Afgørelse

Rådgivning om omprioritering af lån omfattet af virksomhedsskatteordningen.

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med en omprioritering, hvor et lån omfattet af virksomhedsskatteordningen blev omlagt.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er tandlæge, ejer en mindre landbrugsejendom, hvor han bor. Klageren har oplyst, at han har et par køer gående som hobby.

Klageren rettede i efteråret 2001 henvendelse til indklagedes Svendborg afdeling, hvor han er kunde, idet han overvejede at foretage en omprioritering af ejendommen med henblik på at opnå en lavere ydelse. Ejendommen var da bl.a. belånt med et kontantlån ydet af DLR. Lånets restgæld var ca. 585.000 kr. med en obligationsrestgæld på 605.899 kr. Restløbetiden var ca. 14 år. Lånet var ydet på basis af 9 % inkonvertible obligationer, som da var i kurs ca. 130.

Ved klagerens henvendelse blev det aftalt, at indklagede skulle indhente et lånetilbud på et obligationslån til brug for en omprioritering.

Indklagede har anført, at indklagedes medarbejder E efter modtagelsen af lånetilbud beregnede, at det isoleret set ikke kunne betale sig at indfri DLR-lånet, hvilket E meddelte klageren, der blev rådet til at søge rådgivning om konsekvenserne af en låneomlægning hos sin revisor. Klageren bestrider, at E ved denne lejlighed eller senere skulle have tilrådet ham at rette henvendelse til sin revisor. Det blev ved samme lejlighed aftalt, at indklagede skulle indhente tilbud på et rentetilpasningslån.

Medio januar 2002 modtog indklagede et lånetilbud fra DLR på et 30-årigt rentetilpasningslån. Af et af DLR udarbejdet omprioriteringsforslag fremgår, at nutidsværdien af ydelserne på det nye lån ved en skattemæssig fradragsværdi på 32 % i lånets løbetid ville være 20.563 kr. større end ydelserne på det eksisterende lån. Klageren har oplyst, at det hidtidige lån skattemæssigt var i virksomhedsordningen, hvor den skattemæssige fradragsværdi var på 60 %.

Ultimo januar 2002 meddelte klageren, at han ønskede omprioriteringen foretaget i overensstemmelse med lånetilbuddet fra medio januar måned.

Indklagede gennemførte herefter omprioriteringen.

Klageren rettede efterfølgende henvendelse til indklagede og gjorde gældende, at indklagede havde ydet utilstrækkelig rådgivning om konsekvenserne af omprioriteringen, herunder særligt, at der ved beregningen af omprioriteringens konsekvenser ikke var taget hensyn til, at lånet var omfattet af virksomhedsskatteordningen. Klageren stillede krav om betaling af erstatning. Klagerens henvendelse førte ikke til en bilæggelse af tvisten.

Parternes påstande.

Klageren har den 27. januar 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 75.651 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han til brug for beslutningen om at gennemføre omprioriteringen modtog DLR's beregning, hvoraf fremgik sammenligning af nutidsværdien af ydelserne på det eksisterende lån med det foreslåede lån. Beregningen viste en forøget samlet ydelse på ca. 20.000 kr. ved skat på 32 %. Han modtog ikke yderligere rådgivning om konsekvenserne ved en omlægning.

Han bestrider, at E på noget tidspunkt henviste ham til at søge rådgivning hos sin revisor.

Indklagede har i alle årene i hvert fald siden 1996 modtaget kopi af hans regnskaber og burde derfor have et detaljeret kendskab til hans private økonomiske forhold.

Hans revisor gjorde efterfølgende opmærksom på, at DLR-lånet ikke burde være omlagt særligt henset til, at hans skattemæssige fradragsmulighed for renter var 60 %, hvortil kom, at obligationerne til indfrielse blev indkøbt til ca. kurs 129. Lånets restløbetid var kun ca. 13 år. Revisoren har beregnet, at han har tabt 75.651 kr. i nutidsværdi, som han kræver godtgjort.

Han havde ikke inden henvendelsen til indklagede særlig indsigt i karakteren af lånet til DLR, herunder spørgsmålet om obligationernes inkonvertibilitet.

Det måtte være en selvfølge, at indklagede i forbindelse med rådgivningen lod de skattemæssige konsekvenser indgå. Dette kan ikke vurderes som rådgivning om specifikke skatteforhold. Indklagedes medarbejder burde derfor have henledt hans opmærksom på, at beregningen fra DLR var på grundlag af en værdi af skattefradraget på 32 %. Indklagede bør derfor godtgøre ham tabet.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen vedrører erhvervsforhold, idet der er tale om lån i klagerens landbrugsejendom, ligesom lånet er omfattet af virksomhedsskatteordningen. Hertil kommer, at der er uenighed om de faktiske oplysninger i sagen, særligt om E opfordrede klageren til at søge rådgivning hos revisor.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klageren flere gange blev gjort opmærksom på det store kurstab, der var forbundet med indfrielse af DLR-lånet, og at det ikke isoleret set kunne betale sig at indfri dette.

Ud fra sit kendskab til klagerens økonomiske forhold rådede E flere gange klageren til at søge rådgivning hos revisor.

Af lånetilbuddet fremgår direkte, at der er regnet med en skatteprocent på 32 %, og klageren må være blevet bekendt hermed ved sin gennemgang af tilbuddet.

Indklagede har ikke begået fejl, der kan medføre et erstatningsansvar.

Det bemærkes, at det ikke påhviler indklagede at rådgive om specifikke skatteforhold.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Under hensyn til det, der er oplyst om klagerens landbrugsejendom, finder Ankenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at afvise klagen som erhvervsmæssig.

Af side 1 i den beregning af konsekvenserne af en låneomlægning, som DLR havde udarbejdet, fremgik forskellen i ydelser på de to lån, henholdsvis brutto - uden hensyn til skattemæssige forhold - og ved en skatteprocent på 32.

Klageren har ikke bestridt at have været opmærksom herpå.

Ankenævnet finder, at klageren var nærmest til at være opmærksom på, at han var omfattet af virksomhedsskatteordningen, og at der derfor manglede en for ham betydningsfuld oplysning i DLR's materiale.

Indklagede har derfor ikke handlet ansvarspådragende over for klageren ved ikke at henlede hans opmærksomhed herpå.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.