Afgørelse

Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med kaution ved opdeling af fælles realkreditlån

Indledning

Sagen vedrører indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med kaution ved opdeling af fælles realkreditlån.

Sagens omstændigheder

Klageren og hendes tidligere ægtefælle, M, var kunder i Danske Bank.

Parret blev separeret i sommeren 2011 og henvendte sig i forbindelse hermed til banken. Klageren og M ønskede, at M overtog den fælles ejendom, der blandt andet var belånt med to variabelt forrentede lån, L1 og L2, hos Realkredit Danmark. Obligationsrestgælden var 834.163 kr. på L1 og 1.505.391 kr. på L2. Ved to vurderinger i juni 2011 blev ejendommen vurderet til henholdsvis 2.043.000 kr. og 2.100.000 kr.

M overtog efter det oplyste ejendommen til en købspris på 2,1 mio. kr. Banken har oplyst, at M ikke kunne godkendes af Realkredit Danmark til at overtage gælden som enedebitor. Af bodelingsoverenskomst af 1. april 2012 fremgår, at M overtog L1 og L2 pr. den 15. august 2011, mens klageren overtog anden gæld med en restgæld på 497.878 kr., herunder en fælles bankgæld. Banken har oplyst, at denne løsning blev tiltrådt af banken og af Realkredit Danmark mod, at klageren og M kautionerede gensidigt for hinandens lån.

Ved brev af 19. april 2012 til banken rejste klageren indsigelse mod bankens rådgivning. Klageren anførte, at hun, M og banken i sommeren 2011 havde aftalt, at hun kun skulle kautionere midlertidigt, men at hun ved efterfølgende samtaler med banken var blevet klar over, at kautionen var på ubestemt tid. Klageren foreslog samtidig, at hun alene skulle kautionere for ”overbelåningen” på 350.000 kr., og at kautionen skulle tages op i forbindelse med stigende ejendomspriser, dog senest om fem år.

Den 21. april 2012 underskrev M en erklæring om gældsovertagelse til Realkredit Danmark med skæringsdag den 15. august 2011.

Banken har oplyst, at Realkredit Danmark i maj 2012 imødekom klagerens anmodning om at frigive klagerens kautionsforpligtelse for L1, der har 1. prioritet i ejendommen. Den 1. maj 2012 underskrev klageren en erklæring om selvskyldnerkaution vedrørende L2. Af erklæringen fremgår blandt andet, at Realkredit Danmark uden klagerens samtykke kan træffe aftale med M om opsigelse, afvikling og henstand vedrørende lånet.

Den 10. december 2012 rejste klageren indsigelse mod bankens rådgivning. Klageren anførte blandt andet, at banken havde anbefalet hende at kautionere midlertidigt for M. Den 4. marts 2012 afviste banken klagerens indsigelser.

Parternes påstande

Den 18. april 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal sørge for, at hun frigøres for sin kautionsforpligtelse overfor Realkredit Danmark.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at bankens rådgivning var mangelfuld og vildledende. Banken gav hende flere gange tilsagn om, at kautionen var midlertidig og tilkendegav, at der alene var tale om en overgangsfase. Efterfølgende trak banken sit tilsagn tilbage. Bankens efterfølgende bemærkning om, at banken oplyste, at kautionen ”eventuelt ville kunne revurderes” giver ikke mening. Enten kan kautionen revurderes, eller den kan ikke revurderes. Hvis banken klart havde oplyst, at kautionen ikke kunne revurderes, havde hun aldrig indvilliget i at kautionere. Hun ønsker naturligvis ikke at være økonomisk sikkerhedsnet for sin eksmand på ubestemt tid. Der er tale om en meget dårlig løsning, hvilket banken bør erkende. Hvis banken sammen med Realkredit Danmark ønsker at tjene penge på udlån, bør banken også tage risikoen med.

Hun stod oprindeligt som meddebitor på lånene. Da hun mødte en anden mand og ville købe hus, kontaktede hun banken for at blive slettet som debitor. Danske Bank ville kun slette hende som debitor, hvis hun kautionerede. Der var tale om afpresning og mafiametoder.

Hun skrev under på kautionen, da hun troede, at hun kunne optage nye lån med sin nye mand, hvis hun blev slettet som debitor. Hun blev efterfølgende klar over, at hun ikke kan optage lån med sin nye mand på grund af kautionen.

Hun blev foreholdt, at hvis hun ikke skrev under, ville hun fortsat stå som meddebitor, hvilket ville stille hende ringere. Hun er imidlertid dårligere stillet som kautionist, da M nu alene kan bestemme over lånet og søge om afdragsfrihed mv. Hun er nu bundet økonomisk til M på ubestemt tid. M afdrager ikke på lånet. Hun ville aldrig have kautioneret for lånene, hvis banken havde rådgivet hende om, at hun dermed ville have en gæld på 1,5 mio. kr. hængende over sit hoved resten af sit liv.

Frigivelsen af kautionen vedrørende L1 kan hun ikke bruge til noget. Et tilsvarende hus bliver solgt for ca. 2 mio. kr., og L1 ville altid være blevet dækket ind ved et salg.

Banken har henvist til, at det er Realkredit Danmark, der ikke er indstillet på at frigive hendes kautionsforpligtelse, og at der ikke er sket en positiv ændring af de økonomiske vilkår. M har imidlertid nu haft ejendommen i ca. to år, og M har en månedsløn på 50.000 kr.

Danske Bank har blandt andet anført, at klageren modtog fyldestgørende rådgivning.

Klageren ønskede selv en løsning, således at M kunne overtage den fælles ejendom.

Klageren blev gennem hele forløbet rådgivet om, at en løsning, hvorefter M overtog ejendommen, alene kunne ske, hvis klageren kautionerede for realkreditlånene. Alternativet var, at ejendommen skulle sælges.

Banken og Realkredit Danmark tiltrådte den af parterne aftalte opdeling af gælden mod, at klageren og M kautionerede gensidigt for hinandens lån. Banken har ikke – som anført af klageren - udfærdiget og tiltrådt bodelingsoverenskomsten.

Klagerens rådgiver i banken stillede ikke klageren i udsigt, at hun ville være bedre stillet som kautionist end som debitor, og han oplyste ikke til klageren, at kautionen alene var midlertidig. Rådgiveren oplyste alene, at kautionen eventuelt ville kunne revurderes, hvis der efterfølgende skete en positiv ændring af de økonomiske forhold.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren hæftede oprindeligt som meddebitor på lånene L1 og L2. Klageren hæftede således for de fulde lånebeløb. Realkredit Danmark stillede efter det oplyste krav om, at klageren kautionerede for lånene som betingelse for frigivelsen af klageren som meddebitor.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken tilkendegav, at klagerens kaution var midlertidig. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Danske Bank i øvrigt i sin rådgivning af klageren i forbindelse med klagerens kaution vedrørende L1 og L2 har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar for banken.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.