Afgørelse

Fejl i økonomiberegning. Rådgiveransvar.

Klageren ejede sammen med sin daværende ægtefælle en ejendom, hvori der indestod et lån til det indklagede realkreditinstitut. Klageren rettede i september 2009 henvendelse til instituttet med anmodning om et tillægslån, idet han skulle separeres og ønskede at overtage ejendommen som eneejer. Instituttet udarbejdede i september 2009 en økonomiberegning til klageren, som blandt indeholdt en beregning af klagerens rådighedsbeløb i årene 2009-2013. Til brug for beregningen af klagerens fremtidige rådighedsbeløb var der taget udgangspunkt i klagerens forventede indtægter og udgifter i 2009. De årlige ydelser på realkreditlån indgik i beregningen med 54.000 kr. – angiveligt svarende til halvdelen af de faktiske terminsydelser. Beregningen udviste i øvrigt et rådighedsbeløb på 5-6.000 kr. pr. måned. Klageren henvendte sig i marts 2010 til instituttet vedrørende en uoverensstemmelse mellem det i økonomiberegningen anførte rådighedsbeløb og det faktiske.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var erstatningsansvarligt for den fejl, der blev begået i økonomiberegningen i september 2009. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at instituttet havde begået en ansvarspådragende fejl ved i økonomiberegningen kun at medtage ydelse og rentefradrag for lånet med halvdelen, og at klageren havde været berettiget til at fæste lid til og disponere efter økonomiberegningen. Nævnet fandt ligeledes, at der ikke ud fra overvejelser om egen skyld hos klageren var grundlag for at helt eller delvist at fritage instituttet for ansvar. Efter indholdet af teksten i økonomiberegningen var der ikke grundlag for at fastslå, at instituttet ud fra tilsikrings- eller garantisynspunkter eller ud fra erstatningsretlige tabssynspunkter var forpligtet til at betale klageren forskellen mellem det beregnede og det aktuelle rådighedsbeløb. Efter det anførte var klageren ikke stillet ringere formuemæssigt, end hvis han ikke havde fået denne rådgivning. Nævnet fandt imidlertid, at sagsbehandlingen hos instituttet havde været af en sådan beskaffenheden, at instituttet skulle tilbagebetale vederlaget for låneomlægningen til klageren og vederlagsfrit tilbyde at omlægge klagerens lån til et afdragsfrit lån med fast rente eller variabel rente efter klagerens valg.