Bidragsforhøjelse.
| Sagsnummer: | 21210139 /2013 |
| Dato: | 27-03-2013 |
| Ankenævn: | |
| Klageemne: |
Bidrag - forhøjelse
|
| Ledetekst: | Bidragsforhøjelse. |
| Indklagede: | Nordea Kredit Realkreditaktieselskab |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
21210139
Bidragsforhøjelse.
I forbindelse med klagerens køb af en fast ejendom afgav det indklagede realkreditinstitut i august 2005 tilbud til klageren på et obligationslån med indledende afdragsfrihed. I tilbuddet og i Standardiseret Europæisk Informationsblad var der givet oplysninger om lånets terminsydelse. Endvidere var det i tilbuddet, i det udstedte pantebrev samt i instituttets Almindelige forretningsbestemmelser anført, at bidraget var variabelt og til enhver tid kunne ændres af instituttet. Lånet blev udbetalt i august 2005, og klageren fik i den forbindelse oplysninger om lånets terminsydelser. Instituttet varslede i august 2010 og i september 2011 bidragsforhøjelser. I marts 2012 anfægtede klageren bidragsforhøjelserne, som ifølge klageren var i strid med de oplysninger om lånets terminsydelser, som klageren havde modtaget i såvel tilbuddet som i forbindelse med lånets udbetaling. Instituttet fastholdt bidragsforhøjelserne.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om 1) at bidragsforhøjelserne var uretmæssige, og at instituttet skulle tilbagebetale de forhøjede bidrag, 2) at instituttet skulle undskylde, at instituttet i næsten to år – trods klagerens protest - havde hævet større beløb end aftalt, og 3) at instituttet skulle betale et rimeligt erstatningsbeløb til klageren for det store arbejde, han i flere år havde udført for at komme igennem sagen. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet henviste til, at det flere steder af aftalegrundlaget fremgik, at bidraget var variabelt og til enhver tid kunne ændres, og at der således deri var den fornødne hjemmel til, at instituttet kunne forhøje bidraget med det skete varsel, samt at der ikke var grundlag for at tilsidesætte bidragsforhøjelserne som vilkårlige eller urimelige. De kreditoplysninger, herunder amortiseringsplaner, som klageren i flere omgange havde modtaget fra instituttet, kunne ikke tages som udtryk for en aftale om en bestemt bidragssats, idet kreditoplysningerne var – og alene kunne være – baseret på de på beregningstidspunktet gældende bidragssatser. Nævnet lagde til grund, at klagerens terminsydelser havde været trukket på hans konto som led i en BetalingsService aftale, og fandt ikke, at en hævning svarende til den fulde terminsydelse, inklusive bidragsforhøjelsen, kunne karakteriseres som uretmæssigt, medmindre klageren havde opsagt BetalingsService aftalen. Nævnet bemærkede hertil, at instituttet ved klagerens undladelse af at betale den fulde terminsydelse ville kunne gøre misligholdelsesvirkninger gældende. Klagerens påstand om erstatning for den tid, han har brugt på at afklare sagen, kunne ikke imødekommes. Som følge af det anførte blev realkreditinstituttet frifundet.
K E N D E L S E
afsagt den 27. marts 2013
JOURNAL NR.: 2012-01-10-139-NK
INSTITUT: Nordea Kredit A/S
KLAGEEMNE: Bidragsforhøjelse
DATO FOR NÆVNSMØDE: Den 21. februar 2013
SAGSBEHANDLER: Sekretariatschef Susanne Nielsen
NÆVNSMEDLEMMER, DER HAR DELTAGET I BEHANDLINGEN:
Henrik Waaben (formand)
Per F. Møller
Morten Bruun Pedersen
Jacob Elverum
Lars K. Madsen
SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:
I forbindelse med køb af en fast ejendom indgik klageren den 5. august 2005 en aftale om købersikring for kontanthandel med det pengeinstitut, som er koncernforbundet med det indklagede realkreditinstitut.
Af købersikringsaftalen fremgik det, at det var aftalt, at der pr. 31. august 2005 skulle optages et 30-årigt obligationslån med afdragsfrihed på 500.000 kr. til det indklagede realkreditinstitut. Købersikringen indebar tillige en kurssikring af det forudsatte realkreditlån. I forbindelse med købersikringsaftalen fik klageren udleveret pengeinstituttets generelle vilkår for privatkunder.
På baggrund af købersikringsaftalen blev der via pengeinstituttet indsendt en låneansøgning til det indklagede realkreditinstitut.
Indklagede afgav den 8. august 2005 tilbud til klageren på et 30-årigt, 4 pct. obligationslån på 500.000 kr. med indledende afdragsfrihed i 10 år. Af lånetilbuddet fremgår blandt andet:
”… Specifikation, lånetilbud…
Oplysninger om det nye lån:
Obligation stående/annuitet
Hovedstol 500.000,00
Nominel rente 4,0000%
Antal terminer pr. år 4
Aftalt kurs 96,100
Løbetid 30 år 0 mdr.
-heraf afdragsfri periode 10 år
Bidragssats 0,3000%
Beregnet 1. år
Ydelse 21.500,00
Rente og bidrag 21.500,00
Nettoydelse ved 33% skat 14.405,00
Beregningerne tager i øvrigt udgangspunkt i bidragssatser, gebyrer m.v. pr. 8. august 2005 …
Lånebeløb, pantebrevets hovedstol 500.000,00
Stiftelsesomkostninger til …(indklagede)…:
-kurtage ved obligationssalg 720,75
-stiftelsesprovision 0,00
-lånesagsgebyr 2.000,00 2.720,75
Øvrige omkostninger
-kurstab ved obligationssalg 19.500,00
-afgift til staten for tinglysning 1.400,00
________________________________________________________________________________
Beregnet provenu 476.379,25
Oplysninger i henhold til kreditaftaleloven
Lånebeløb, pantebrevets hovedstol 500.000,00
Samlede kreditomkostninger:
+stiftelsesomkostninger 2.720,75
+afgift til staten for tinglysning 1.400,00
+rente og bidrag i lånets løbetid 457.343,43
________________________________________________________________________________
Det samlede beløb der skal betales i lånets løbetid 961.464,18
Årlige omkostninger i procent: 4,7
Med hensyn til de enkelte ydelser, disses antal og forfaldstidspunkter samt aftalens varighed og betingelser for opsigelse, henvises der til pantebrevets bestemmelser og vedlagte amortiseringsplan…
Rentesatser, bidragssatser, fastrenteaftaler og kurskontrakter
…
Bidraget er variabelt og fastsættes til enhver tid af …(indklagede)… Ændres bidragets størrelse, ændres ydelserne også.
Rente- og bidrag beregnes af den til enhver tid værende restgæld …”
Lånetilbuddet var vedlagt Standardiseret Europæisk Informationsblad, der blandt andet indeholder følgende oplysninger:
”… 3. Nominel rente
Pålydende rente er 4,00000% om året.
…
8. Terminsydelse ved amortiseringslån
Da lånet er et stående/annuitetslån, henvises til nedenstående punkt 9.
9. Stående lån
Der skal betales en kvartårlig ydelse på 5.375,00. Ydelsen består af rente og bidrag.
Når den afdragsfrie periode ophører, skal der betales en kvartårlig ydelse, bestående af afdrag, rente og bidrag, indtil lånet er endeligt tilbagebetalt.
Se vedlagte amortiseringsplan …”
Lånetilbuddet var endvidere vedlagt et pantebrev for det tilbudte lån. Pantebrevet, der blev underskrevet af klageren og hans ægtefælle den 12. august 2005, indeholder blandt andet følgende bestemmelser:
”… Rente- og betalingsvilkår:
Lånets nominelle rentesats er 4,0000% p.a.
Lånets bidragssats er 0,0750% pr. kvartal, beregnet af restgælden.
I lånets første 40 terminer er lånet et stående lån – herefter tilbagebetales lånet som et annuitetslån indtil lånet er endeligt tilbagebetalt.
Lånets løbetid er 30 år.
I perioden hvor lånet er stående, betales en kvartårlig ydelse på DKK 5.375,00 Når lånet påbegyndes afviklet som et annuitetslån, betales en kvartårlig ydelse, hvis størrelse fremgår af den udleverede amortiseringsplan…
Særlige bestemmelser:
1. …(Indklagedes)… almindelige forretningsbetingelser
For pantebrevet gælder …(indklagedes)… almindelige forretningsbetingelser. Forretningsbetingelserne kan ændres af …(indklagede)… med et varsel på 1 måned efter annoncering i en eller flere landsdækkende danske aviser. Forretningsbetingelserne, der var gældende på tidspunktet for lånetilbudet, er udleveret til debitor sammen med lånetilbud.
Henvisningen til vedtægterne i Justitsministeriets pantebrevsformular B skal forstås som en henvisning til …(indklagedes)… vedtægter samt …(indklagedes)… almindelige forretningsbetingelser
…
4. ordinære terminsbetalinger og afvikling
I den del af lånets løbetid, hvor lånet er afdragsfrit, består terminsbetalingen af renter og bidrag. I lånets resterende løbetid består terminsbetalingen af afdrag, rente og bidrag.
Rente og bidrag beregnes af den til enhver tid værende restgæld.
Bidraget er variabelt og kan til enhver tid ændres uden varsel af …(indklagede)… Ændres bidragets størrelse, meddeles det gennem annoncering eller ved særskilt meddelelse til kunderne.
Ændres bidragets størrelse, ændres de fremtidige ydelser. Det ændrede bidrag og ydelsernes størrelse vil fremgå af førstkommende terminsopkrævning efter ændringen
…
Justitsministeriets pantebrevsformular B
1. Debitor er personlig ansvarlig for opfyldelsen af forpligtelserne efter dette pantebrev og underkastet de til enhver tid for realkreditinstituttet gældende vedtægter og bestemmelser fastsat i medfør af vedtægterne, herunder eventuelle bestemmelser om solidarisk ansvar …”
Indklagedes Almindelige forretningsbetingelser, gældende fra januar 2005, indeholder blandt andet følgende:
”… Generelt
De almindelige forretningsbetingelser gælder i ethvert forretningsforhold med …(indklagede)…, medmindre andet udtrykkeligt fremgår af særskilt aftale eller vilkår for det enkelte forretningsforhold …
Vilkår for lån …
3. Bidrag
Bidraget er variabelt.
…(Indklagede)… er berettiget til uden varsel at nedsætte bidraget.
…(Indklagede)… er berettiget til med 1 måneds varsel i bestående låneforhold generelt eller for visse ejendomskategorier at forhøje bidraget, hvis de markedsmæssige eller forretningsmæssige forhold ændres, eller hvis …(indklagede)… generelt ændrer sin bidragsfastsættelse i forbindelse med en ændring af indtjeningspolitikken eller indtjeningsstrukturen.
…
Meddelelse om generelle ændringer af bidraget og ændringer af bidraget for visse ejendomskategorier sker ved annoncering i en eller flere landsdækkende danske aviser, eller ved at kunderne får brev herom …”
Lånet blev den 31. august 2005 udbetalt i overensstemmelse med kursaftalen. Af lånespecifikation af 26. august 2005 fremgår:
” …
Hovedstol 500.000,00 Obl.rente: 4,9999% Serie/årgang ANA/2035
Kurs: 96,1000 Lånerente: 4,0000% Fondskode: …
Låntype: Obligation stående/annuitet Løbetid: 30 år Antal terminer 120 – 4 pr. år
Låne- og betalingsvilkårene for ovennævnte lån udbetalt
Den 31.08.2005 er fastsat således:
Første terminsydelse, der forfalder den 11.09.2005 er for perioden
31.08.2005 til 30.09.2005 Første ordinære ydelse: 5.375,00
Beregnet til 1.811,14 Rente: 4,0000% af restgæld 5.000,00
heraf Bidrag: 0,0750% af restgæld 375,00
renter 1.684,78
bidrag 126,36 Når tilbagebetalingen på et lån med afdragsfrihed
påbegyndes den 01.07.2015 medfører det, at ydelsen
forøges med afdraget
Første års ydelse er
beregnet til 21.500,00 For efterfølgende terminsydelser henvises til
fra og med første hele termin amortiseringsplan, som er vedlagt eller fremsendt
separat til låntager.
Lånet er afregnet til kurs 96,1000.
Oplysninger i henhold til kreditaftaleloven
Det lånte belån (pantebrevets hovedstol) 500.000,00
-stiftelsesomkostninger:
kurtage ved obligationssalg 720,75
stiftelsesprovision 0,00
lånesagsgebyr 2.000,00
i alt til …(indklagede)… 2.720,75
kurstab ved salg af obligationer 19.500,00
afgift til staten i forbindelse med tinglysning 1.400,00
Provenu 467.379,25
Det lånte beløb (pantebrevets hovedstol) 500.000,00
+omkostninger til …(indklagede)… 2.720,75
+omkostninger til staten 1.400,00
+renter og bidrag i lånets løbetid 457.343,43
samlede kreditomkostninger 461.464,18
Det samlede beløb, der skal betales i lånets løbetid 961.464,18
Det svarer til årlige omkostninger i procent på: 4,7000%
I de anførte kreditoplysninger er stempelafgiften ansslået.
For så vidt angår de enkelte ydelser, disses antal For så vidt angår aftalens varighed og
og forfaldstid, henvises der til vedlagte amorti- betingelserne for dens opsigelse, henvises
seringsplan, der udgør en del af oplysningerne i der til pantebrevets bestemmelser.
henhold til kreditaftaleloven.
Hvis De har spørgsmål til denne specifikation, beder vi Dem venligst kontakte …(det låneformidlende pengeinstitut) …”
Pengeinstituttet fremsendte den 22. februar 2006 meddelelse til klageren og hans ægtefælle om, at realkreditsagen var afsluttet, og at pengeinstituttet havde lukket boligskiftkontoen.
Klageren klagede den 28. februar 2006 til pengeinstituttet over de gebyrer, der var blevet opkrævet i forbindelse med huskøbet og finansieringen.
Pengeinstituttet redegjorde ved brev af 6. marts 2006 for de omkostninger, der var opkrævet til dækning af diverse ekspeditioner.
Indklagede orienterede i december 2007 klageren om nye EU regler om investorbeskyttelse og fremsendte i den forbindelse pengeinstituttets nye generelle vilkår for privatkunder til klageren.
Den 24. august 2010 fremsendte indklagede følgende brev til klageren om bidragsforhøjelse:
”… Forhøjelse af bidragssatsen på dit lån
…(Indklagede)… forhøjer med virkning fra 1. oktober 2010 bidragssatserne for realkreditlån med henholdsvis variabel rente og/eller afdragsfrihed til helårsboliger og fritidshuse. Ændringen gælder både eksisterende og nye lån. Bidragssatserne for traditionelle realkreditlån med fast rente og afvikling ændres ikke.
Baggrunden for ændringen er de stigende omkostninger ved realkreditlån. Det lavere prisniveau på boligmarkedet betyder, at …(indklagede)… skal stille yderligere kapital til sikkerhed for realkreditlånene, og denne kapital er blevet dyrere. Disse forhold påvirker ikke mindst lån med afdragsfrihed og variabel rente. Samtidig har lavkonjunkturen ført til, at restancer og tab i …(indklagede)… er på et markant højere niveau end tidligere.
Bidragssatsen på dit lån med fast rente og afdragsfrihed, som i dag er 0,3 pct., hæves 1. oktober til 0,33 pct. I kroner og ører stiger bidraget med mindre end 13 kr. om måneden før skat.
…(Indklagede)… fastholder bidragssatserne for traditionelle realkreditlån med fast rente og afvikling, da disse lån er mindre påvirkede af de øgede omkostninger end lån med variabel rente og lån med afdragsfrihed …”
Indklagede varslede den 14. september 2011 en generel bidragsforhøjelse pr. 1. januar 2012.
Den 14. marts 2012 fremsendte klageren følgende brev til indklagede:
”… Klage over bankens opkrævning af gebyr for fastforrentet pantebrev 4%, lånesagsnr. … 8/8 05
Ved personlig henvendelse til … afd. om bl.a. dette spørgsmål blev jeg henvist til ovenstående kontor.
Ved låneoptagelsen blev der bl.a. af banken udleveret med bankens tryk: ”Som et bilag til lånetilbud”: ”Standardiseret Europæisk Trykinformationsblad.”.
Under pkt. 7 anføres, at der er kvartårlige ydelser. Punkt 8 henviser til det følgende punkt. Punkt 9: Der skal betales en kvartårlig ydelse på 5.375. Ydelsen består af renter og bidrag.
Ved lånets indgåelse blev der også af banken udarbejdet en Amortiseringsplan, hvor der mange år frem i tiden anføres, at der skal ydes 5.375 i kvartalet.
I pantebrevet anføres også ganske klart:
”I lånets første 40 terminer er lånet et stående lån…”
”I perioden hvor lånet er stående betales en kvartårlig ydelse på DKK 5.375,”
Der henvises derefter til Amortiseringsplan (se ovenfor).
(Jeg har efterfølgende fortrudt, at jeg indgik en aftale om, at jeg via et boliglån (med total sikkerhed) skulle betale 375 kr. for at få flyttet et fast beløb fra en konto til en anden. Men det er jo for sent).
Men den 24/8 10 får jeg fra Jeres kontor et brev, der starter med overskriften ”Forhøjelse af bidragssatsen på dit lån”. Men i næstsidste afsnit tales der om uændret bidragssats for ”traditionelle realkreditlån”. Hvad er det?? Jeg forstår intet af brevets indhold!! (men det var måske heller ikke meningen)? For i 2011 stiger gebyret til 412,50 og i 2012 er vi listet op på kr. 532.
Jeg vil bede banken skriftligt svare på:
A)Er fremgangsmåden i overens med pantebrevets aftale?
B)Opkrævningen er ikke i overensstemmelse og tilbagebet.
Det har været et adskillige timers arbejde for mig at gennemgå arkiverne for at få klarhed i sagen.
Ville det være forkert, hvis jeg i stedet fik et gebyr? …”
Indklagede besvarede den 23. marts 2012 klagerens henvendelse på følgende måde:
”… Hele realkreditmarkedet er under forandring, og …(indklagede)… mødes i lighed med sektoren i øvrigt af skærpede krav til kapitaldækning.
Det betyder øgede krav til realkreditinstitutternes – og dermed også …(indklagedes)… - reserver. På den baggrund har vi fundet det nødvendigt at forhøje bidragssatserne for realkreditlån pr. 1. januar 2012.
Prisstigningerne blev varslet med breve til berørte kunder samt i landsdækkende aviser i september 2011.
I spørger om …(indklagede)… kan hæve priser på jeres eksisterende realkreditlån, og henviser til den amortiseringsplan for hele lånets løbetid, som I fik udleveret ved låneoptagelse.
I henhold til …(indklagedes)… generelle forretningsbetingelser, som I fik udleveret sammen med jeres lånetilbud, kan bidragssatserne hæves med 1 måneds varsel, hvis:
”de markedsmæssige eller forretningsmæssige forhold ændres, eller hvis …(indklagede)… generelt ændrer sin bidragsfastsættelse i forbindelse med en ændring af indtjeningspolitikken eller indtjeningsstrukturen”.
I forhold til varsling af kunder står der følgende i forretningsbetingelserne:
”Meddelelse om generelle ændringer af bidraget og ændringer af bidraget for visse ejendomskategorier sker ved annoncering i en eller flere landsdækkende aviser, eller ved at kunderne får brev herom”…
I kan finde forretningsbetingelserne på www …”
Klageren fastholdt ved brev af 6. april 2012 sin klage. Af brevet fremgår følgende:
”… I vores klageskrivelse modsætter vi os, at lånets gebyr er steget uretmæssigt fra 1/10 10. Vi blev (informeret) ved en skrivelse af 24/8 10 – fotokopi vedlægges. Den er ikke underskrevet. En ligeledes ikke-underskrivelse af 14/9 11 omtaler også mange forskellige låneformer. Vi fatter ikke, hvilke lån vi hører til, men i bankens svarskrivelse finder man ikke anledning til at svare på dette. Men noget i svarskrivelsen er interessant:
I 2. afsnit anføres bidragssatserne fra 1/12 2012. Men vores penge må jo have nemmere at få fat i, for vi er trukket for forhøjelser siden 1/10 2010!!!
Banken skriver til os om forskellige gældsarrangementer. Men vi har kun eet gældsforhold totalt overalt, og det er dette lån (100% sikkerhed), og det har kun eet navn:
PANTEBREV
Banken har ved oprettelsen stået for udarbejdelsen (for særskilt gebyr), og det er underskrevet af begge parter. Som grundlag for aftalens indhold anvendte og vedlagde I et stort hæfte ”Almindelige forretningsbetingelser”. På side 4(7) står under overskriften ”for lån” ”1) pantebrev” og i følgende afsnit
”De nærmere vilkår, terminsbetaling m.v. ”fremgår af pantebrevet”.”
Ordet PANTEBREV står øverst på dokumentet. I den efterfølgende tekst:
I lånets første 40 terminer er lånet et stående lån. I perioden hvor lånet er stående, betales en kvartårlig ydelse på 5.375.
Banken har tillige ved aftalens indgåelse udarbejdet et skema (se vedlagte) hvor man viser aftalte ydelser til år 2035. Der står intet om, at ydelserne kan ændres!!
Banken har til skade for kunden brudt en klar aftale.
Ved stiftelsen aftalte vi med banken, at denne beskrevne kvartalsydelse på 5.375 kr. kan hæves på betalingsservice – intet andet.
Men det problem har den store bank ikke. Man tager da bare af den lille mands opsparede kontante penge – Om han er enig eller ej, er uden betydning. Også efter banken har fået min klageskrivelse af 14/3 12, så tager man 157 kr., som er ud over aftalen, for et kvartal.
Jeg ønsker ikke på nuværende tidspunkt at kommentere dette yderligere, men forbeholder mig, såfremt jeg ikke inden den 2/5 2012 har fået en fuldt tilfredsstillende ordning på pengebeløbet og alt det arbejde, man har påført mig at videreføre til eller med andre kanaler …”
Indklagede besvarede denne henvendelse fra klageren den 20. april 2012 på følgende måde:
”… Priserne på realkreditlån i …(indklagede)… er de seneste år ændret ad to omgange:
• 1. oktober 2010 steg priserne på lån med variabel rente og/eller afdragsfrihed. Da jeres lån er afdragsfrit steg bidragssatsen på lånet ved den lejlighed fra 0,30 pct. til 0,33 pct. Det fremgår også af varslingsbrevet fra …(indklagede)… dateret den 24. august 2010, som I har vedlagt klagen.
• 1. januar 2012 hævede …(indklagede)… priserne på alle realkreditlån. Ved denne lejlighed blev bidragssatsen på jeres lån ændret til 0,4255 pct. Også denne gang blev berørte kunder varslet pr. brev. I bekræfter da også at have modtaget den skriftlige varsling fra …(indklagede)… dateret den 14. september 2011.
Som i jeres forrige brev stiller I spørgsmål ved om …(indklagede)… kan hæve bidragssatsen på jeres realkreditlån, og henviser til de dokumenter I modtog ved låneoptagelsen.
Som i mit forrige brev må jeg henvise til de generelle forretningsbetingelser I fik udleveret i forbindelse med låneoptagelse. I henhold til forretningsbetingelserne under ”vilkår for lån”, ”4. Bidrag” fremgår det, at bidragssatsen er variabel, og at den kan ændres med 1 måneds varsel hvis fx
”de markedsmæssige eller forretningsmæssige forhold ændres, eller hvis …(indklagede)… generelt ændrer sin bidragsfastsættelse i forbindelse med en ændring af indtjeningspolitikken eller indtjeningsstrukturen”.
Jeg må altså fastholde at prisændringerne på jeres lån har været i fuld overensstemmelse med vilkårene for låneoptagelse i …(indklagede)… De til enhver tid gældende forretningsbetingelser kan findes på www…”
Klageren fastholdt ved brev af 6. maj 2012 på ny sine synspunkter, idet klageren anførte følgende:
”… Vi har med tak modtaget bankens skrivelse af 20/4 2012, men forstår stadig ikke dens indhold eller bankens fremgangsmåde.
I min sidste skrivelse af 6/4 12 har jeg med vedlagte dokumentationer og dokumenterede henvisninger og forklaringer, at det optagne lån ikke er et realkreditlån, men et pantebrevslån, der har egne rettigheder og forpligtelser. Men jeres skrivelse af 20/4 12 starter med at skrive ”bidraget på Jeres afdragsfrie realkreditlån”.
Det fremgår af pantebrevets 1. afsnit, at det er et stående lån.
Pantebrevet består af 6 sider, der er underskrevet. Men i jeres svarskrivelse henvises til et 8 sider ”almindelige forretningsbetingelser”. Vi har ikke underskrevet det, og ved ikke, hvornår det er sendt eller udleveret til os. (mon banken forudsætter, at en kunde læser 14 sider igennem, før den indgår en gældsaftale?) Men i svarskrivelsen ”forretningsbetingelsernes Vilkår for lån” pkt. 4 (Det er side 4(7) pkt. 3) at bidragssatsen er variabel. Ja, det er den jo for cyklisten, der har lånt lidt til cyklen m.fl.
Havde det ikke været pænere og mere retfærdigt, om man (den store bank) havde henvist til punkt 1 på samme side, hvor der står: ”Pantebrev” De nærmere vilkår for lånet… terminsbetaling… ”fremgår af Pantebrevet”. Banken har i et lånesagsbilag af 8/8 2005 anført, at de samlede kreditomkostninger er 461.464, heraf udgør ”renter og bidrag 457.343,43 kr.”
Ved at forhøje bidraget, har banken selv brudt den aftale, de selv har formuleret og modtaget 2.000 kr. for + 1500 kr. om året (uden tillæg).
Jeg ønsker ikke yderligere korrespondance med banken i denne sag. Jeg agter at fortsætte som anført i sidste afsnit af min skrivelse 6/4 12. Men jeg forlænger fristen til den 25/5 12, før sagen går til offentligheden eller andet …”
Klageren fremsendte den 8. oktober 2012 følgende klage til Finanstilsynet:
”… Klage over sagsbehandling hos …(indklagede)...
Ejendom …, lån nr. …
(I skrivelse af 8/8 05 (lånetidspunktet) anfører Kredit, at de er underlagt tilsyn af Finanstilsynet).
Min hustru og jeg køber en villa (helårsbolig) i … for ca. 1,3 mio. kr. Primo august 05 optages et lån – 1. prioritet på nom. 500.000 kr. Det udstedte pantebrev anmeldes af … Realkreditgruppe, men indtil hen i 2006 er det …(en anden afdeling)…, der tager sig af det praktiske (Se nedenfor). Men allerede den 31/8 05 gør Kredit krav (og får pengene) på 1.811 kr. for tiden (renter og gebyr til 30/9 05). Der synes at være flere kontorer, der har været involveret i sagen.
Men det står fast: Det af kreditor og debitor underskrevne stykke papir bærer som en stor overskrift ordet
Pantebrev.
Lånets rentesats er 4%. Af forsiden fremgår det, at det i 40 terminer er et stående lån. Derefter anføres: ”I perioden hvor lånet er stående, betales en kvartårlig ydelse på DKK 5.375.” På side 2 anføres: For pantebrevet gælder …(indklagedes)… forretningsbetingelser, men på side 1 i de trykte betingelser fremgår, at disse betingelser gælder ”med mindre andet udtrykkeligt fremgår af særskilt aftale”. Dette er også vedtaget af EU.
Under hovedafsnittet ”oplysninger om det nye lån” meddeler …(indklagede)… den 8/8 2005 under afsnittet ”Oplysninger i henhold til Kreditaftaleloven” … rente og bidrag i lånets løbetid er 457.343,43 og at pantebrevets hovedstol er 500.000 kr.
Men fra det tidspunkt, hvor det meddeles mig, at bidraget forhøjes anvendes ordet PANTEBREV ikke længere, men andre – for mig at se – ukorrekte betegnelser som f.eks. ”obligationslån”, der anvendes ved beløbshævninger.
De første år var gebyret 375 kr. pr. kvartal. Det steg fra 1/1 11 til 412,50 og igen fra 1/1 12 til 532 kr.
Ved lånets etablering betalte jeg kr. 2.000 i lånesagsgebyr, hvad det dækker ved jeg ikke. Jeg er fordels + kunde. Jeg har indgivet 4 skriftlige klager og modtaget svar, hvis indhold, man ikke umiddelbart kan forstå, men svaret fastholder bankens fremgangsmåder.
…(Indklagede)… i lånesagsnr. … har den 8/8 05 fremsendt: ”Standardiset Europæisk informationsblad” hvor der i indledningen henvises til ”pantebrev” og i 9. afsnit anføres ”stående lån”, og at der skal betales en kvartårlig ydelse på 5.375 i rente og bidrag. Der anføres under punkt 4, renter og bidrag i lånets løbetid er 457.343,43. Nøjagtigt samme beløb, som er anført i gældsbrevet.
Den 26/8 05 anfører …(indklagede)… under overskriften ”Oplysninger i henhold til Kreditaftaleloven” om bl.a. ”Pantebrevets hovedstol” at renter og bidrag i lånets løbetid er 457.343,43.
Aftalen om købersikring og andre forhold blev varetaget af …(det koncernforbundne pengeinstitut)…, afd. … med bankbestyrer …
I begyndelsen af 2006 har jeg nogle drøftelser med banken efter jeg har fået opgørelser over omkostninger i forbindelse med lånets etablering, herunder f.eks. 2000 i ”lånesagsgebyr” og andre sagsomkostninger. Jeg har aldrig forstået det. Der omtales også, om der kan opstå gebyrforhøjelser.
I forbindelse med disse samtaler sender …(det koncernforbundne pengeintitut)… et brev dateret den 6/3 2006 via … afd. underskrevet af bestyrer …, hvor det i 1. afsnit anføres:
”Jeg beklager din umiddelbare opfattelse af, at der i forbindelse med jeres køb af huset i …, skulle være ”puttet gebyr for jer.””
I det følgende afsnit er anført:
”Vi søger til enhver tid, at …(indklagedes)… priser skal være faste, fair og gennemsigtige”.
Sidste citat er gentaget i 4. sidste afsnit. ”Gældsplejeaftalen er ganske gratis”, jfr. 5. sidste afsnit.
Men
…(Indklagede)… synes ikke at være enig med …(pengeinstituttet)… for ved …(indklagedes)… skrivelse af 24/8 10 forhøjes gebyret fra 1/10 10. …(Indklagedes)… breve er underskrevet af direktør …
I brevets 1. afsnit, at bidragssatserne for traditionelle realkreditlån (ordet pantebrev anvendes ikke mere) med fast rente og afvikling ændres ikke. Men i 3. afsnit anføres: ”Bidragssatsen på dit lån med fast rente og afdragsfrihed forhøjes med 0,03%.”
Indholdet af disse breve er håbløst at forstå. Jeg har senere klaget og forlangt forhøjelserne tilbagebetalt samt et ”gebyr” til mig for alt det arbejde, de uretmæssigt har påført mig. Afvist.
Der er lavet en aftale om, at banken via min betalingsservice i banken kan hæve de i aftalen fastsatte beløb. Men selv om jeg har klaget over forhøjelserne hæver man blot deres selvopfundne beløb. Min indsigelse om dette er ikke besvaret.
Klagepunkt 1: Banken har tilsidesat en klar aftale.
Klagepunkt 2: Banken har uretmæssigt hævet større beløb på min konto mod min protest, end den er berettiget til. Sidste hævning er 28/9 12 …”
Finanstilsynet besvarede den 11. oktober 2012 klagerens henvendelse ved at henvise klageren til eventuelt at indgive klage til Realkreditankenævnet.
Klageren indbragte herefter sagen for Realkreditankenævnet.
PARTERNES PÅSTANDE:
Klageren påstår indklagede tilpligtet at anerkende, 1) at instituttet har foretaget bidragsforhøjelserne uretmæssigt, og at instituttet derfor skal tilbagebetale de opkrævede forhøjede bidrag, 2) at indklagede skal undskylde, at instituttet i næsten to år - trods klagerens protest – har hævet større beløb end aftalt, og 3) at indklagede skal betale et rimeligt stort erstatningsbeløb til klageren for det store arbejde, han i snart flere år har udført for at komme igennem med sagen.
Indklagede påstår frifindelse.
KLAGERENS FREMSTILLING:
Klageren oplyser, at han i begyndelsen af september 2005 købte en ejendom for 1.300.000 kr. efter at have solgt et stort sommerhus og en lejlighed i Spanien.
Det med indklagede koncernforbundne pengeinstitut, hvor klageren og hans ægtefælle fra gammel tid har været aktionærer, og hvor de er fordel+ kunder, mente, at renten i fremtiden ville stige, og syntes, at det var en god ide at optage et fast pantebrevslån.
Dette blev optaget på 500.000 kr. til 4 pct. rente og indgår som 1. (og eneste) prioritet i ejendommen. De første 40 terminer (10 år) afdrages ikke. Pengeinstituttet udarbejdede skemaer, hvoraf det fremgik, som det også fremgår af gældsbrevet, at det er et fast lån, og hvad summen af omkostninger vil være i hele lånets løbetid. Dette beløb står også i gældsbrevet.
Beregningerne synes foretaget af indklagede, men pengeinstituttet har formuleret gældsbrevet. Men ca. 1 måned efter synes indklagede at have overtaget gældsbrevet.
Alt gik som aftalt, bortset fra, at indklagede startede med at kræve eller hæve et gebyr på 2.000 kr. Men fra 1. januar 2011 satte indklagede kvartalsgebyret op. Det er til dato forhøjet 3 gange. Klageren har mange gange gjort gældende over for indklagede, at det er i strid med pantebrevets bestemmelser.
Ved gældsbrevets start blev det aftalt, at ydelserne iflg. pantebrevet måtte hæves på en af klagerens konti. Trods klagerens indsigelser fortsætter indklagede imidlertid med at hæve de beløb, han ikke kan anerkende. Indklagede har ikke ret til at hæve de beløb, der passer dem.
Til indklagedes udtalelse har klageren følgende bemærkninger:
Indklagede henviser til sit cirkulære: ”…(Indklagedes)… generelle forretningsbetingelser” og anfører, at klageren fik det ”udleveret sammen med lånetilbuddet.” Det er forkert, jfr. nedenfor. Lånetilbuddet er dateret og fra 8. august 2005.
I indklagedes skrivelse af 23. marts 2012 bruges et afsnit til at berette om, at forretningsmæssige forhold kan ændres, og hvordan det meddeles. Men der anføres intet om, hvor det står i det 7 sider lange cirkulære. Der skrives heller intet om, at det i 1. afsnit anføres, ”at gebyrreguleringer kan finde sted, medmindre andet udtrykkeligt fremgår af særskilt aftale eller vilkår forretningsforhold”.
Man har heller ikke fundet anledning til at oplyse om, at der på side 4/7 under ”vilkår for lån, punkt 1”, er anført ”Pantebrevet”, og ”De nærmere vilkår for lånet, hvad angår hæftelse, rente og betalingsvilkår, terminsbetaling … fremgår af pantebrevet”.
Klageren har ikke underskrevet dette cirkulære, men hans rettigheder og forpligtelser fremgår af lånedokumentet og pantebrevet.
Den 26. august 2005 udarbejdede indklagede og banken ved deres rådgiver en ”lånespecifikation”. Der blev igen vedlagt en amortiseringsplan, hvori rente og bidrag var specificeret for hvert kvartal. Beløbet for hele perioden var 457.343,43 kr. Det er samme beløb, som er anført i pantebrevet. På side 2/2 under ”Oplysninger i henhold til kreditaftaleloven” og ovenfor var anført ”det samlede beløb, der skal betales i lånets løbetid. Det svarer til årlige omkostninger på 4,7%”. Det svarer også til pantebrevets side 1.
Der er i materialet ovenfor henvist til ”Kreditaftaleloven”, men ikke til ”…(indklagedes)… Almindelige Forretningsbetingelser”. Der henvises til det nedenfor anførte.
Det fremgår også af ”Lånespecifikationen” ovenfor, at det er banken, der har stået for aftalens indgåelse, og at indklagede har været deres hjælper. Det samme faktum, som er anført i nærværende låneafregning, fremgår også af pantebrevet, hvor det på side 1 er klart anført: ”I lånets første terminer er lånet et stående lån”.
Da banken, jfr. låneafregning af 26. august 2005 og bankens skrivelse af 6. marts 2006, får 500.000 kr. i lånets løbetid af klageren, mens han kun får dette beløb minus kurstab på 19.500 kr. samt diverse omkostninger, så skal indklagede have 2.000 kr. for at have bistået banken med arbejdet. Men det kommer ikke klageren ved, heller ikke selv om indklagede senere overtager pantebrevet.
Klageren fik ikke klarhed ved de efterfølgende samtaler med banken (banken kunne eller måtte ikke udtale sig om problemet), men banken sendte skrivelsen af 6. marts 2006, hvori er anført:
”Vi søger til enhver tid, at …(indklagedes)… priser skal være ”faste fair og gennemsigtige”.
Det synes indklagede ikke at være helt enig i. F.eks. skrivelse af 24. august 2010, hvori bidragsforhøjelserne meddeles. I overskriften anføres: ”Forhøjelse af bidragssatsen på dit lån”. Men i 1. afsnit anføres, at ”Bidragssatserne for traditionelle realkreditlån med fast rente og afvikling ændres ikke”.
I 2. afsnit skrives om problemer med realkreditlån.
I 3. afsnit startes med ”Bidragssatsen for dit lån med fast rente og afdragsfrihed hæves 1/10”.
I 4. afsnit anføres at ”Indklagede fastholder bidragssatserne …”
Klageren har forsøgt at få klarhed over, hvad det er, men uden held. Indtil bidragssatserne blev hævet i 2010, anvendte indklagede i relation til klageren ordet ”Pantebrev”. Det gør man ikke mere, men noget med forskellige kreditbetegnelser.
Klageren anser det ikke for rigtigt, at et foretagende køber/overtager et kursnedsat dokument og derefter uden debitors godkendelse forhøjer fastsatte betalingsbeløb, som det passer den nye ejer.
Ved lånets etablering i 2005 blev det aftalt, at de i pantebrevet (amortiseringsplanen) fastsatte kvartalsydelser kunne hæves på hans betalingsservicekonto hos banken. Det fungerede derefter perfekt, men siden ydelserne blev forhøjet, har man blot hævet det mere, også selv om klageren mundtligt og skriftligt har meddelt indklagede, at det, der foregår, er forkert. Men det har man aldrig kommenteret. Man forhøjer stadig bidragene og hæver klagerens penge.
Indklagede har som bilag og dokumentation til klageskrivelsen af 30. november 2012 vedlagt et 7 sider cirkulære ”Almindelige forretningsbetingelser, Generelt”, som der henvises til, og det anføres, at det sammen med lånetilbud og pantebrev var gældende på optagelsestidspunktet i 2005.
Klageren har foran anført, at det er forkert. Klageren har et tilsvarende eksemplar liggende. Det har klageren i 2007 modtaget fra banken sammen med bankens særskilte cirkulære, der er ”Generelle vilkår for Privatkunder”, der har en udstedelsesdato 1/4-2007. (Når der er 2 forskellige cirkulærer fra 1/4-2007 skyldes det blandt andet efter det, klageren fik oplyst, at indklagede opdeltes i 2 områder: forretningsområdet og privatområdet). Klagerens eksemplar har ingen dato. På hver af de 7 sider er der øverst et stort tryk, hvor der står indklagede og intet andet før teksten.
Det af indklagede fremlagte eksemplar i klagesagen på de 7 sider er også nøjagtigt samme fotokopi af samme tryk som klagerens eksemplar. Men det fra indklagede har intet mærke, kun er med lille skrift anført 0105. Det er ikke skrevet samtidig med teksten, da typen er en lille smule bredere end teksttyperne. Endvidere står der TEST med lidt større skrift end selve teksten. Hvad ordet dækker og betyder, ved klageren ikke. Men det er en del af den fremlagte dokumentation.
I sagsforløbet har klageren modtaget mange cirkulærer og lignende om indklagedes rettigheder, eller hvad indklagede påberåbte sig som sådanne, som klageren har måttet sætte sig ind i for at kunne forstå eller forsøgt at kunne forstå sagsbehandlingen. Disse cirkulærers sideantal er 7+2+3+3+6 eller i alt 21 + breve m.v.
I alle disse meddelelser kredses meget om risikoen ved tab på disse debitorer. Det kommer også frem ved skrivelser om bidragsforhøjelser. Men hvorfor til klageren, hvis købspris på huset var 1,3 mio. Det er vurderingen også, og salgsprisen er ikke mindre. Det er en 1. prioritet. Der er ingen anden gæld i ejendommen. Klageren har ingen anden gæld i det hele taget.
Klageren har i sagsforløbet måttet bruge mange timer på indklagedes meget vanskeligt forståelige eller forkerte udlægning af diverse forkerte afgørelser. Er sagens slutning, at indklagede ikke havde ret til at forhøje gebyret, må klageren ud over tilbagebetaling også tilkomme et væsentligt gebyr for de mange spildte timer, som indklagede har været skyld i.
INDKLAGEDES FREMSTILLING:
Indklagede henviser til den fremlagte korrespondance, der viser den hidtidige dialog med klageren. Efter indklagedes opfattelse klages der over de bidragsændringer, som indklagede har foretaget de seneste par år, og som har haft betydning for klagerens lån i indklagede.
Med hensyn til indklagedes hjemmel til at forhøje bidraget henvises til indklagedes Almindelige Forretningsbetingelser, som var gældende på optagelsestidspunktet i 2005, lånetilbudet samt pantebrevet.
Som det fremgår af den ovennævnte korrespondance, har indklagede redegjort for bidragsforhøjelserne i forbindelse med klagerens henvendelser, og indklagede henviser til denne korrespondance.
Indklagede henviser i øvrigt til, at klageren i sin korrespondance både med indklagede og ved henvendelsen til Realkreditankenævnet og Finanstilsynet selv henviser til det materiale, der er udleveret i forbindelse med låneoptagelsen, herunder pantebrev, forretningsbetingelser, standardiseret informationsblad m.v.
Det er indklagedes opfattelse, at klageren er fuldt informeret om konsekvenserne af låneoptagelsen, herunder at der kan ske ændringer i bidragssatsen i lånets løbetid.
OPLYSNINGER M.V. FRA NÆVNSSEKRETARIATET:
Bekendtgørelse nr. 1406 af 20. december 2012 om god skik for finansielle virksomheder, investeringsforeninger mv. indeholder i § 6, stk. 3, følgende bestemmelse (som er identisk med bestemmelser i de tidligere god skik bekendtgørelser):
”Vilkår om ændringer i løbende kundeforhold af renter, gebyrer, bidrag eller andet vederlag skal indeholde en angivelse af de forhold, der kan udløse en ændring, og må ikke give den finansielle virksomhed en vilkårlig adgang til at foretage ændringer.”
ANKENÆVNETS BEMÆRKNINGER:
Af såvel indklagedes lånetilbud af 8. august 2005 som af det for lånet udstedte pantebrev fremgår det, at bidraget er variabelt og til enhver tid kan ændres af indklagede. Dette fremgår ligeledes af indklagedes Almindelige Forretningsbetingelser, der endvidere indeholder en beskrivelse af årsager til og fremgangsmåder ved bidragsændringer. Nævnet bemærker i den forbindelse, at der - bortset fra forskelle i skrifttyper - ikke synes at være indholdsmæssig forskel på de af indklagede fremlagte Almindelige Forretningsbetingelser fra januar 2005 og de Forretningsbetingelser, som klageren fik udleveret ved låneoptagelsen.
Nævnet finder, at der i det fremlagte aftalegrundlag er den fornødne hjemmel til, at indklagede kan forhøje bidraget med det skete varsel. Der er endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte bidragsforhøjelsen som vilkårlig eller urimelig. De kreditoplysninger, herunder amortiseringsplaner, som klageren i flere omgange har modtaget fra indklagede, kan ikke tages som udtryk for en aftale om en bestemt bidragssats, idet kreditoplysningerne er – og alene kan være – baseret på de på beregningstidspunktet gældende bidragssatser.
Nævnet lægger til grund, at klagerens terminsydelser har været trukket på hans konto som led i en BetalingsService aftale, og finder ikke, at en hævning svarende til den fulde terminsydelse, inklusive bidragsforhøjelsen, kan karakteriseres som uretmæssigt, medmindre klageren har opsagt BetalingsService aftalen. Nævnet bemærker hertil, at indklagede ved klagerens undladelse af at betale den fulde terminsydelse ville kunne gøre misligholdelsesvirkninger gældende.
Klagerens påstand om erstatning for den tid, han har brugt på at afklare sagen, kan ikke imødekommes.
Som følge af det anførte
b e s t e m m e s
Indklagede, Nordea Kredit A/S, frifindes.
Henrik Waaben / Susanne Nielsen