Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Afvisning af klage vedrørende erhvervsmæssig leasingkontrakt.

Sagsnummer: 284/2008
Dato: 26-11-2008
Ankenævn: Peter Blok, Troels Hauer Holmberg, Jette Kammer Jensen, Erik Sevaldsen, Astrid Thomas
Klageemne: Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
Ledetekst: Afvisning af klage vedrørende erhvervsmæssig leasingkontrakt.
Indklagede: ab finans (Amagerbanken)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører Ankenævnets sekretariats afvisning af en klage vedrørende en erhvervsmæssig leasingkontrakt.

Sagens omstændigheder.

Klageren i denne sag er selvstændig erhvervsdrivende og driver en personligt ejet konsulentvirksomhed.

Den 17. november 2005 blev der mellem virksomheden v/klageren og ab finans, der er en del af Amagerbanken, indgået en aftale om leasing af en bil til brug for virksomheden.

Klageren har oplyst, at han i 2006 fik bopæl i Malmø, hvor en afdeling af virksomheden var placeret. Bilen blev flere gange om ugen anvendt til transport mellem virksomhedens afdelinger i København og Malmø.

Ved e-mail af 29. november 2007 henvendte klageren sig til ab finans med henblik på at få bilen indregistreret i Sverige.

Ved e-mail af 30. november 2007 blev dette afvist af ab finans.

Ved brev af 13. maj 2008 argumenterede klageren for, at ab finans burde acceptere svensk indregistrering af bilen, hvorved der kunne opnås en væsentlig afgiftsbesparelse, ligesom bilen kunne forsikres både bedre og billigere.

ab finans meddelte, at man ikke kunne tilbyde at leasingfinansiere biler, som ikke var indregistrerede med danske nummerplader, og afslog derfor klagerens anmodning om svensk indregistrering.

Den 29. juli 2008 indbragte klageren sagen for Ankenævnet. Klageren nedlagde påstand om, at ab finans skulle tillade, at bilen blev omregistreret til svenske eu-nummerplader, og betale erstatning for de meromkostninger, han var blevet påført som følge af afslaget.

ab finans nedlagde påstand om afvisning, idet klagen vedrørte et erhvervsmæssigt kundeforhold. ab finans anførte bl.a., at ab finans alene udbyder leasing til erhvervsdrivende, og at leasingaftalen på en række punkter ville have haft et andet indhold, hvis den havde været indgået i et privatkundeforhold.

Ved brev af 27. august 2008 afviste Ankenævnets sekretariat klagen med henvisning til, at den vedrørte et erhvervsmæssigt kundeforhold og efter sekretariatets opfattelse adskilte sig fra klager vedrørende privatkundeforhold. Det var derfor sekretariatets vurdering, at klagen faldt uden for Ankenævnets kompetence, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2 og 3.

Parternes påstande.

Ved brev af 14. september 2008 har klageren indbragt sekretariatets afvisning for Ankenævnet med påstand om, at klagen realitetsbehandles.

Klagerens argumenter.

Klageren har anført, at klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privatkundeforhold.

Virksomheden er en personligt ejet virksomhed og ikke et selskab.

I modsætning til en virksomhed, der drives i selskabsform, hæfter han fuldt ud for virksomheden som privat person. Aftalen med hans virksomhed svarer således til en aftale med en privatperson og er derfor reelt identisk med et privat kundeforhold.

På baggrund af hans hæftelse som privatperson bør han også have de rettigheder, der tilkommer privatpersoner.

Skattemæssigt bliver en personligt ejet virksomhed personligt beskattet og ikke selskabsbeskattet.

Et spørgsmål vedrørende forsikring af den leasede bil er blevet behandlet af Ankenævnet for Forsikring, hvor klagen blev forligt. Ankenævnet for Forsikring er en tilsvarende forbrugerklageinstitution som Pengeinstitutankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagen angår en leasingaftale, som ab finans har indgået med klagerens erhvervsvirksomhed, og Ankenævnet finder, at klagen adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold, jf. vedtægternes § 2, stk. 2 og 3. Det kan ikke føre til et andet resultat, at der er tale om en personligt ejet virksomhed.

Ankenævnet tiltræder derfor, at klagen falder uden for nævnets kompetence.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.