Spørgsmål om krav, der skulle opfyldes i henhold til akkord, kunne anses for tabt ved passivitet.
| Sagsnummer: | 210 /1997 |
| Dato: | 09-09-1999 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Inge Frølich, Leif Nielsen, Bjarne Lau Pedersen, Allan Petersen |
| Klageemne: |
Akkord - øvrige spørgsmål
Passivitet - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Spørgsmål om krav, der skulle opfyldes i henhold til akkord, kunne anses for tabt ved passivitet. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
I januar 1989 blev der mellem indklagede og klageren indgået aftale om, at indklagede mod at modtage et provenu på ca. 130.000 kr. fra klagerens salg af fast ejendom i Spanien skulle give saldokvittering for et krav på 171.000 kr. Efterfølgende viste der sig problemer med berigtigelsen af salget af ejendommen i Spanien. I 1996 rettede indklagede igen henvendelse til klageren.
Sagens omstændigheder:
Den 30. august 1985 blev klageren sammen med sin daværende samlever og en tredje person dømt til at betale til indklagede 121.370,76 kr. samt renter heraf 9% over Nationalbankens diskonto fra den 17. september 1984.
Baggrunden for indklagedes tilgodehavende var, at klageren i 1980 sammen med sin daværende samlever og en tredje person havde købt en fast ejendom i Spanien. Købesummen blev berigtiget ved provenuet fra et udlandslån på modværdien af 55.000 CHF optaget gennem et pengeinstitut, der senere er fusioneret med indklagede. I september 1982 købte klageren en anden fast ejendom, og provenuet ved salget af den først erhvervede ejendom blev anvendt til ekstraordinær nedbringelse af udlandslånet til 27.000 CHF.
I november 1985 opnåede indklagede udlæg i klagerens faste ejendom i Danmark for et beløb på ca. 126.000 kr.
Klageren gav ved fuldmagt af 10. april 1986 indklagedes daværende advokat fuldmagt til at tiltræde og underskrive ethvert dokument vedrørende berigtigelsen af salget af ejendommene i Spanien.
Udlæget i klagerens ejendom blev kvitteret til aflysning i august 1986.
I 1986 blev grundene i Spanien solgt til en dansk ejendomsmægler L, som til sikkerhed stillede en bankgaranti på 130.000 kr. til fordel for indklagede. Af garantien fremgår:
"Beløbet kan frigives til Dem, når skødet er udarbejdet i [L's] navn og underskrevet af ham for Notarius Publicus. De spanske overdragelsesdokumenter skal altså foreligge i korrekt underskrevet stand."
Af skrivelse af 9. januar 1989 fra indklagede til klagerens daværende advokat fremgår:
"Under henvisning til Deres brev af den 3.1.1989 skal vi herved bekræfte, at vi på mødet den 6.12.1988 meddelte [klageren], at banken er villig til at give saldokvittering på vort tilgodehavende stort kr. 171.000,- samt renter, forudsat at salgsprovenu hidrørende fra salget af grundene i Spanien, et beløb på ca. 130.000,- samt renter, i fuldt omfang anvendes til afskrivning af bankens tilgodehavende.
For at sagen samtidig en gang for alle kan afsluttes i relation til banken, er vort tilbud betinget af, at [klageren og klagerens tidligere samlever] ved deres underskrifter på aftalen tiltræder, at de frafalder ethvert krav mod banken, ligesom de ved deres underskrift erklærer, at sagen er afsluttet, og at banken er berettiget til fremover at afvise enhver form for korrespondance eller forhandling, der kan tænkes at have relation til nærværende sag."
Indklagede har anført, at det efterfølgende viste sig, at salget til L ikke kunne berigtiges, idet det ikke var muligt at fremskaffe det skøde, som i sin tid skulle være udstedt til klageren og de to øvrige købere.
Ved skrivelse af 10. oktober 1993 foreslog L indklagede, at indklagede fik overført 50.000 kr. fra bankgarantien på 130.000 kr. Herudover stillede L forslag om, at "resten opgives/handlen tilbageføres, da jeg ikke kan skaffe midler ca. kr. 30-35.000 til at få skøde på den sidste grund".
Ved skrivelse af 14. oktober 1996 rettede indklagede henvendelse til klageren og anførte:
"Vi skal herved tillade os at vende tilbage til Deres engagement nr. ..... Saldoen på engagementet er dags dato opgjort til kr. 177.304,56 i bankens favør.
Banken bekræftede ved brev af 9. januar 1989 indgået aftale, hvorefter banken ville meddele saldokvittering vedrørende tilgodehavende stort kr. 171.000,- samt renter, forudsat at salgsprovenuet, hidrørende fra salget af grundene i Spanien, et beløb på ca. kr. 130.000,-, blev indbetalt til banken.
Siden januar 1989 har køber af grundene, [L], arbejdet på at få handlen berigtiget, hvilket desværre ikke har været muligt grundet problemer med sælgers retmæssige adkomst til den ene af grundene. Betingelserne for frigivelse af den af køber [L] stillede bankgaranti på kr. 130.000,- vil derfor ikke kunne opfyldes.
Banken har frem til nu udvist stor tålmodighed, også udover hvad der måtte kunne forventes, men vi må nu meddele, at vi ikke længere anser det for realistisk, at handlen gennemføres som forudsat.
Vi skal derfor bede Dem rette henvendelse til Kreditkontoret ...... med henblik på en afvikling af Deres engagement."
Gennem sin advokat protesterede klageren ved skrivelse af 18. november 1996 over for indklagede og gjorde gældende, at indklagedes krav måtte anses for bortfaldet ved passivitet.
I februar 1997 anmodede indklagede om foretagelse af fogedforretning hos klageren; indklagede opgjorde sit krav til ca. 231.000 kr.
I maj 1997 udtog klageren gennem sin advokat stævning mod indklagede med påstand om, at indklagede skulle anerkende, at kravet opgjort i udlægsrekvisitionen var bortfaldet. Samtidig indgav klageren klage til Ankenævnet. Retssagen er udsat på behandling af klagen.
Ved kendelse af 12. august 1997 afsagt af fogedretten i Varde bestemtes det, at indklagedes udlægsbegæring kunne fremmes. Klageren påkærede kendelsen til Vestre Landsret.
I forbindelse med kæremålets indbringelse for landsretten indhentede klagerens advokat en erklæring af 5. september 1997 fra indklagedes daværende advokat, hvoraf bl.a. fremgår:
"På given foranledning skal jeg bekræfte, at der i sin tid er indgået en aftale mellem [indklagede v/navngiven medarbejder] via undertegnedes daværende firma og [klageren] om, at når hun havde underskrevet fuldmagt til banken c/o undertegnede, der bemyndigedes til at overføre hendes andele i ejendomme i Spanien til banken eller ordre, var [klageren] frigjort. Dette er bekræftet i sin tid flere gange overfor [klageren], senest ved telefax af 23/12 1988 til [klagerens] daværende advokat ....... En egentlig saldokvittering underskrevet af banken findes ikke i den gamle sag.
I henhold til de i sin tid stillede bankgarantier af 29/5 1996 [skal være 1986] fra køber, [L], skulle frigivelse kunne ske, når skødet er udarbejdet i [L's] navn, var underskrevet af ham for notarius Publicus og de spanske overdragelsesdokumenter forelå i korrekt underskrevet stand.
Disse betingelser er mig bekendt opfyldt, men det viste sig i sin tid særdeles vanskeligt at få berigtiget dokumenterne i det spanske tinglysningssystem, da nogle ældre rettigheder krævede ejendomsdom m.v. f.s.v. angår en af grundene.
Efter min bedste overbevisning er en afklaring af sidstnævnte betingelser på intet tidspunkt stillet som betingelse for frigørelse af [klageren], hvilket så vidt kan ses af sagen også stemmer med, at banken har udleveret udlægsattester m.v. i kvitteret stand, så snart [klageren] havde underskrevet de korrekte fuldmagter m.m."
Kæremålet ved Vestre Landsret blev efterfølgende hævet, idet det omtvistede beløb blev deponeret, således at udlægget blev frafaldet.
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede skal anerkende, at der i 1989 er indgået en endelig afsluttet akkordordning, subsidiært at indklagede ikke længere kan indkræve sit tilgodehavende, mest subsidiært at indklagedes krav ikke kan overstige 130.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede ved skrivelsen af 9. januar 1989 meddelte, at man mod modtagelse af provenu fra handlen på 130.000 kr. udstedte saldokvittering. På det tidspunkt var grundene solgt, købesummen stod på spærret konto, og indklagede havde fuldmagt til at berigtige handlen. I samme skrivelse blev hun anmodet om ikke at holde sig informeret om sagen ved henvendelse til indklagede. Indklagede overtog kontrollen med handlens berigtigelse. Indklagede undlod at holde hende løbende orienteret om problemerne herved, således at hun kunne have varetaget sine interesser. Først 6 år og 10 måneder senere informerede man hende om, at handlen ikke var blevet berigtiget. Såfremt indklagede var af den opfattelse, at der ikke var indgået en endelig aftale i 1989, påhvilede der indklagede en reklamationspligt over for hende, særligt når henses til, at man havde anmodet hende om at holde sig væk. Indklagede undlod imidlertid at reklamere, og indklagedes krav må derfor anses for bortfaldet ved passivitet. Kravet kan i hvert fald ikke overstige 130.000 kr. svarende til det beløb, der blev aftalt i 1989. Indklagede har haft det fulde ansvar for udviklingen i sagen siden januar 1989, og hun bør derfor ikke stilles ringere end ved indgåelsen af aftalen på dette tidspunkt.
Indklagede har anført, at man ved skrivelsen af 9. januar 1989 tilbød at meddele saldokvittering under forudsætning af, at salgssummen på ca. 130.000 kr. med tillæg af renter i fuldt omfang anvendtes til afskrivning på indklagedes tilgodehavende. Det viste sig efterfølgende, at salget af grundene ikke kunne berigtiges. Det forhold, at der foreligger umulighed med hensyn til at levere modydelsen for saldokvitteringen, har den konsekvens, at tilbudet bortfalder. Indklagede har således ikke tiltrådt en endelig og afsluttet ordning. Klageren har bevisbyrden for, at aftalen kan anses som en endelig og afsluttet akkordordning. Det har formodningen imod sig, at der skulle være indgået en aftale, hvorefter meddelelse af saldokvittering afgives ensidigt uden modtagelse af modydelse. Det er korrekt, at indklagede ved skrivelsen af 9. januar 1989 anmodede klageren om ikke fremover at kontakte indklagede om sagen. Baggrunden herfor var, at klageren tidligere havde indgivet klager til (dengang) Tilsynet med banker og sparekasser og Industriministeriet. Det bestrides, at indklagede har fortabt sit krav ved passivitet. Kravet er fastslået ved dommen af 30. august 1985. Der kan som udgangspunkt ikke fremsættes indsigelser mod rigtigheden af domme. Indklagede har aldrig opgivet kravet, men blot sat inkassationen i bero afventende det endelige salg af grundene i Spanien. Det følger af dansk rets almindelige passivitetsgrundsætning, at en debitor ikke i almindelighed har grund til at tro, at kreditor vil undlade at gøre krav, som debitor kender, gældende.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klagen angår spørgsmålet om, om indklagedes krav mod klageren som fastslået ved dommen af 30. august 1985 er bortfaldet helt eller delvis som følge af den i 1989 indgåede aftale og det efterfølgende forløb. Der er således ikke tale om en indsigelse mod rigtigheden af den afsagte dom.
Af skrivelsen af 9. januar 1989 fremgår, at indklagede var villig til at give saldokvittering på sit tilgodehavende forudsat, at salgsprovenuet hidrørende fra salget af klagerens grunde i Spanien - ca. 130.000 kr. - blev anvendt til afskrivning af indklagedes mellemværende. Klageren måtte på denne baggrund med føje gå ud fra, at indklagede efter at have modtaget det nævnte beløb ikke ville forfølge sit krav yderligere.
Indklagedes tilbud var ikke betinget af, at beløbet, hvoraf der ikke krævedes renter, indgik inden en bestemt dato.
Under disse omstændigheder findes indklagede at måtte anerkende, at man alene kan gøre et krav på 130.000 kr. gældende over for klageren.
Indklagedes krav er undergivet 20-årig forældelse, jf. danske lov 5-14-4, og indklagede, der ikke har givet klageren rimelig anledning til at tro, at man havde opgivet sit krav, findes ikke ved passivitet at have fortabt adgangen til at gøre det gældende mod klageren.
Som følge heraf
Indklagede skal anerkende, at indklagede alene kan gøre et krav på 130.000 kr. gældende over for klageren. Klagegebyret tilbagebetales klageren.