Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rådgivning vedr. køb af obligationsbaserede investeringsbeviser.

Sagsnummer: 169/2006
Dato: 06-03-2007
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Niels Bolt Jørgensen, Sonny Kristoffersen
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Rådgivning vedr. køb af obligationsbaserede investeringsbeviser.
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører indklagedes rådgivning af klageren i forbindelse med køb af investeringsbeviser i Jyske Invest.

Sagens omstændigheder.

Ved fondsnotaer af 3. maj 2005 afregnede indklagede klagerens køb af for ca. 613.000 kr. investeringsbeviser i Jyske Invest Internationale Obligationer, Jyske Invest Korte Obligationer og Jyske Invest Lange Obligationer. Placeringen af midlerne var nogenlunde ligeligt fordelt med en tredjedel i hver afdeling. Afregningskurserne var:

Jyske Invest Internationale Obligationer 98,15

Jyske Invest Korte Obligationer 98,50

Jyske Invest Lange Obligationer 105,90.

Af sagen fremgår, at baggrunden for klagerens investering var salget af en fast ejendom, hvor klageren havde modtaget et større kontant beløb. I denne forbindelse var klageren til et møde primo maj 2005 hos indklagede, hvor investeringen af midlerne blev drøftet.

Klageren har anført, at han på mødet betingede sig, at ¾ af hans investering eller ca. 600.000 kr. skulle placeres i sikre papirer, hvor han ikke skulle overvåge kursen og være bange for tab. Den resterende ¼ af formuen ønskede han at bruge til risikovillig investering. Indklagede vejledte ikke om risiko for kurstab forbundet med investeringen og foretog købet uden hans godkendelse. Indklagede har anført, at klageren oplyste, at han ønskede minimale tab. På denne baggrund anbefalede man at investere med 1/3 i hver af de omhandlede afdelinger af Jyske Invest. Kurserne på investeringsbeviserne blev gennemgået via medarbejderens computerskærm. Klageren blev rådgivet om, hvad det indebar at investere i investeringsbeviser, herunder om risikoen for kurstab og sammenhængen mellem kursfald og udbyttebetaling.

Indklagede har anført, at der i november 2005 opstod en fejl på indklagedes hjemmeside, således at de investeringsbeviser, som klageren havde købt i, viste et kursfald på 3-4 point.

Klageren rettede i denne anledning henvendelse til indklagede, der oplyste, at kursfaldet skyldtes en fejloplysning. Klageren har anført, at indklagede beroligede ham med, at de købte papirer ikke var kursfølsomme over for rentestigninger som almindelige obligationer.

På et møde den 16. marts 2006 hos indklagede blev klagerens investeringsprofil gennemgået og sammenholdt med klagerens investering i investeringsbeviserne. I denne forbindelse blev der udfærdiget en investeringsplan, af indklagede benævnt "investeringsvejviseren", der er fremlagt under sagen og dateret den 16. maj 2006. Indklagede har anført, at datoen 16. maj 2006 angiver dato for genudskrivning af dokumentet, men at den faktiske gennemgang fandt sted den 16. marts 2006.

Det fremgår af "investeringsvejviseren", at klagerens investeringshorisont var kortsigtet, da han ønskede at anvende midlerne inden for de næste tre år, og at klageren ønskede en investering med et godt og sikkert afkast på langt sigt, men kunne acceptere en moderat risiko på kort sigt. Det fremgår endvidere, at klageren ønsker at involvere sig meget i den løbende investeringspleje.

Indklagede har oplyst, at der den 10. april 2006 blev udbetalt udbytte på klagerens investeringsbeviser på mellem 2 % og 4 %; udbyttebetalingen medførte et kursfald på investeringsbeviserne.

I forbindelse med udbyttebetalingen rettede klageren henvendelse til indklagede med forespørgsel om baggrunden for kursfaldet. Indklagede oplyste, at kursfaldet skyldtes udbyttebetalingen.

Den 11. april 2006 solgte klageren investeringsbeviserne i Jyske Invest Internationale Obligationer.

Ved skrivelse af 11. april 2006 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende investeringen i Jyske Invest. Klageren anførte, at han havde beregnet sit tab på investeringen i Jyske Invest-papirerne til 9.795,18 kr., idet han samtidig havde taget højde for udbetalt udbytte. Han kunne alternativt have haft det investerede beløb anbragt på en indlånskonto til en rente på 2,25 %. Klageren krævede, at indklagede dækkede hans tab. Indklagede afviste at dække tabet.

Klageren rettede primo maj 2006 henvendelse til indklagedes direktion. Ved skrivelse af 18. maj 2006 afviste indklagedes direktion, at indklagede havde begået fejl i forbindelse med rådgivningen vedrørende klagerens investeringer i Jyske Invest.

Parternes påstande.

Klageren har den 29. juni 2006 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 23.598 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede ikke informerede ham om risikoen for kurstab i forbindelse med investeringen.

Han krævede netop investering i sikre papirer, da han ikke ønskede selv at overvåge kursændringer. Indklagede købte investeringsbeviserne uden hans godkendelse. Der er ikke bevis for, at han har underskrevet en købsaftale vedrørende investeringsbeviserne med kurser på 105,90 kr. pr. stk. Kurserne blev ikke gennemgået på noget tidspunkt før købet. Han modtog først notaer vedrørende handlerne, efter at de var gennemført.

Han bestrider, at indklagede oplyste ham om, at de forventninger til udviklingen i investeringen, som indklagede havde, kunne vise sig ikke at holde, og at han selv måtte bære risikoen. Indklagede har ikke dokumenteret, at han kendte til den nævnte risiko.

Indklagede informerede ikke om, at der ville ske kursfald i forbindelse med udbetaling af udbytte primo april 2006. Han havde ikke mulighed for at reagere på det bratte kursfald, da det skete over et kort tidsrum. Dette skal sammenholdes med, at han netop havde betinget sig, at kursovervågning fra hans side ikke skulle være påkrævet.

Efter hans opfattelse har indklagede bevidst scoret en hurtig fortjeneste på bekostning af ham.

Ved beregning af tabet har han taget hensyn til udbyttet på 17.518 kr. samt mistet renteindtægt.

Indklagede har anført, at klageren blev grundigt vejledt om risici forbundet med investering i de pågældende investeringsbeviser inden beslutningen om investeringen. Klageren traf beslutningen på et fuldt oplyst grundlag.

Klageren blev oplyst om kursen på beviserne forinden købet. Kurserne blev netop gennemgået med klageren via medarbejderens computer.

Indklagede oplyste ikke, at investeringsbeviserne ikke var kursfølsomme over for rentestigninger svarende til almindelige obligationer. Ligeledes bestrides det, at klageren betingede sig, at kursovervågning ikke skulle være påkrævet fra hans side.

Indklagede har ikke handlet ansvarspådragende og kan derfor ikke drages til ansvar for kurstabet.

Klageren blev ikke tilsikret et bestemt resultat af investeringerne og blev oplyst om, at indklagedes forventninger til udviklingen i investeringerne kunne vise sig ikke at holde, og at han selv måtte bære risikoen.

Det er uden betydning, at klageren kunne have opnået en bedre forrentning af sine midler ved placering på en almindelig indlånskonto, idet dette ikke i sig selv pådrager indklagede et erstatningsansvar.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren modtog fondsnotaer vedrørende handlerne uden at gøre indsigelse herimod. Ankenævnet finder, at klageren på et tidligere tidspunkt end sket i april 2006 burde have gjort indsigelse over for indklagede, såfremt det var hans opfattelse, at investeringerne skete uden hans samtykke. Klageren er derfor afskåret fra at rejse indsigelse om, at købet ikke skete efter aftale med ham.

Ankenævnet lægger endvidere til grund, at klageren var bekendt med, at han købte værdipapirer, hvis værdi afhang af en ikke fast kurs, men en kurs, der var undergivet markedsudviklingen. Klageren måtte indse, at indklagedes oplysninger om forventninger til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde stik, og at han selv måtte bære kursrisikoen ved et køb.

Ankenævnet finder i øvrigt ikke godtgjort omstændigheder, der kan føre til, at klagerens påstand skal tages til følge, hvorfor

Klagen tages ikke til følge.