Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om sparekasse handlede ansvarspådragende i forbindelse med, at en kunde overførte sit engagement til sparekassen, hvor der blev oprettet en indlånskonto med kundens daværende samlever som medkontohaver

Sagsnummer: 382 /2012
Dato: 07-06-2013
Ankenævn: John Mosegaard, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Morten Bruun Petersen
Klageemne: Indlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om sparekasse handlede ansvarspådragende i forbindelse med, at en kunde overførte sit engagement til sparekassen, hvor der blev oprettet en indlånskonto med kundens daværende samlever som medkontohaver
Indklagede: Svendborg Sparekasse
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører om Svendborg Sparekasse har begået ansvarspådragende fejl eller forsømmelser i forbindelse med overførsel af en kundes engagement fra et andet pengeinstitut, hvor midler blev indsat på en konto, hvor kundens samlever var medkontohaver.

Sagens omstændigheder

Klageren i sagen er boet efter L, der i 2008 sad i uskiftet bo efter sin afdøde ægtefælle. L var samlevende med S, men parret var ikke gift.

I juni 2008 kontaktede L og S Svendborg Sparekasse, idet de ønskede at overflytte deres engagement fra et andet pengeinstitut. Den 7. juli 2008 blev engagementet overført til sparekassen, der efter aftale med parret havde oprettet en fælles indlånskonto, hvortil der blev overført 1.251.266,68 kr. fra en konto tilhørende L.

Den 6. november 2008 blev der overført 500.000 kr. fra fælleskontoen til L.

Den 16. februar 2010 blev der overført 100.000 kr. fra en konto tilhørende S til fælleskontoen, hvorfra der blev videreoverført 100.000 kr. til en konto tilhørende L. Samme dag blev fælleskontoen delt, således at der blev overført 405.631 kr. til L og et tilsvarende beløb til S. Beløbene blev overført til to nyoprettede højrentekonti med henholdsvis L og S som enekontohavere. Sparekassen har oplyst, at overførslen skete til to separate konti, da sparekassens højrentekonti ikke kunne oprettes med to kontohavere.

I sparekassens brev af 17. februar 2010 stilet til L og S på deres fælles bopæl fremgår:

"Fast Højrente

Vi har som aftalt overført saldoen på fælleskonto [-116] til fast Højrente på 3,25 % p.a.

Reglerne for Fast Højrente er, at den ikke kan være en fælleskonto, hvorfor vi har delt indestående på en konto til hver af Jer. –indestående er nu 405.631,12 kr. på hver Jeres konto.

…"

Den 1. april 2011 flyttede S og L fra hinanden.

L døde den 26. marts 2012.

Den 7. august 2012 rettede L’s søn, på vegne af tvangsarvingerne, henvendelse til sparekassen og bad sparekassen erstatte et tab på 405.631 kr., hvilket sparekassen afslog den 13. august 2012.

Parternes påstande

Den 16. september 2012 har dødsboet efter L indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Svendborg Sparekasse skal betale 405.631 kr. til dødsboet.

Svendborg Sparekasse har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at L havde en formue på ca. 2 mio. kr. omkring år 2000. Efterfølgende havde han et tab på værdipapirer på ca. 100.000 – 150.000 kr., men levede sine sidste år meget asketisk, og opsparede ca. 100.000 kr. pr. år. S havde ingen nævneværdig formue.

L og S skiltes som uvenner, og L sagde i den forbindelse, at han var blevet bedraget for 700.000 kr. Han var på det tidspunkt tiltagende senil.

Sparekassen oprettede i strid med egne regler en fast højrentekonto med to indehavere, overførte indestående på den eksisterende fælleskonto til denne konto og delte derefter indestående mellem L og S, hvorved L blev påført et tab på 405.631 kr.

Fælleskontoen blev alene delt på foranledning af S’ oplysninger, og fordi sparekassen fejlagtigt var af den opfattelse, at parterne var gift. Det var en oplysning, som sparekassen burde have kontrolleret.

Da L i forbindelse med samlivsophævelsen i et forsøg på at få sine penge tilbage forsøgte at hæve på S’ konto, blev den spærret.

Svendborg Sparekasse har anført, at L og S gerne ville skifte pengeinstitut til sparekassen, da L havde tabt mange penge på værdipapirer, og nu skulle pengene stå kontant.

L og S fortalte, at de var gift, hvilket sparekassen ikke kontrollerede. Parret oplyste, at de havde lavet testamente til hinanden, da de begge havde været gift før og havde børn med tidligere ægtefæller. Sparekassen ville ikke have handlet anderledes, selvom den havde vist, at parret ikke var gift.

Efter aftale med L og S blev der oprettet en fælleskonto, hvortil der blev overført 1.251.266,68 kr. fra det tidligere pengeinstitut fra en konto tilhørende L.

Saldoen på fælleskontoen blev efter aftale med parret senere opdelt på to højrentekonti tilhørende henholdsvis L og S.

Sparekassen har ingen holdning til, om L’s formue blev formindsket under samlivet med S. I givet fald er den en sag mellem dødsboet og S.

I forbindelse med, at S fraflyttede den fælles adresse, blev mærket på hendes konti ændret.

Ankenævnets bemærkninger

I forbindelse med, at L og S skiftede pengeinstitut i 2008 blev et beløb på ca. 1,2 mio. kr. overført fra L til en nyoprettet konto i Svendborg Sparekasse, hvor L’s samlever S var anført som medkontohaver. Senere ønskede parret at overføre indeståendet til en konto med højere forrentning. I den forbindelse blev der oprettet to separate højrentekonti, og saldoen på fælleskontoen blev fordelt med halvdelen til hver.

Der er ikke oplysninger i sagen, der godtgør eller sandsynliggør, at L ikke har været indforstået med de foretagne kontooprettelser og -bevægelser eller at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at sparekassen var forpligtet til at gøre L opmærksom på de mulige retsvirkninger af de foretagne dispositioner.

Ankenævnet finder det herefter ikke godtgjort, at sparekassen har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.