Afgørelse

Kurssikring. Rådgivningsansvar.

Det indklagede realkreditinstitut udarbejdede i august 1998 et låneomlægningstilbud til klagerne vedrørende et 30-årigt 5 pct. obliga-tionslån. Efter indfrielse af to lån til instituttet og afholdelse af samtlige omkostninger var der ud fra de i lånetilbudet anvendte udbetalings- og indfrielseskurser anslået et overskydende provenu på 81.780 kr. Af lånetilbudet fremgik det, dels at der kunne tegnes fastkursaftale, dels at ændringer i kursen ville have indflydelse på de fremtidige ydelser for kontantlån og på provenuet for obligationslån. Klagerne indgik i august 1998 en tinglysningsaftale med instituttet, hvoraf det blandt andet fremgik, at klagerne var gjort bekendt med mulighederne for at kurssikre det tilbudte lån samt de lån, der skulle indfries. Låneomlægningen blev gennemført i august 1998. Efter afholdelse af omkostninger og indfrielse af de to ældre lån resulterede omlægningen i et overskydende provenu på 69.445 kr. Klagerne fandt, at det var mangelfuld rådgivning fra instituttets side, som havde ført til, at de ikke indgik en fastkursaftale, hvorfor de rejste erstatningskrav over for realkreditinstituttet. Instituttet afviste erstatningskravet under henvisning til, at klagerne have fået alle relevante oplysninger og en forsvarlig rådgivning.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle yde dem en erstatning på 12.000 kr. Instituttet påstod frifindelse.

Som sagen var oplyst, fandt Nævnet, at instituttet på forsvarlig måde - i såvel lånetilbud som tinglysningsaftale - havde rådgivet klagerne om mulighederne for kurssikring og virkningen heraf. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at det alene er instituttets opgave at rådgive om kurssikring m.v., men at afgørelsen af, om kurssikring skal eller ikke skal foretages, træffes af låntageren. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.