Afvikling af engagement. Tilrettelæggelse af økonomi.
| Sagsnummer: | 51/1998 |
| Dato: | 19-10-1998 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Peter Nedergaard, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Budgetkonto - øvrige spørgsmål
Udlån - hæftelse |
| Ledetekst: | Afvikling af engagement. Tilrettelæggelse af økonomi. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod udviklingen i hans engagement med indklagede og tilrettelæggelsen heraf.
Sagens omstændigheder.
Efter en skilsmisse i 1995 afviklede klageren med 1.500 kr. månedligt et tidligere fælleslån hos indklagede, for hvilket klagerens nu fraskilte ægtefælle kautionerede.
Ved gældsbrev af 2. marts 1995 ydede indklagede klageren et lån på 5.200 kr. til inddækning af overtræk på klagerens lønkonto. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 200 kr.
Lånet blev efterfølgende løbende forhøjet, senest med 21.204,32 kr. ved gældsbrev af 12. juni 1997. Hovedstolen udgjorde herefter 92.400 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.100 kr. Forhøjelserne blev anvendt til klagerens køb af bil (32.000 kr.), betaling af indskud ved leje af lejlighed og til inddækning af overtræk på klagerens løbende konti.
I oktober 1995 rettede klageren via sin bror henvendelse til indklagede vedrørende nogle uregelmæssigheder i de betalinger, der blev foretaget via klagerens betalingskonto. Det viste sig bl.a., at klagerens tidligere ægtefælles fagforeningskontingent blev betalt via klagerens konto. På baggrund af henvendelsen rettede indklagede de påviste fejl i betalingerne.
Ultimo 1996 indledte klageren et nyt samliv. Samleveren gennemgik økonomien for klageren, som har oplyst at være ord- og talblind, og konstaterede bl.a., at klagerens indtægt ikke var tilstrækkelig til dækning af de faste udgifter, herunder ydelserne på lånene, hvorfor der til stadighed opstod underskud på de løbende konti.
Ifølge klageren blev der fortsat gennemført betalinger for den tidligere ægtefælle via hans konto, hvilket imidlertid blev rettet af indklagede.
I forlængelse af løbende drøftelser vedrørende engagementet tilbød indklagede ved skrivelse af 25. august 1997 klageren en nedsættelse af ydelsen på forbrugslånet til 700 kr. månedligt, indtil kautionslånet knap 2 år senere var afviklet, hvorefter ydelsen skulle forhøjes til ca. 2.200 kr. pr. måned. Klageren har anført, at han accepterede tilbuddet, men at afdelingsbestyreren ikke ville vedstå dette, idet ydelsen på 700 kr. månedligt ikke var tilstrækkelig til at dække renterne.
Efterfølgende overførte klageren sine løbende konti til pengeinstituttet P.
Klagerens gæld til indklagede udgjorde pr. den 12. marts 1998 ca. 132.000 kr. fordelt med 27.000 kr. på kautionslånet og 105.000 kr. på forbrugslånet.
Under sagen er bl.a. fremlagt en af indklagede udarbejdet økonomiberegning for klageren og samleveren pr. 1. juli 1997 samt en økonomiberegning udarbejdet af P den 3. april 1998.
Parternes påstande.
Den 11. februar 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte gælden og at forklare, hvorfor og hvordan gælden kunne blive så stor.
Indklagede har henvist til, at man under sagen udførligt har redegjort for, hvorledes gælden er opstået, og har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har bl.a. anført, at indklagede var bekendt med, at han er ord- og talblind og som følge heraf ikke havde mulighed for at overskue sin økonomi, ligesom hans tilknytning til arbejdsmarkedet var ustabil. Han var uforstående over for, at forbrugslånet løbende måtte forhøjes til inddækning af overtræk, selv om hele hans indtægt blev anvendt til faste udgifter. Med hensyn til leveomkostninger støttede han sig i vidt omfang til familie og venner. Han havde ikke mulighed for at konstatere de fejlagtige betalinger for den tidligere ægtefælle, og at hans økonomi løbende blev forringet. Indklagede har et medansvar for, at hans økonomi ikke blev tilrettelagt på en hensigtsmæssig måde, men i stedet løbende blev forringet med forhøjelser af forbrugslånet og dermed forhøjede ydelser, som igen medførte større underskud på de løbende konti, ligesom der burde være taget højde for hans ustabile tilknytning til arbejdsmarkedet. Samleveren har som studerende kun en mindre indtægt i form af SU og studielån. Det er ikke korrekt at lade hendes indkomst indgå i beregningen af hans rådighedsbeløb, idet samleveren er uden ansvar for gælden. I forbindelse med drøftelserne i sommeren 1997 forlangte indklagede uberettiget kaution fra samleveren. Han så sig nødsaget til at overføre de løbende konti til et andet pengeinstitut, idet indklagede meddelte, at der ikke ville blive udbetalt løn, så længe der var underskud.
Indklagede har bl.a. anført, at man ikke var bekendt med, at klageren er ord- og talblind, og at man på grundlag af klagerens fremtræden ikke har haft grund til at tro andet, end at han kunne overskue sin økonomi. Lånet og de senere forhøjelser blev bevilget efter anmodning fra klageren og på grundlag af klagerens egne oplysninger om sin økonomi, som man ikke har havde grund til at betvivle. Lånebeløbene er ikke blevet anvendt til ufornuftige investeringer eller finansiering af unødige forbrugsgoder. Af den samlede gæld på nu ca. 132.000 kr. vedrører i alt ca. 34.000 kr. overtræk, som har været begrundet i flytning og/eller arbejdsløshed. Klagerens problem har været, at de forudsatte indtægter har svigtet i perioder. Klageren har imidlertid formået hele tiden at skaffe sig nyt arbejde, og henset hertil har man fundet det rimeligt at hjælpe klageren i de perioder, hvor det kneb. Det er klagerens eget ansvar at styre sin økonomi, og indklagede har ikke før i juli 1997 haft anledning til at udarbejdet et budget. Man er fortsat indstillet på at hjælpe klageren med at finde en rimelig afviklingsordning. Selv om samleveren ikke hæfter for gælden, er det berettiget at indregne familiens samlede økonomi ved vurderingen af klagerens betalingsevne, jf. f.eks. praksis i gældssaneringssager. Det beklages, at det har været forsøgt at formå samleveren til at påtage sig kaution for et samlet lån, der også omfattede klagerens gamle gæld, hvilket ikke er i overensstemmelse med indklagedes kautionspolitik. Det beklages endvidere, at de fejlagtige betalinger for den tidligere ægtefælle via klagerens konto har gjort det unødigt vanskeligt for klageren at overskue kontoudtog.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det må lægges til grund, at etableringen af forbrugslånet på oprindelig 5.200 kr. og de senere forhøjelser fandt sted på klagerens anmodning. Ankenævnet finder ikke, at indklagede er ansvarlig for, at det viste sig, at klageren ikke var i stand til at afvikle gælden, og Ankenævnet finder ikke, at klageren i øvrigt har anført omstændigheder, som kan medføre, at han er frigjort for hæftelsen, hverken helt eller delvist.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at indklagede ved vurderingen af klagerens tilbagebetalingsevne tager udgangspunkt i husstandens samlede indkomst, således som det også sker ved domstolenes bedømmelse af rimeligheden i et af en skyldner fremsat forslag til gældssanering efter konkurslovens regler, jf. herved konkurslovens § 202.
Ankenævnet kan ikke pålægge indklagede at acceptere en akkordordning.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.