Rådgivning om valg af renteprocent.
| Sagsnummer: | 9802041 /1998 |
| Dato: | 04-09-1998 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Ole Just, Bent Olufsen, Keld Christiansen, Per Englyst |
| Klageemne: |
Rådgivning - valg af lånetype/renteprocent
|
| Ledetekst: | Rådgivning om valg af renteprocent. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Klageren indgik i februar 1995 aftale om køb af en ejerlejlighed. Ifølge købsaftalen skulle der optages et 30-årigt kontantlån, baseret på 7 pct. obligationer, hos det indklagede realkreditinstitut. Købsaftalen var betinget af, at handelsparternes advokater godkendte handelsvilkårene i enhver henseende.
Den ved handlen medvirkende ejendomsmægler ansøgte i februar 1995 instituttet om ejerskiftelån i overensstemmelse med købsaftalen, hvilket tilbud instituttet den 2. marts 1995 fremsendte. Beregningerne i tilbudet var baseret på salg af 7 pct. obligationer til en kurs på 80,35. Tilbudet blev udstedt til sælgerne af ejerlejligheden og fremsendt til ejendomsmægleren. I marts 1995 fremsendte et pengeinstitut en af sælgerne underskrevet anmodning om fastkursaftale. Fastkursaftalen blev samme dag bekræftet af realkreditinstituttet. Aftalekursen var 77,25 for 30-årige 7 pct. obligationer til afvikling den 1. maj 1995. Pengeinstituttet fremsendte i maj 1995 udbetalingsbrev til realkreditinstituttet og anmodede om udbetaling af lånet pr. 1. maj 1995 i henhold til fastkursaftalen. Pengeinstituttet vedlagde samtidig gældsovertagelsesanmodning fra klageren. Realkreditinstituttet meddelte i april 1995 klageren betinget gældsovertagelse og i juni 1995 endelig gældsovertagelse. Ejerskiftelånet blev den 1. maj 1995 i henhold til fastkursaftalen udbetalt til kurs 77,25.
Klageren nedlagde ved Nævnet med påstand om, at instituttet skulle nedsætte obligationsrestgælden med 70-80.000 kr. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet lagde til grund, at lånet var ydet af instituttet som et 7 pct. lån på normale vilkår og i overensstemmelse med angivelserne i købsaftalen og låneansøgningen fra ejendomsmægleren, samt i overensstemmelse med fastkursaftalen mellem sælgeren og instituttet. Nævnet fandt, at det ikke i en sådan situation havde påhvilet instituttet uopfordret at redegøre for konsekvensen af den valgte renteprocent, og frifandt derfor instituttet.