Afgørelse

Spørgsmål om kaution for tidligere stiftet gæld, delkaution.

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelser vedrørende en kautionsforpligtelse.

Sagens omstændigheder.

Den 11. marts 1994 underskrev klageren særskilt kautionsdokument, hvorefter han indestod som selvskyldnerkautionist for sin samlever S' lån hos indklagede. Af kautionsdokumentet fremgår:

"[ Klageren]

indestår som selvskyldnerkautionist for opfyldelse af hvad:

[ S]

(i det følgende kaldet debitor) måtte blive banken skyldig, i medfør af følgende forpligtelse over for banken, herunder renter og omkostninger i anledning af en eventuel misligholdelse:

Udlån nr. …………. kr. 114.200,00.

Kautionsforpligtelsen er dog begrænset til maksimalt at udgøre:

43.000,00 + renter, provision og gebyrer heraf. Kautionen frigives den 1/4-1999 under forudsætning af, at der ikke er restancer på lånet samt at engagementet har forløbet uden anmærkninger.

Selvskyldnerkautionen indebærer, at jeg må opfylde debitors forpligtelser over for banken, hvis debitor ikke selv opfylder dem. Dette gælder tillige renter, provision, gebyrer samt bankens omkostninger i anledning af misligholdelsen.

…….

Inden underskrift på dokumentet er jeg blevet vejledt om følgende særlige forhold:

- at det/den kautionssikrede lån/kredit ikke stilles til debitors disposition, men benyttes til betaling af andre af debitors forpligtelser over for banken."

Den 29. marts 1996, på hvilket tidspunkt kautionslånets restgæld var 92.287,83 kr., blev lånet forhøjet med 7.600 kr. til 99.887,83 kr. Afviklingen skulle ske med 1.250 kr. månedligt. Klageren underskrev gældsbrevet som selvskyldnerkautionist uden begrænsninger.

Indklagede har anført, at kautionslånets ydelse pr. 31. januar 2001, som var overført fra låntagers konto, blev tilbageført den 1. februar 2001, idet den betrukne konto kom i overtræk ved overførslen.

Ved skrivelse af 23. maj 2001 rettede indklagede henvendelse til klageren med oplysning om, at kautionslånet var misligholdt, og at restancen udgjorde 6.000 kr. Såfremt restancen ikke var betalt 1. juni 2001, eller S havde kontaktet indklagede inden samme dato, ville engagementet og kautionsforpligtelsen blive krævet betalt.

Ved skrivelse af 6. juni 2001 anmodede indklagede klageren om at indfri kautionsforpligtelsen. Kautionslånets restgæld udgjorde 41.860,95 kr. med tillæg af renter til dato 1.173,57 kr., eller 43.034,52 kr.

Indklagede har anført, at S ved en fogedforretning den 2. august 2001 oplyste, at hun ikke kunne afvikle gælden.

Parternes påstande.

Klageren har den 28. september 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionen ikke kan gøres gældende.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han i 1994, hvor han var 23 år, ikke blev orienteret om, at der var tale om kaution for tidligere stiftet gæld. Han fik heller ikke nogen information om konsekvenserne af kautionen. Af denne grund bør indklagede ikke kunne gøre kautionen gældende.

Også da han kautionerede i 1996, var der tale om kaution for gammel gæld.

Da indklagede nu anfører, at det er den oprindelige begrænsede kaution, der gøres gældende, kan indklagede ikke være berettiget til at afskrive og afdrage på en udvidelse af gælden, men alene på det kautionssikrede oprindelige lån.

Indklagede har anført, at klageren oprindeligt kautionerede for hele lånet, men begrænset til 43.000 kr. plus renter, provision og gebyrer. Kautionen er således begrænset, men der er ingen holdepunkter for at antage, at der er tale om en delkaution for en bestemt del af lånet.

Af kautionsdokumentets side 2 fremgår, at klageren specifikt blev gjort bekendt med, at der var tale om en forhøjelse til indfrielse af eksisterende gæld til indklagede.

Selv om kautionsforpligtelsen i princippet blev udvidet den 29. marts 1996, idet beløbsbegrænsningen blev udeladt, gør indklagede ikke den udvidede del af kautionen gældende. Man gør alene krav gældende på baggrund af den begrænsede kau-tionsforpligtelse. Klagerens forpligtelse er derfor de facto ikke blevet mere byrdefuld.

Det kan ikke tillægges betydning, at klageren i 1996 ikke blev gjort opmærksom på, at der var tale om kaution for eksisterende gæld, da klageren havde fået denne information i 1994, og da der var tale om samme lån.

Det fremgår af begge kautionsdokumenter, at indklagede frit kan vælge, på hvilken del af den sikrede fordring indbetalinger skal afskrives. Det er almindeligt antaget, at kautionisten under alle omstændigheder ikke kan kræve, at indbetalte beløb anvendes til nedbringelse af den kautionssikrede del af fordringen. Indklagede er derfor berettiget til at gøre kautionen gældende for så vidt angår ethvert beløbsinterval inden for det kautionssikrede låns hovedstol.

Af begge kautionsdokumenter fremgår konsekvenserne af forpligtelsen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af kautionsdokumentet fremgår, at kautionen blev afgivet for S' forpligtelser vedrørende lånet, der var anført med hovedstolen på 114.200 kr., ligesom det fremgår, at lånet ikke blev stillet til S' disposition, men til betaling af S' forpligtelser over for indklagede. Endvidere er betydningen af kautionen oplyst.

Ankenævnet lægger herefter til grund, at klageren var bekendt med, hvad kautionsforpligtelsen indebar, herunder at det ydede lån ikke i fuldt omfang effektivt blev udbetalt til S.

Indklagede gør alene krav gældende i henhold til den begrænsede kautionserklæring og ikke i henhold til erklæringen fra 1996. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte klagerens forpligtelse, hverken helt eller delvist. Herved bemærkes, at klageren kautionerede for det fulde beløb, men beløbsmæssigt begrænset til 43.000 kr. med tillæg af renter m.v.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.