Spørgsmål vedrørende afvikling af statsgaranteret studielån.
| Sagsnummer: | 129 /1996 |
| Dato: | 15-10-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Leif Nielsen, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Spørgsmål vedrørende afvikling af statsgaranteret studielån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 28. december 1971 blev klagerens studielån hos indklagede forhøjet med 7.985 kr. til 12.834,33 kr. Af den skriftlige aftale om forhøjelsen fremgår, at tilbagebetalingsaftale skulle indgås senest den 1. juni 1972.
I oktober 1972 indgik klageren med indklagede mundtlig aftale om at indbetale 300 kr. månedligt på lånet. Indklagede har oplyst, at restgælden på dette tidspunkt var ca. 13.000 kr., og at lånets rente var 9% p.a.
I november 1972 blev studielånet i forbindelse med, at klageren havde påbegyndt en ny uddannelse, forhøjet med 8.000 kr. til 21.701,21 kr. Af aftalen herom fremgår, at afviklingsaftale senest skulle indgås den 1. januar 1977. I november 1973 forhøjedes studielånet med 10.000 kr. til 29.511,49 kr.; tilbagebetalingsaftale skulle senest indgås den 1. juli 1980.
Efter at indklagede i skrivelse af 23. maj 1977 havde meddelt klageren, at lånets aktuelle ydelse ikke kunne dække tilskrevne renter, meddelte klageren ved skrivelse af 9. juli 1977, at hun pr. 1. august s.å. ville forhøje den månedlige ydelse til 400 kr.
Ved skrivelse af 20. juni 1980 til klageren meddelte indklagede, at der skulle træffes aftale om lånets afvikling. Dette skete ikke, og klageren ophørte endvidere med at indbetale de månedlige beløb på 400 kr. I august 1981 indfriede Statens Uddannelsesstøtte studielånet med 32.903,12 kr.
Ved skrivelse af 15. marts 1995 rettede klageren henvendelse til indklagede, idet hun anførte, at ved lånets seneste forhøjelse i november 1973 blev der aftalt en tilbagebetalingstid på ca. 9 år med 300 kr. månedligt. Hun anførte, at hun havde betalt ca. 70.000 kr. til indklagede og Hypotekbanken, men at der fortsat resterede ca. 60.000 kr. Hun fandt, at indklagede måtte have begået fejl i forbindelse med lånets afvikling.
Indklagede fandt ikke grundlag for at imødekomme klageren på noget punkt.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at indfri lånets restgæld hos Hypotekbanken samt tilbagebetale ydelser, hun har betalt siden 15. marts 1995.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun afsluttede sin uddannelse som bibliotekar i 1972. Det blev da aftalt, at hun skulle afvikle lånet med 300 kr. månedligt. Hun ønskede at tilbagebetale lånet over 8-10 år. På tidspunktet for tilbagebetalingsaftalens indgåelse var indklagede bekendt med, at lånet ville blive forhøjet yderligere i forbindelse med, at hun påbegyndte nyt studium ved Københavns Universitet. I 1977 foreslog hun, efter at indklagede havde rykket herfor, en forhøjelse af ydelsen med 33% til 400 kr., men overlod det til indklagede at afgøre, om dette var et passende beløb. Hun kendte andre, der havde studielån i samme størrelsesorden, og mente ud fra, hvad de pågældende betalte, at 400 kr. månedligt var et rimeligt beløb. I slutningen af 1980 gik det op for hende, at lånet ikke kunne være tilbagebetalt inden for de følgende to år, medmindre ydelsen blev sat væsentligt op. Hun var ikke i stand hertil, hvorfor lånet overgik til Hypotekbanken. Hun bestrider, at der ikke skulle være indgået en egentlig afviklingsaftale for lånet, og herfor taler da også indklagedes henvendelser. Hun finder, at indklagede i forbindelse med låneforhøjelsen i 1973 burde have gjort hende opmærksom på, at forhøjelsen havde en konsekvens for lånets afvikling, således at hun skulle hæve den månedlige indbetaling, hvis hun ønskede at fastholde afviklingstiden. Hun har haft fuld tillid til, at lånet ville blive afviklet som oprindeligt aftalt.
Indklagede har anført, at på tidspunktet for indgåelsen af afviklingsaftalen med 300 kr. månedligt havde lånet en restgæld på ca. 13.000 kr., hvorfor lånet rigeligt kunne være afviklet over 8-10 år. Indklagede tør ikke afvise, at det mundtligt blev drøftet, at lånet skulle afvikles over 8-10 år. Ved lånets seneste forhøjelse i 1973 burde klageren have bedt om en revurdering af den månedlige ydelse, såfremt det var hendes ønske at afvikle lånet inden for de 8-10 år. Som følge af, at den månedlige ydelse på 300 kr. ikke dækkede lånets rentetilskrivning, rettede indklagede i 1977 henvendelse til klageren. Lånets afviklingsperiode blev ikke drøftet i forbindelse med, at lånets ydelse i denne forbindelse blev sat op til 400 kr. månedligt. Klageren burde på dette tidspunkt kunne indse, at en merydelse på 100 kr. månedligt ikke ville kunne medføre en nedbringelse af gælden på da ca. 30.000 kr. inden for en overskuelig periode. En egentlig afviklingsaftale er aldrig blevet indgået.
Ankenævnets bemærkninger:
Såfremt der oprindelig har været talt om en afviklingsperiode på 8-10 år for klagerens studielån, må dette være sket i forbindelse med aftalen i oktober 1972 om indbetaling af 300 kr. om måneden, på hvilket tidspunkt lånet var ca. 13.000 kr. Der er intet grundlag for at antage, at indklagedes medarbejder i forbindelse hermed tilkendegav, at der ved fastsættelsen af ydelsen til 300 kr. var taget højde for efterfølgende forhøjelser af lånet, og klageren måtte indse, at de efterfølgende forhøjelser af lånet henholdsvis med 8.000 kr. i november 1972 og med 10.000 kr. i november 1973 ville indebære en væsentlig forlængelse af løbetiden, medmindre ydelsen blev forhøjet tilsvarende. Hun måtte endvidere indse, at den forhøjelse af ydelsen til 400 kr., som fandt sted i august 1977, ikke var tilstrækkelig i denne henseende, hvorved bemærkes, at det må lægges til grund, at lånets løbetid ikke blev drøftet i denne forbindelse.
Der er herefter ikke grundlag for at fastslå, at der er begået fejl af indklagede. Allerede af denne grund tages klagen ikke til følge.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.