejde."
Den 20. november 1997 underskrev klageren et gældsbrev vedrørende et yderligere lån på 369.558 kr. til 6% p.a. og en pantsætningserklæring vedrørende et løsøreejerpantebrev på 400.000 kr. i sin bil. Det er oplyst, at det omlagte engagement herved blev forhøjet med 210.000 kr. til brug for klagerens udskiftning af bil.
I november 1998 overførte klageren sit engagement til et andet pengeinstitut. I forbindelse med overførslen stillede klageren krav om fuld kompensation for stempelafgiften.
Ved skrivelse af 9. november 1998 anførte indklagede bl.a.:
"Indledningsvis gør vi opmærksom på, at banken på intet tidspunkt har fralagt sig ansvaret for den øgede stempelafgift.
Det blev aftalt, at banken ydede en kompensationen for den øgede stempelafgift 28.000,00 kr. i form af en rabat på bankens normale rentesats på udlån nr. -471, som blev etableret samtidig med forhøjelsen af ejerpantebrevet hvortil stempelafgiften er anvendt.
Aftalen blev bekræftet af dig i skrivelse af 11. november 1997."
Ifølge indklagedes beregninger havde klageren på overførselstidspunktet som følge af rentenedsættelsen opnået en rentebesparelse på 19.379,53 kr.
Parternes påstande.
Klageren har den 19. februar 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 19.700 kr., svarende til 28.000 kr. med fradrag af rentebesparelsen efter skat opgjort til 8.300 kr. (19.379,73 kr. - 57%).
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det alene kan tilskrives indklagedes forhold, at ejerpantebrevet først blev ekspederet efter forhøjelsen af afgiften. Omlægningen af engagementet var aftalt i god tid inden lovændringen, og det bestrides, at indklagede har forsøgt at kontakte ham for underskrift af dokumenterne.
Indklagede erkendte sit ansvar for den forøgede udgift til stempel og tilbød fuld kompensation ved tilpasning af renten, hvilket han accepterede. Rentetilpasningen var hverken betinget af et kundeforhold eller begrænset til det ene lån.
Indklagede har senest ved skrivelsen af 9. november 1998 erkendt sit ansvar.
Hans accept af rentetilpasningen bør ikke afskære ham fra i forbindelse med bankskiftet at kræve det fulde tab dækket. Såfremt han mister sit erstatningskrav ved at skifte pengeinstitut, er der tale om en urimelig stavnsbinding.
For så vidt angår indklagedes afvisningspåstand har klageren anført, at han driver en personlig virksomhed som kursuslærer. Der er ikke ansat medarbejdere i virksomheden, og virksomhedens økonomi er ikke adskilt fra hans privatøkonomi. På den baggrund, og idet klagen ikke adskiller sig fra en klage vedrørende et privat kundeforhold, bør denne kunne behandles af Ankenævnet.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at hovedparten af engagementet var ydet til formål vedrørende klagerens erhvervsvirksomhed, herunder lånet på 613.806 kr., hvilket også fremgår af lånedokumenterne. Da Ankenævnet i henhold til vedtægternes § 2, stk. 2, ikke behandler klager vedrørende erhvervsmæssige kundeforhold, bør sagen afvises.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at det bestrides, at man er erstatningsansvarlig for merudgiften til stempel på ejerpantebrevet, ligesom det bestrides, at man har erkendt et erstatningsansvar over for klageren.
Der er hverken sket fejl eller udvist forsømmelse fra indklagedes side i forbindelse med sagens ekspedition. Ekspeditionen af ejerpantebrevet forudsatte klagerens underskrift på dokumenterne. Man forsøgte gentagne gange telefonisk at kontakte klageren for at opfordre ham til at underskrive dokumenterne. Dette lykkedes en enkelt gang, nogle dage før ændringerne i stempelloven trådte i kraft, men klageren sad opfordringen overhørig.
Af forretningsmæssige årsager tilbød man en kompensation for de øgede udgifter. Kompensationen bestod i en rentenedsættelse på lånet på 613.806 kr., som blev etableret med en variabel rente på 7% p.a. frem for standardrenten på et lån af denne type på 9,75% p.a. Herved ville klageren opnå fuld kompensation efter ca. 3 år. Rentekompensationen fortsatte dog i hele lånets løbetid, som var 10 år.
Man har ikke opfordret klageren til at overføre sit engagement til et andet pengeinstitut eller anmodet ham herom. Klageren har således ved pengeinstitutskiftet selv valgt at bringe muligheden for at opnå fuld kompensation til ophør.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at tage indklagedes afvisningspåstand til følge. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren må anses for en mindre erhvervsdrivende, og at klagen efter sin art ikke adskiller sig fra, hvad der kunne forekomme i et privat kundeforhold.
Det må efter det foreliggende lægges til grund, at klageren i november 1997 accepterede indklagedes tilbud om nedsat rente som kompensation for merudgiften til stempel af ejerpantebrevet, og det må som ubestridt af klageren lægges til grund, at tilbudet omfattede en forrentning af lånet på 613.806 kr. med 7% p.a. frem for indklagedes standardrentesats på 9,75%, hvilket indebar, at klageren kunne opnå fuld kompensation efter 3 år.
Som følge heraf finder Ankenævnet, at klageren er afskåret fra nu at fremsætte yderligere krav. Det bemærkes herved, at den 3-årige periode til opnåelse af fuld kompensation må anses for at være overskuelig, og at klageren ved at overføre sit engagement til et andet pengeinstitut inden udløbet af perioden selv har afskåret sig fra at drage fordel af renteaftalen.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.