Spørgsmål om hæftelse for lån etableret til brug for udbetalingen ved køb af en bil.
| Sagsnummer: | 109 /1999 |
| Dato: | 16-12-1999 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Villy Dyhr, Inge Frølich, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Udlån - hæftelse
Kreditaftaleloven - trepartsforhold |
| Ledetekst: | Spørgsmål om hæftelse for lån etableret til brug for udbetalingen ved køb af en bil. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører et af indklagede ydet lån, som klageren anvendte til erlæggelse af udbetalingen på en bil. Klageren gør gældende, at hun ikke hæfter for lånet.
Sagens omstændigheder.
Den 8. januar 1998 købte klageren en bil.
Klageren har anført, at købet skete på købekontrakt med ejendomsforbehold. Indklagede, der er et finansieringselskab ejet af et pengeinstitut, ydede et lån på 30.090 kr. til udbetalingen, mens købekontrakten i øvrigt blev finansieret af et andet finansieringsselskab.
Under klagens forberedelse for Ankenævnet har klageren anført, at hun ikke har underskrevet låneansøgningen til indklagede, men at dette må være foretaget af bilforhandleren.
Indklagede har anført, at det ikke fremgik af låneansøgningen, at lånet skulle anvendes til udbetaling ved køb af en bil finansieret gennem et andet finansieringselskab. Var dette oplyst, ville låneansøgningen være blevet afslået. Indklagede bevilgede imidlertid det ansøgte lån, hvorefter lånedokument pr. telefax fremsendtes til bilforhandleren til underskrift.
Om lånets afvikling har indklagede oplyst, at de første af lånets ydelser på 829 kr., der skulle betales fra 1. marts 1998, betaltes. I september 1998 kontaktede klageren indklagede og oplyste, at hun og hendes samlever var gået fra hinanden, og at hun nu var på sygedagpenge. Bilen var tilbageleveret til sælgeren. Endvidere blev indklagede gjort bekendt med, at det ydede lån var anvendt til udbetalingen. Indklagede besluttede herefter at sætte lånet "i bero" til 1. marts 1999.
I februar 1999 tilbød klageren over for indklagede at afvikle gælden med 100 kr. månedligt, hvilket indklagede afslog med anmodning om forhøjelse af ydelsen.
Klageren har under sagens forberedelse indgivet politianmeldelse mod den forhandler, der formidlede lånet hos indklagede. Politiet har oplyst, at man efter at have afhørt klageren og bilforhandleren har besluttet, at der ikke foretages yderligere på det foreliggende grundlag.
Parternes påstande.
Klageren har den 11. marts 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at "gælden til [indklagede] slettes."
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun ikke har underskrevet låneansøgningen til indklagede. Der må være tale om, at forhandleren har gjort dette. I forbindelse med drøftelserne med forhandleren oplyste denne, at den manglende udbetaling ikke var noget problem. På et senere tidspunkt samme dag kom hun tilbage til forhandleren, der oplyste, at sagen var ordnet, dog at der var foretaget en mindre ændring vedrørende finansieringen. Hun underskrev herefter nogle papirer.
Som følge af, at bilen blev afleveret til fuld og endelig afgørelse forstår hun ikke, at indklagede kan gøre krav gældende mod hende nu, jf. herved reglerne i kreditaftaleloven.
Indklagede har anført, at låneaftalen mellem klageren og indklagede er omfattet af kreditaftalelovens § 5, nr. 2. Indklagede har ikke taget ejendomsforbehold eller forsøgt herpå, hvorfor det følger af princippet i lovens § 30, stk. 1, 3. pkt., at man har krav på, at klageren tilbagebetaler restgælden fuldt ud.
Selv om den processuelle situation, der er beskrevet i § 30, stk. 1, ikke er til stede, kan reglen ikke anvendes, allerede fordi der er sket/aftalt en tilbagetagelse uden fogedrettens medvirken af det andet finansieringsselskab. Tilbagetagelse er som følge heraf udelukket.
Klageren har ikke bestridt at have underskrevet selve gældsbrevet til indklagede. Klageren har anvendt provenuet fra lånet til det af hende ønskede formål og har betalt ydelser på lånet. Det er herefter uden betydning, hvad der måtte være sket i forbindelse med selve låneansøgningen.
Klageren var bekendt med, at der blev lavet en eller anden form for låneanmodning, mens hun ventede på bevillingen af lånet. Dette peger i retning af klagerens indforståelse med/tolerance over for, at der blev ansøgt på hendes vegne, uden at hun ønskede at sætte sig ind i, hvilken fremgangsmåde, der konkret blev anvendt af forhandleren. Dette understøtter yderligere, at klageren hæfter for lånets tilbagebetaling.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det er ubestridt af klageren, at hun underskrev gældsbrevet til indklagede, og at hun har fået låneprovenuet udbetalt, ligesom hun i et vist omfang har foretaget afvikling af lånet. Herefter og idet reglerne i kreditaftaleloven ikke kan føre til et andet resultat, finder Ankenævnet, at klageren hæfter for lånets restgæld.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.