Indsigelse fra arving mod betalinger gennemført efter kontohavers død.
| Sagsnummer: | 513/2010 |
| Dato: | 06-12-2011 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Karin Duerlund, Mette Gade og Troels Hauer Holmberg |
| Klageemne: |
Betalingsservice - afmelding
|
| Ledetekst: | Indsigelse fra arving mod betalinger gennemført efter kontohavers død. |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører indsigelse fra arving mod bankens gennemførsel af betalinger efter kontohavers død.
Sagens omstændigheder.
Klageren i denne sag repræsenterer boet efter sin mor.
Den 16. december 2009 afgik klagerens mor M ved døden. M var kunde i Jyske Bank, hvor hun blandt andet havde en budgetkonto (-48-7) og en lønkonto (-47-9) samt et lån (-42-2), der pr. 16. december 2009 havde en negativ saldo på 7.096 kr.
Klageren henvendte sig samme dag i banken med henblik på at spærre M’s konti, der på daværende tidspunkt havde et indestående på 13.620 kr. for så vidt angik budgetkontoen og 47.318 kr. for så vidt angik lønkontoen.
Klageren har oplyst, at han mellem jul og nytår 2009 opsagde M’s lejlighed.
Den 4. januar 2010 blev der via PBS betalt 565 kr. til DR Licens fra M’s budgetkonto.
Den 6. januar 2010 blev der via PBS betalt 2.295 kr. til M’s boligselskab.
Den 7. januar 2010 betalte banken fremsendte regninger vedrørende M’s begravelse.
Den 29. januar 2010 blev der overført 5.200 kr. fra M’s lønkonto til budgetkontoen. Samme dag blev der fra budgetkontoen betalt 1.000 kr. til M’s lån i banken.
Den 3. februar 2010 blev der via PBS betalt 1.284 kr. til Telia fra M’s budgetkonto.
Samme dag blev der også via PBS betalt 5.823 kr. til M’s boligselskab fra budgetkontoen.
Den 8. februar 2010 blev der via PBS betalt 597 kr. fra M’s budgetkonto for internet/kabel-TV.
Den 26. februar 2010 blev der som i den foregående måned overført 5.200 kr. fra M’s lønkonto til budgetkontoen, samt betalt 1.000 kr. fra budgetkontoen til M’s lån i banken.
Klageren har oplyst, at han på baggrund af en tilsendt kontoudskrift, hvoraf betalingerne for februar fremgik, kontaktede banken for at få dem stoppet.
Af en posteringsoversigt for M’s budgetkonto fremgår imidlertid, at der både den 2. og 4. marts 2010 via PBS blev betalt 1.356 kr. til en forsyningsvirksomhed.
Ved brev af 25. marts 2010 skrev banken til klageren, at der samme dag var registeret en betaling på 6.558 kr. på M’s lønkonto til Aalborg Stift.
Den 30. marts 2010 foretog klageren selv en indbetaling på 3.000 kr. til M’s budgetkonto, mens der fra kontoen samme dag blev betalt yderligere 18.580 kr. til Aalborg Stift.
M’s budgetkonto havde herefter et indestående på 76 kr., mens der på lønkontoen var et indestående på 2.786 kr.
Den 9. april 2010 blev boet efter M af skifteretten udlagt til klagerens bror. Af skifteretsattesten fremgår M’s aktiver som følger:
"…
Indbo, smykker m.v. til salgsværdi på auktion | 0 kr. | |
Begravelseshjælp | 1.050 kr. | |
Bil suzuki Ignis 1 3 årg 2001 | 25.000 kr. | |
Værdipapirer – 8 stk. Jyske Bank Aktier | 1.461 kr. | |
Bankkonti (reg.nr. og konto nr.): | ||
[-479] – 47.318 kr. dog modregningsret | 40.222 kr. | |
af 7.096 kr. herefter værdi | ||
[-487] | 13.620 kr. | |
[-375] | 14 kr. | |
Overskydende pension til udbetaling | 6.078 kr. | |
AKTIVER I ALT | 87.445,00 kr. | |
…" |
Klageren afleverede ifølge det oplyste en kopi af skifteretsattesten til banken.
Banken forsøgte at få tilbageført husleje betalt efter M’s død, men ved brev af 30. august 2010 skrev banken til klageren, at banken ikke længere kunne hjælpe. Af bankens brev fremgik blandt andet:
"…
Vi har forsøgt at kontakte huslejenævnet, men det skal være pårørende inden de kan hjælpe.
Uden lejekontrakten kan vi desværre ikke se, om der er noget i den, som vil gøre det muligt for jer, at få pengene retur.
Vores tilbud om at lade det hele gå i nul herinde, altså indfri det nuværende engagement med Jyske Bank aktierne, og dække underskuddet. I skal vende tilbage senest den 14. september 2010., såfremt I ønsker at gøre brug af tilbuddet.
Hvis I ønsker at gå videre med sagen, kan I sende en klage på vores hjemmeside.
…"
Frem til oktober 2010 skete der løbende overførsler fra lønkontoen til budgetkontoen, samt månedlig overførsel af 1.000 kr. fra budgetkontoen til lånet. Den 19. oktober 2010 var der således et indestående på budgetkontoen på 15 øre samt et underskud på lønkontoen på 1.813 kr.
Parternes påstande.
Klageren har den 20. september 2010 indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår klagerens påstand således, at Jyske Bank skal tilbageføre betalinger foretaget efter den 16. december 2009 fratrukket udgifter til begravelse og gravsted.
Jyske Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han den 16. december 2009, samme dag som hans mor afgik ved døden, henvendte sig i banken med henblik på, at få hendes konti spærret. Han fik ingen information om, at betalingsaftaler også skulle slettes, hvis der ikke fortsat skulle ske hævninger fra kontiene. Efter mødet var han således af den opfattelse, at kontiene var spærret, og såfremt der var ting der stod til betaling via PBS, ville de pågældende kreditorer modtage deres betaling efter boets opgørelse.
I starten af januar 2010 kom diverse regninger vedrørende begravelsen. Banken oplyste ham i den forbindelse om, at såfremt regningerne vedrørte begravelsen kunne de godt betales fra hans mors konti, selvom de var spærrede.
I februar 2010 modtog han et kontoudtog, hvor han til sin forbavselse kunne se, at der fortsat blev hævet penge både på budget- og lønkontoen.
Han kontaktede banken for at få stoppet betalingerne, men modtog ikke nogen forklaring på, hvorfor dette endnu ikke var sket.
Både i skifteretten og i hans eget pengeinstitut fik han at vide, at det var banken, der havde begået en fejl.
Ved hans henvendelse til banken, lod banken ikke til at være af den opfattelse, at det var banken, der havde begået en fejl, men banken ville gerne være ham behjælpelig med at forsøge at få pengene tilbage.
I juni 2010 blev han kontaktet af banken, da de var kørt fast i forsøget på at få pengene tilbage. Bankens medarbejder oplyste ham dog om et sted han kunne prøve at henvende sig, men på baggrund af den information han havde modtaget i sit eget pengeinstitut samt ved skifteretten, meddelte han, at han ikke ville bruge mere tid på at ringe rundt.
Den pågældende medarbejder var herefter nødt til at tale med sin chef, hvorefter han modtog bankens brev af 30. august 2010.
Af det seneste kontoudtog vedrørende hans mors engagement i banken fremgår, at der på trods af hans anmodning om spærring af kontiene både i december 2009 og februar 2010 er foretaget betalinger og overførsler fra kontiene, der ikke har noget med begravelsen at gøre.
Jyske Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at det vil kræve bevisførelse ved domstolene at få afgjort, om der på mødet den 16. december 2009 blev indgået aftale om foreløbigt at lade PBS betalingerne forblive tilmeldt, hvorfor sagen bør afvises i henhold til Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.
Til støtte for frifindelsespåstanden har Jyske Bank anført, at der på mødet den 16. december 2009 blev indgået aftale om, at PBS betalinger fortsat skulle forblive tilmeldt, indtil klageren vendte tilbage til banken.
Klageren bekræftede derved i henhold til aftalelovens § 21 den af M tidligere givne fuldmagt til banken til at gennemføre PBS betalinger. Klageren kan således ikke efterfølgende kræve betalte beløb retur fra banken.
Såfremt Ankenævnet måtte lægge til grund, at der ikke blev indgået aftale om foreløbigt at lade PBS betalingerne forblive tilmeldte, gøres det subsidiært gældende, at grænsen for boudlæg for dødsfald indtruffet i 2009 var på 36.000 kr., og at tilbagebetaling ikke kan kræves, såfremt der er boudlagt mere end grænsen herfor.
Mere subsidiært gøres det gældende, at klageren ikke har dokumenteret det eksakte krav, herunder opgjort hvilke betalinger efter dødsdagen der kræves refunderet. Eventuelle refunderede beløb fra boligselskab, teleselskab mv. vil således skulle fragå i eventuelt erstatningskrav mod banken.
Klageren har i øvrigt ikke dokumenteret at have begrænset sit tabsbegrænsningspligt på vegne af dødsboet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Efter dødsboskiftelovens § 8 påhviler det enhver, der er i besiddelse af den afdødes aktiver, at opbevare disse på betryggende måde. Under henvisning hertil finder Ankenævnet, at det som udgangspunkt må påhvile et pengeinstitut at spærre afdødes konti for udbetaling, når pengeinstituttet bliver bekendt med kontohavers dødsfald.
Det er ubestridt, at klageren den 16. december 2009 henvendte sig i banken for at orientere banken om, at M samme dag var afgået ved døden.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren i den forbindelse indgik aftale med banken om, at PBS betalinger skulle fortsætte.
Ankenævnet finder herefter, at banken som følge af omsorgspligten i dødsboskifteloven § 8 samt klagerens anmodning herom burde have spærret M’s konti for udbetalinger, da banken den 16. december 2009 blev bekendt med M’s død.
Ankenævnet finder på baggrund af ovenstående, at banken skal tilbageføre betalinger foretaget efter den 16. december 2009 til boet efter M, som ikke vedrørte begravelse eller gravsted. Ankenævnet har herved lagt til grund, at betalingerne til Aalborg Stift også vedrører begravelsesudgifter.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at klageren har tilsidesat sin tabs-begrænsningspligt.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Jyske Bank skal inden 30 uger til boet efter M tilbageføre betalinger foretaget efter den 16. december 2009.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.