Salg af obligationer noteret over kurs pari med valør efter offentliggørelse af udtrækning.
| Sagsnummer: | 580/1995 |
| Dato: | 04-07-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjarne Lau Pedersen, Lars Pedersen, Mette Reissmann, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Salg af obligationer noteret over kurs pari med valør efter offentliggørelse af udtrækning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Onsdag den 16. februar 1994 kl. ca. 15.45 henvendte klageren sig til indklagedes Gammel Torv afdeling, København vedrørende salg af obligationer i tre fondskoder, der alle var noteret til kurser over 100. Salgsordren vedrørte:
Nom. 98.000 kr. 9% Totalkredit 111. 2014 A (ordre nr. -72) Nom. 56.000 kr. 10% Krf. Danmark 42.s. 1999 (ordre nr. -74) Nom. 53.000 kr. 10% BRF Kredit 45.s.2.a 2000 (ordre nr. -76)
Indklagede har oplyst, at ordre nr. -74 blev handlet den 17. februar 1994 med valør den 22. s.m. Ordre -72 blev handlet den 18. februar 1994 med valør den 22. s.m., mens ordre nr. -76 blev handlet den 7. april 1994 med valør den 12. s.m. Som følge af, at ordrerne nr. -72 og -74 lå hen over publiceringsdagen for udtrækningen, blev ordrerne reguleret ned på grund af de foretagne udtrækninger i de to fondskoder.
Indklagede har yderligere oplyst, at udtrækningerne pr. 1. april 1994 blev publiceret mandag den 21. februar 1994. Indklagedes datacentral fik besked fra Værdipapircentralen om udtrækningerne natten til den 21. februar 1994. De ordrer, som lå i indklagedes handelssystem på dette tidspunkt, men som endnu ikke var udført, blev rettet til med de udtrukne beløb. Udtrækningerne blev først registreret i de enkelte depoter tirsdag den 22. februar.
Indklagede har generelt om udtrækningen i Værdipapircentralen oplyst, at Værdipapircentralen foretager en udtrækningskørsel ca. 40 dage før den pågældende termin. Udtrækninger finder altid sted natten til en lørdag.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at dække hendes tab.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.
Klageren har anført, at hendes salgsordre var afgivet under den betingelse, at salget kunne ske inden udtrækning. Dette blev pointeret flere gange, og indklagedes medarbejder forsikrede, at der var 5 dage til udtrækning og garanterede, at handelen kunne nås. Indklagede har begået en fejl, idet man, da hun afgav salgsordren, måtte være bekendt med, at udtrækningsdatoen den 21. februar 1994 ville blive overskredet, når papirerne blev solgt med sædvanlig valør 3 dage frem.
Indklagede har anført, at klageren ikke har lidt noget tab. Indklagede har endvidere handlet i overensstemmelse med den aftale, der blev indgået med klageren. Klageren var fuldt orienteret om de forestående udtrækninger og om, at der kunne være problemer med at finde købere i markedet. Ordren var ikke betinget af, at den kunne gennemføres inden udtrækning, og dette blev ikke garanteret. Subsidiært bør sagen afvises, da der er uenighed om det faktiske hændelsesforløb, hvorfor afvisning bør ske efter Ankenævnets § 7, stk. 1, da en vidneførsel ville være nødvendig til afklaring af disse forhold.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagedes medarbejder garanterede, at salgene af klagerens obligationer kunne være afviklet inden offentliggørelsen af udtrækningen, eller at klageren gjorde dette til en betingelse for gennemførelsen af salgsordrerne. Der er derfor ikke grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.