Indsigelse mod modregning i indestående på lønkonto.
| Sagsnummer: | 103 /2008 |
| Dato: | 26-06-2008 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Modregning - øvrige spørgsmål
Modregning - trangsbeneficium |
| Ledetekst: | Indsigelse mod modregning i indestående på lønkonto. |
| Indklagede: | Folkesparekassen |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelser imod en overførsel på 5.828,98 kr. fra hendes lønkonto til dækning af et forfaldent rentekrav på en kredit.
Sagens omstændigheder.
I 2004 købte klageren en fast ejendom, som hun og hendes daværende ægtefælle, M, ønskede at istandsætte/ombygge og derefter anvende som beboelse for familien. M var efter en konkurs registreret i RKI og var derfor ikke medejer af ejendommen.
Købet og ombygningen blev finansieret via Folkesparekassen, der hjemtog et ejerskiftelån på 497.000 kr. og et forhåndslån på 310.000 kr. i DLR Kredit. Ved gældsbrev af 25. maj 2004 ydede sparekassen endvidere klageren og M et lån på 150.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.800 kr.
Kort efter købet af ejendommen ophævede klageren og M samlivet. Ombygningen blev ikke færdiggjort, og sparekassen indfriede derfor forhåndslånet ved betaling af 309.961,94 kr. til DLR Kredit den 5. oktober 2006. Beløbet blev hævet på klagerens udlægskredit i sparekassen, som herefter havde en saldo på 305.875,50 kr. (negativ). Ved de efterfølgende rentetilskrivninger på udlægskreditten steg gælden herpå til 335.728,98 kr. pr. den 31. december 2007, hvor maksimum på kreditten var 330.000 kr. Sparekassen rykkede klageren og M for inddækning af overtrækket. Gebyrerne herfor udgjorde i alt 100 kr.
Den 6. februar 2008 overførte sparekassen 5.828,98 kr. fra klagerens lønkonto til inddækning af overtrækket på udlægskreditten. Efter overførslen var der et indestående på lønkontoen på 20.802,96 kr. Den 5. februar 2008 var der betalt 5.250 kr., formentlig til husleje.
Det fremgår, at der på klagerens lønkonto i perioden 15. januar-4. februar 2008 blev indsat følgende beløb:
18. januar 2008 | 8.912,00 kr. | børnefamilieydelse |
18. januar 2008 | 7.858,00 kr. | børnetilskud |
24. januar 2008 | 1.920,58 kr. | løn |
31. januar 2008 | 8.013,00 kr. | dagpenge |
1. februar 2008 | 3.022,00 kr. | boligsikring |
4. februar 2008 | 2.118,00 kr. | underholdsbidrag |
I alt | 31.843,58 kr. |
Ved e-mail af 9. februar 2008 protesterede klageren over modregningen, som blev fastholdt af sparekassen ved brev af 21. februar 2008.
Den 26. februar 2008 blev der af skattemyndighederne begæret tvangsauktion over ejendommen. Som følge heraf opsagde sparekassen såvel udlægskreditten som lånet til fuld indfrielse.
Af sparekassen almindelige forretningsbetingelser fremgår bl.a.:
"ModregningFolkesparekassen kan uden forudgående meddelelse til Dem modregne forfaldent tilgodehavende mod Dem i ethvert tilgodehavende, som De har eller får hos Folkesparekassen, medmindre andet er aftalt med Folkesparekassen.
Folkesparekassen modregner ikke i den del af Deres løn eller offentlige ydelser m.v., som er nødvendige til at dække Deres almindelige leveomkostninger. Folkesparekassen modregner heller ikke i indestående på konti, der efter lovgivningen eller særlig aftale er sikret mod kreditorforfølgning."
Parternes påstande.
Den 28. februar 2008 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Folkesparekassen skal tilbageføre modregningen på 5.828,98 kr.
Folkesparekassen har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at M efter samlivsophævelsen blev boende i ejendommen og betalte udgifterne i forbindelse hermed. Ifølge den daværende afdelingsbestyrer i sparekassen behøvede hun ikke at skifte bank på grund af samlivsophævelsen og de problemer, der kunne opstå i forbindelse med ejendommen. Han lovede højt og tydeligt, at sparekassen ikke ville hæve på hendes lønkonto. På grund af denne aftale var sparekassen afskåret fra at modregne, jf. de almindelige forretningsbetingelser.
Hun er enlig mor til tre børn og har startet en ny tilværelse i en lejlighed. Hun er pædagog og arbejder som vikar. Jf. kontoudskriften er hendes reelle indkomst på knap 10.000 kr. Hendes indtægter i øvrigt vedrører underholdsbidrag, boligsikring, børnetilskud og børnefamilieydelse. Årsagen til at der på modregningstidspunktet indestod et relativt stort beløb på lønkontoen var bl.a., at de kvartalsvise børneydelser var blevet udbetalt kort tid forinden.
Ved modregningen handlede sparekassen i strid med sit idegrundlag om etisk forsvarlig og bæredygtig rådgivning og service. Sparekassen burde i hvert fald have givet et varsel, før modregningen blev gennemført.
Når ejendommen er blevet solgt, må der tages stilling til, hvordan der skal forholdes med hensyn til en eventuel restgæld.
Folkesparekassen har anført, at modregningen skete i overensstemmelse med gældende lovgivning, idet der var tale om forfalden gæld. Der blev ikke modregnet i børnefamilieydelse eller børnetilskud. Efter gennemførelsen af modregningen indestod der 20.802,96 kr. på lønkontoen.
Efter en gennemgang af sagen har man ikke været i stand til at finde dokumentation for, at der skulle være indgået en aftale med den tidligere leder af afdelingen om fraskrivelse af retten til at modregne.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det er ikke godtgjort, at Folkesparekassen ved en mundtlig aftale med klageren havde afskåret sig fra at foretage modregning i indeståendet på lønkontoen.
Det modregnede beløb på 5.828,98 kr. var forfaldent til betaling, og sparekassen var derfor som udgangspunkt berettiget til at foretage modregning i indeståendet på klagerens lønkonto.
Da der efter sparekassens modregning den 6. februar 2008 var et indestående på klagerens lønkonto på 20.802,96 kr., finder Ankenævnet, at sparekassen overholdt sin forpligtelse til at sikre sig, at der efter modregningen indestod tilstrækkelige midler på kontoen til dækning af almindelige leveomkostninger for klageren og dennes tre børn, jf. sparekassens almindelige forretningsbetingelser og princippet i retsplejelovens § 509. Dette gælder, selv om en væsentlig del af dette indestående hidrørte fra børneydelser, som var udbetalt i januar måned, og som skulle dække et kvartal.
Ankenævnet finder herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge sparekassen at tilbageføre modregningen.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.