Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om erstatningsansvar i forbindelse med fusion mellem to investeringsforeningsafdelinger.

Sagsnummer: 1154/2009
Dato: 11-02-2011
Ankenævn: Vibeke Rønne, Hans Daugaard, Karin Duerlund, Carsten Holdum, Ole Jørgensen
Klageemne: Rådgivning - investering
Ledetekst: Spørgsmål om erstatningsansvar i forbindelse med fusion mellem to investeringsforeningsafdelinger.
Indklagede: Amagerbanken
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter



Indledning.

Denne sag vedrører, om Amagerbanken har pådraget sig et ansvar overfor klageren i forbindelse med, at klageren investerede i investeringsbeviser i BankInvest Tyske Aktier, der efterfølgende fusionerede med BankInvest Europæiske Aktier med sidstnævnte afdeling som den fortsættende afdeling.

Sagens omstændigheder.

Efter det oplyste overtog klageren i 2005 ved arv et værdipapirdepot i Amagerbanken.

Den 25. september 2006 tegnede klageren 1.459 stk. investeringsbeviser i BankInvest II Tyske Aktier til kurs 102,75, svarende til en kursværdi på 149.912,25.

Investeringen skete efter rådgivning fra Amagerbanken, herunder bankens skriftlige information om to nye investeringsforeningsafdelinger, hvoraf der bl.a. fremgik følgende:

"…

BankInvest Tyske aktier.

Sammen med BankInvest introducerer vi en ny investeringsforening, der sætter fokus på Tyskland. BankInvest Tyske aktier fokuserer på at udvælge de mest attraktive prisfastsatte tyske selskaber, der vurderes at drage fordel af den økonomiske udvikling ikke bare i Tyskland og Europa, men også i resten af verden.

Der forventes et årligt afkast på mellem 8 og 10 procent i gennemsnit over de kommende fem år med mulighed for betydelige afkastudsving undervejs.

BankInvest Tyske aktier kan tegnes fra den 7. september til den 22. september 2006 til kurs 102,75. Du betaler ikke kurtage i tegningsperioden.

Afdelingen henvender sig til investorer med middel risikoprofil.

…"

Ved brev af 12. august 2009 fra VP Securities A/S fik klageren meddelelse om, at hendes 1.459 stk. investeringsbeviser i BankInvest IITyske Aktier var ombyttet til 806 stk. investeringsbeviser i BankInvest IVEuropæiske Aktier. Baggrunden var, at BankInvest IITyske Aktier var fusioneret med BankInvest IVEuropæiske Aktier med sidstnævnte som fortsættende afdeling. Ombytningen skete på grundlag af den indre værdi pr. den 7. august 2009, som var 67,0690 i afdeling Tyske Aktier og 121,336 i afdeling Europæiske Aktier. Ifølge brevet skulle eventuelle reklamationer rettes til Amagerbankens revisionsafdeling.

Ved brev af 11. september 2009 sendte klageren en klage over ombytningen til Amagerbankens revisionsafdeling.

Ved brev af 14. oktober 2009 afviste banken klagerens indsigelser.

Parternes påstande.

Den 4. november 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Amagerbanken skal betale 52.057,12 kr. med tillæg af 7 % procesrente fra og med januar 2010, subsidiært et beløb efter Ankenævnets skøn.

Amagerbanken har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun ved ombytningen blev påført et skattepligtigt kurstab på 52.057,12 kr.

På grund af reduktion af stykantallet til næsten halvdelen blev hun afskåret fra at genvinde tabet ved de efterfølgende kursstigninger. Halveringen af stykantallet medførte desuden et mindre udbytte. Muligheden for at profitere af en kursstigning er ligefrem proportional med antallet af beviser, hvorfor en halvering af stykantallet betydeligt svækker evnen til at genvinde et kurstab.

Selvom Europæiske Aktier på nuværende tidspunkt er steget lidt mere end det tyske DAX-indeks er hun som følge af reduktionen af stykantallet blevet påført et tab ved ombytningen.

Tabet på investeringsbeviserne Tyske Aktier ville have været genvundet allerede i begyndelsen af 2010, hvor det tyske DAX-indeks var på samme niveau som i efteråret 2006.

Ifølge bankens beskrivelse af investeringsbeviserne var der tale om en langsigtet investering med en tidshorisont på over fem år. Alligevel blev afdelingen nedlagt efter allerede tre år.

Banken fremhævede den formindskede risiko ved en langsigtet investering.

Banken burde have informeret om risikoen for, at beholdningen blev halveret i forbindelse med en potentiel fusion efter et voldsomt kursfald, og om risikoen for at blive tvunget til at realisere et tab.

Meddelelsen om fusionen og ombytningen kom uden varsel.

Den positive udvikling i tyske aktier, der skete hen over sommeren 2009, blev ikke afspejlet i kursen på investeringsbeviserne Tyske Aktier. Fusionsplanen var tilsyneladende årsagen hertil.

I brevet af 12. august 2009 er det anført, at eventuelle reklamationer skulle rettes til banken. Banken forholdt sig endvidere til hendes klage af 11. september 2009. Det er derfor uforståeligt, at banken nu påstår sagen afvist med henvisning til BankInvest og Ankenævnet for Investeringsforeninger.

Ankenævnet bør behandle klagen i hvert fald for så vidt angår bankens ansvar for mangelfuld investeringsrådgivning og vildledende information i forbindelse med hendes køb af investeringsbeviserne Tyske Aktier. Det er sagen uvedkommende, om banken formelt har haft indflydelse på fusionen.

Amagerbanken har til støtte for afvisningenspåstanden anført, at klagen falder uden for Pengeinstitutankenævnets kompetence og i stedet hører under Ankenævnet for Investeringsforeninger. Klagen bør derfor afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 4.

Til støtte for frifindelsespåstanden har Amagerbanken anført, at banken ikke har haft indflydelse på beslutningen om at fusionere de to afdelinger.

Banken har ikke stillet klageren i udsigt, at afdelingen ikke ville kunne blive fusioneret.

Det materiale om afdelingen, som blev udleveret til klageren i forbindelse med hendes køb af investeringsbeviserne indeholder ikke en garanti for, at der ikke ville kunne ske fusion af afdelingen.

På fusionstidspunktet havde klageren et urealiseret tab, idet kursen på klagerens beholdning af investeringsbeviser i Tyske Aktier var faldet i forhold til anskaffelseskursen. Klagerens muligheder for at indhente tabet blev ikke forringet ved fusionen.

Efter ombytningstidspunktet den 7. august 2009 er værdien af investeringsbeviserne Europæiske Aktier steget mere end DAX-indekset. I perioden indtil 11. marts 2010 steg DAX-indekset således med 8,60 %, mens investeringsbeviserne Europæiske Aktier steg med 11,08 %.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indledningsvist bemærkes, at Ankenævnet ikke finder at sagen bør afvises.

Det må som anført af Amagerbanken lægges til grund, at banken var uden indflydelse på investeringsforeningernes beslutning om at fusionere afdelingerne Tyske Aktier og Europæiske Aktier med sidstnævnte som den fortsættende afdeling.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at Amagerbanken i forbindelse med klagerens tegning af investeringsbeviserne i BankInvest Tyske Aktier i 2006 ydede mangelfuld eller vildledende rådgivning og herved pådrog sig et erstatningsansvar overfor klageren. Det bemærkes herved, at det forhold, at banken måtte have undladt at informere klageren om muligheden/risikoen for en eventuel fremtidig fusion mellem investeringsforeningsafdelinger ikke i sig selv udgør et ansvarspådragende forhold.

Ankenævnet finder ikke, at der i øvrigt er godtgjort omstændigheder, der kan medføre et eventuelt erstatningsansvar i forbindelse med klagerens investering.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:




Klagen tages ikke til følge.