Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod betaling af præmie til gruppelivsforsikring

Sagsnummer: 342 /2011
Dato: 11-06-2012
Ankenævn: John Mosegaard, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg, Anna Marie Schou Ringive og Erik Sevaldsen
Klageemne: Forsikring - gruppeforsikring
Ledetekst: Indsigelse mod betaling af præmie til gruppelivsforsikring
Indklagede: Sparekassen Sjælland
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører klagerens indsigelse mod betaling af en præmie til en gruppelivsforsikring, der var tilknyttet et lån hun ikke var debitor på, men kautionerede for.

Sagens omstændigheder

Klageren har været kunde i Sparekassen Sjælland siden 2001. Klagerens engagement består af en lønkonto (-412), standardkonto (-222), udlån og en gruppelivsforsikring, som blev oprettet på ikke nærmere oplyst tidspunkt.

Forsikringspræmien for gruppelivsforsikringen blev trukket fra klagerens konto (-222).

Sparekassen har oplyst, at klageren i april 2006 udfyldte en begæring om gruppeskift.

Den 28. april 2006 underskrev klageren en begunstigelseserklæring og indsatte tredjemand som begunstiget i gruppelivsforsikringen.

Af kontoudskrift for standardkonto (-222) fremgår den 4. januar 2010 en hævning på -299 kr.

Det fremgår af kontoudskrift for standardkonto (-222), at posteringen på -299 kr. blev tilbageført den 7. januar 2010.

I forbindelse med betaling af forsikringspræmie på 2.100 kr. den 18. januar 2010 blev klagerens konto overtrukket.

Af kontoudskrift for standardkonto (-222) fremgår et overtræk på 2.159,84 kr. pr. 29. januar 2010.

Samme dato sendte sparekassen et brev til klageren herom.

Den 9. februar 2010 sendte sparekassen et ligelydende brev til klageren med frist til betaling for overtrækket, senest den 19. februar 2010.

Den 24. februar 2010 sendte sparekassen med almindelig og anbefalet post et brev til klageren, hvoraf fremgår:

"…

Vi gør opmærksom på, at din konto stadig er overtrukket.

Da du, trods vore tidligere breve, endnu ikke har indbetalt beløbet kr. 2.159,84 ser vi os nødsaget til at meddele dig, at:

-såfremt overtrækket ikke indbetales senest den 06.03.2010 eller

-aftale om afvikling ikke forinden er truffet

vil sparekassen uden yderligere varsel annullere de med kontoen eventuelle trufne betalingsaftaler, lukke kontoen og overgive fordringen til retslig incasso.

…"

Den 23. marts 2010 meddelte sparekassen klageren via brev, at:

"…

Med henvisning til vore tidligere breve meddeler vi dig herved, at vi har lukket din konto på grund af overtræk.

Samtidig har vi overgivet mellemværendet til Sparekassens advokat til retslig incasso.

For god ordens skyld gør vi opmærksom på, at eventuelle automatiske betalinger eller overførsler fra kontoen er annulleret.

…"

Den 19. april 2010 sendte banken en påkravsskrivelse til klageren (debitor).

Den 17. januar 2011 indleverede sparekassen et betalingspåkrav til fogedretten i Retten i Holbæk i forbindelse med indledning af en forenklet inkassoprocedure, jf. RpL § 44 a. Hovedstolen udgjorde 2.903,84 kr. med tillæg af renter, 311,44 kr., i alt 3.215,28 kr. Af betalingspåkravet fremgår, at hovedstolen skyldes for overtræk på konto (-222) i perioden 30. december 2009 til 18. november 2010.

Af indsigelsesblanket dateret 16. februar 2011 fremgår:

"…

Eventuel begrundelse for indsigelserne:

Ja [ ] jeg forlangte [at sparekassen] ikke skulle trække de 299 kr. på min konto mere, for de[n] skulle lukkes. Men [sparekassen] blev ved med at betale og trække tilbage, og det koste[de] mig 200 kr. pr. gang. Så jeg mener ikke jeg skal betale for [sparekassens] fejl.

…"

Den 14. juni 2011 anmodede klageren Retten i Holbæk om, at sagen blev henvist til behandling ved Pengeinstitutankenævnet.

Samme dato hævede Retten i Holbæk sagen.

Den 28. juni 2011 henviste Retten i Holbæk sagen til Pengeinstitutankenævnet, jf. RpL § 361, stk. 1.

Parternes påstande

Den 3. august 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår klagerens påstand således, at Sparekassen Sjælland skal tilbageføre beløb vedrørende forsikringspræmie siden 2006 og frem til nu, således at hendes konto ikke er i overtræk.

Sparekassen Sjælland har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun ikke er forpligtet til at betale for en forsikring tilknyttet et lån som hun ikke er debitor for mere. Sparekassen overdrog lånet til en anden person, som er rette debitor for betalingen af forsikringen.

Hun havde en virksomhed, som lukkede den 1. marts 2006. Sparekassen ønskede en bedre sikkerhed for lånet end hun kunne stille. Tredjemand, der ejede fast ejendom, skulle kautionere for lånet. Reelt blev han debitor og hun kautionist for lånet. Det fandt hun ud af, da hun opdagede, at hun intet rentefradrag fik for sine afdrag på lånet. Tredjemand fik i stedet fradraget. Først i 2009 opdagede hun, at hun fortsat havde betalt afdrag på lånet. Hun opsagde kontoen med overtræk i november. Der burde derfor ikke være sket betalinger via PBS (nu Nets) herefter.

Hun skal ikke betale for sparekassens fejldispositioner, som sparekassen er erstatningspligtig for.

Sparekassen Sjælland har anført, at klagerens indsigelse på indsigelsesblanketten, der blev forelagt fogedretten, er irrelevant. Det fremgår af kontoudskrift, at betalingen på 299 kr. blev tilbageført den 7. januar 2010 på grund af manglende dækning på kontoen. Sparekassens medarbejder mener ikke, at klageren har tilbagekaldt betalingen.

I retsbogsudskrift og klagen til Pengeinstitutankenævnet har klageren angivet en anden indsigelsesgrund, idet hun mener, at hun ikke er forpligtet til at betale forsikringspræmien, og at hun har opsagt kontoen, hvorfra betaling skulle ske.

Klageren underskrev en forsikringsbegæring den 28. april 2006 og indsatte en begunstiget. Klageren blev orienteret om forsikringspræmie og -dækning via sparekassens årsopgørelser. Klageren har fra forsikringen blev oprettet betalt præmien, hvilket de fremlagte kontoudskrifter for hendes konto (-222) dokumenterer.

Klageren har ikke dokumenteret, at hun skulle have opsagt kontoen eller bedt om at betaling af forsikringspræmien skulle stoppe. Der er tale om en almindelig indlånskonto, der kan ophæves uden opsigelse, når evt. overtræk er inddækket.

Sparekassen har ikke pådraget sig erstatningspligt.

Ankenævnets bemærkninger

I Ankenævnets sag nr. 1285/2009, hvor spørgsmålet var, hvorvidt klageren, som er tredjemand i denne sag, var debitor eller kautionist for lån optaget i Sparekassen Sjælland i april 2006 og forhøjet i 2008, blev det fastslået, at tredjemand var debitor, og klageren i denne sag var kautionist.

Ankenævnet lægger til grund, at klageren underskrev en begæring om gruppelivsforsikring i tilknytning til lån som hun kautionerede for, og som tredjemand var debitor på.

Den 28. april 2006 underskrev klageren en begunstigelseserklæring og indsatte tredjemand som begunstiget. Klageren blev orienteret om præmiebetalingen via bl.a. årsoversigter fra Sparekassen Sjælland, ligesom hun fra forsikringen blev oprettet, betalte forsikringspræmien.

Herefter finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at sparekassen har begået fejl eller forsømmelser, der kan føre til, at sparekassen er erstatningspligtig over for klageren.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.