Afgørelse

Indsigelse mod hæftelse som meddebitor på lån og kautionist for kassekredit. Spørgsmål om privat eller erhvervsmæssig kaution.

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod hæftelsen som meddebitor på et fælleslån og som kautionist for en kassekredit.

Sagens omstændigheder.

Ved gældsbrev af 5. august 2005 ydede Sparekassen Midt Vest, nu Spar Nord Bank, klageren og A, der er brødre, et lån på 150.000 kr., der skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.500 kr. På gældsbrevets forside er klageren, der er født i 1986, anført som meddebitor.

Ifølge bankens interne notater skulle lånet anvendes til A's opstart af en erhvervsvirksomhed sammen med klageren. Til dækning af ydelsen skulle A, klageren og deres far hver betale 500 kr. pr. måned.

Ved kassekreditkontrakt af 3. februar 2006 ydede banken en erhvervskassekredit med et maksimum på 120.000 kr. til et entreprenørfirma ved A. Klageren underskrev som selvskyldnerkautionist på kassekreditkontraktens side 4 og 5. Ved underskriften på side 5 fremgik bl.a.:

"…

Jeg/vi accepterer omstående bestemmelser for kaution.

Jeg/vi bekræfter samtidig, at Sparekassen Midt Vest har gennemgået betingelserne for og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen. Jeg/vi er herunder gjort bekendt med, at Sparekassen Midt Vest kan kræve, at jeg/vi straks indfrier den del af lånet/kreditten, jeg/vi har påtaget mig at kautionere for, hvis debitor ikke opfylder sin betalingsforpligtelse. Jeg/vi er klar over, at det ikke kun er debitors manglende betaling (restancen), som Sparekassen Midt Vest kan kræve. Jeg/vi er indforstået med, at det er hele kautionsforpligtelsen samt renter heraf, der forfalder til betaling, hvis debitor ikke betaler en ydelse til tiden.

Jeg/vi har derudover modtaget og gjort mig/os bekendt med en genpart af dette dokument, kopi af kreditaftale med angivelse af aktuel gæld, et eksemplar af "Sparekassen Midt Vests almindelige forretningsbetingelser" samt et eksemplar af "Sparekassen Midt Vests almindelige bestemmelser for lån og kreditter", som også gælder for kreditten.

…"

Ved brev af 11. marts 2008 til klageren meddelte banken med henvisning til kautionen, at kassekreditten var i overtræk med 1.176,30 kr. Af kontoudtog fremgår, at kreditten havde været i overtræk siden den 2. januar 2008.

Ved brev af 13. marts 2008 til klageren meddelte banken, at der på lånet var en restance på 658,61 kr.

Den 28. marts 2008 blev A's bo taget under konkursbehandling af skifteretten.

Ved brev af 9. april 2008 sendte banken en kopi af gældsbrevet for lånet samt kontoudtog til klageren.

Med henvisning til konkursen anmodede banken ved brev af 15. april 2008 klageren om at indfri kautionsforpligtelsen for kassekreditten, som pr. den 28. marts 2008 blev opgjort til 123.865,71 kr.

Den 17. april 2008 blev der afholdt et møde mellem banken, klageren og faderen. På mødet var der ikke enighed om klagerens forpligtelser over for banken.

Parternes påstande.

Den 23. april 2008 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal frafalde sit krav mod ham i henhold til kautionen og lånet.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han aldrig har været medejer af virksomheden, og at der ikke på noget tidspunkt var tale om, at han skulle være medejer eller indgå i firmaet. Baggrunden for lånet og kautionen var alene, at han ønskede at hjælpe A til opstart af virksomheden. A skulle efter 1-2 år overtage gælden alene. De af banken fremlagte notater vedrørende låneansøgningen har han aldrig kendt til. I 2007 arbejdede han to måneder i virksomheden som almindelig lønmodtager, hvorefter han blev fyret. Han har aldrig fået nogen økonomisk gevinst ud af virksomheden. Sagen bør derfor ikke afvises af Ankenævnet som erhvervsmæssig.

Da han skrev under på lånet og kautionen, var han henholdsvis 18 og 19 år, og hans indkomst bestod af elevløn. Han havde og har ingen formue. Sammen med sin kæreste har han en bil, der er belånt. På baggrund af hans unge alder og hans beskedne økonomi burde banken ikke have accepteret ham som meddebitor på lånet og kautionist på kassekreditten.

Han modtog ingen information om engagementet og havde ingen kontakt med A. I 2007 afslog banken en anmodning fra ham om oplysninger vedrørende engagementet. Han har aldrig fået tilsendt hverken kontooversigter, lønsedler, årsopgørelse eller årsregnskaber. Da han blev informeret om konkursen, tog han kontakt til banken, som først da sendte ham papirerne.

På mødet den 17. april 2008 tilbød han at fortsætte sine betalinger på lånet mod, at banken frafaldt kautionen. Banken afslog dette og ville have ham til at afvikle et samlet lån med 3.000 kr. pr. måned. Banken truede med at tage alt, hvad han ejede, og at han aldrig ville kunne låne igen.

Spar Nord Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen falder uden for Ankenævnets kompetence, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2 og 3, idet der er tale om et erhvervsmæssigt engagement, herunder erhvervskaution.

Banken har behandlet både lånet og kautionen som erhvervsengagementer. Ved begge lånebevillinger gav klageren og A udtryk for, at de skulle starte virksomheden sammen. Klageren skulle være medejer af virksomheden, når hans læretid var afsluttet. Det har formodningen imod sig, at klageren skulle gå med til at låne 150.000 kr. til køb af driftsmidler til en virksomhed, som han aldrig selv skulle være medejer af. Klageren har indtil indgivelsen af klagen betalt ydelser på lånet som meddebitor, hvilket også indikerer, at han havde ejerinteresser i virksomheden. At forholdet mellem klageren og A tilsyneladende senere gik galt, er sagen uvedkommende.

Til støtte for frifindelsespåstanden har Spar Nord Bank anført, at klageren hæfter for lånet i kraft af sin underskrift som meddebitor på gældsbrevet. I overensstemmelse med sædvanlig procedure fik klageren udleveret en kopi af gældsbrevet i forbindelse med underskriften.

Kautionen er blevet behandlet efter gældende regler, jf. lov om finansiel virksomhed § 47. Klageren skal derfor opfylde sin forpligtelse som kautionist. Klageren fik straks besked, da kreditten var overtrukket, jf. brevet af 11. marts 2008. Klagerens regreskrav mod hovedmanden, A, er ikke blevet forringet.

Det fremgår af kassekreditkontraktens side 1, at der er tale om en erhvervsmæssig kassekredit. På side 4 har klageren skrevet under som selvskyldnerkautionist, og på side 5 har klageren skrevet under på selve selvskyldnerkautionen, hvor han bl.a. bekræfter at have gjort sig bekendt med kautionen, kreditaftalen samt almindelige betingelser.

Det bestrides, at banken som anført af klageren skulle have nægtet at udlevere oplysninger om engagementet.

Til brug for mødet havde banken lavet beregninger vedrørende en sammenlægning af lånet og kassekreditten med henblik på en afdragsordning, som klageren kunne betale. Klageren var imidlertid ikke indstillet på at oplyse om sin økonomi. Det bestrides, at klageren på nogen måde blev truet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren var ikke medejer af den virksomhed, som blev etableret og drevet af hans bror A. Ankenævnet finder herefter, at klagen vedrører et privat kundeforhold, herunder en privat kaution, idet det ikke kan føre til andet resultat, at Spar Nord Bank muligvis har fået oplyst, at det var hensigten, at klageren senere skulle indtræde som medejer af virksomheden. Spar Nord Banks påstand om, at klagen skal afvises som erhvervsmæssig, tages derfor ikke til følge.

Der er ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at kautionsforpligtelsen stod i misforhold til klagerens økonomi, jf. nu § 20, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1222 af 19. oktober 2007 om god skik for finansielle virksomheder.

På baggrund af bestemmelserne i kreditkontrakten, som klageren underskrev som selvskyldnerkautionist, må det lægges til grund, at klageren blev informeret om indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen.

Der er herefter ikke grundlag for at tilsidesætte kautionsforpligtelsen i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36.

Der er heller ikke godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at Spar Nord Bank er forpligtet til helt eller delvist at frafalde sit krav mod klageren som meddebitor for lånet.

Kautionsforpligtelsen må også i relation til § 48 i lov om finansiel virksomhed anses for påtaget uden for erhvervsforhold. Det beløb, for hvilket klageren hæfter som kautionist, kan derfor ikke overstige kredittens maksimum på 120.000 kr., jf. § 48, stk. 4.

På baggrund af A's konkurs gjorde banken kautionsforpligtelsen gældende ved brev af 15. april 2008. Banken kan derfor kræve beløbet forrentet efter renteloven fra den 15. maj 2008, jf. rentelovens § 3, stk. 2.

Det må for så vidt angår klagerens kautionsforpligtelse lægges til grund, at banken ikke har overholdt bestemmelsen i § 48, stk. 7, i lov om finansielle virksomheder, hvorefter pengeinstituttet årligt og skriftligt skal give kautionisten meddelelse om størrelsen af den kautionssikrede gæld. Der er imidlertid ikke grundlag for at antage, at klagerens muligheder for at varetage sine interesser er blevet forringet som følge heraf.

Som følge af det anførte