Afgørelse

Rådgiveransvar. Omkostninger til garantistillelse.

Klagerne underskrev i marts 2008 skøde vedrørende køb af en ejendom af klager 1’s forældre. Ifølge skødet skulle der ved underskrivelsen stilles uigenkaldelig bankgaranti for købesummen på 3.200.000 kr. Garantien skulle pr. overtagelsesdagen afløses af kontant betaling. I april 2008 indgik klagerne aftale om garantistillelsen med det pengeinstitut, som er koncernforbundet med det indklagede realkreditinstitut. Ifølge aftalen ville garantiprovisionen udgøre 1,5 pct. af garantibeløbet, såfremt der ikke blev optaget endeligt lån i realkreditinstituttet. Samtidig afgav realkreditinstituttet et lånetilbud til klagerne på et 30-årigt obligationslån på 2.538.000 kr. Klagerne meddelte i februar 2009 det koncernforbundne pengeinstitut, at de havde annulleret købet af ejendommen, idet de ikke kunne sælge deres hidtidige hus, og at de tilsvarende anså garantien for annulleret. Pengeinstituttet opgjorde i marts 2009 betalingen for garantistillelsen til 50.391,06 kr. Uanset protester fra klagerne blev kravet fastholdt, blandt andet med henvisning til, at pengeinstituttet i hele perioden havde været forpligtet til at holde købesummen til disposition, og at vilkårene var beskrevet i regarantien, som klagerne havde underskrevet.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at instituttet ikke kunne kræve garantiprovision betalt af dem, subsidiært at instituttet ikke kunne kræve garantiprovision af den omhandlede størrelse. Instituttet påstod frifindelse. Klagerne anførte over for Nævnet blandt andet, at de havde fået mangelfuld information om såvel omkostningerne til som behovet for garantistillelse, herunder idet der var tale om en ”familiehandel”.

Nævnet fandt, at der ikke forelå omstændigheder, der kunne begrunde, at klagerne kunne fritaget for forpligtelsen til at betale for garantistillelsen med det aftalte beløb på 1,5 pct. p.a. af garantibeløbet, da lån ikke blev optaget hos instituttet. Nævnet bemærkede, at der ikke var grundlag for at fastslå, at instituttet havde haft anledning eller forpligtelse til at rådgive om, hvorvidt garantistillelse var nødvendig i betragtning af, at handelen var en ”familiehandel”. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at fastslå, at garantiprovisionen stod i misforhold til dels den risiko, som instituttet havde påtaget sig at afdække med garantien, dels kapitalbelastningen for instituttet. Mindretallet tilføjede i tilslutning hertil, at det havde været hensigtsmæssigt, om instituttet havde oplyst beløbsstørrelsen på garantiprovisionen, der kunne beregnes allerede på tidspunktet for garantistillelsen. Nævnet frifandt som følge af det anførte instituttet.