Afgørelse

Indsigelse mod kautionsforpligtelse for prioritetslån.

Sagsnummer:	226/2019
Dato:	22-01-2020
Ankenævn:	Vibeke Rønne, Kristian Ingemann Petersen, Karin Duerlund, Ida Marie Moesby, Lisbeth Baastrup Burgaard.
Klageemne:	Kaution - hæftelse Kaution - stiftelse Kaution - øvrige spørgsmål
Ledetekst:	Indsigelse mod kautionsforpligtelse for prioritetslån.
Indklagede:	Nordea Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod en kautionsforpligtelse for et prioritetslån, som klageren har indfriet med forbehold for tilbagesøgning.

Sagens omstændigheder

Klagerens tidligere samlever, H, indgik den 14. december 2009 en aftale med Nordea Danmark om et Nordea Prioritetslån -020, der var et stående 30-årigt lån med en hovedstol på 1.230.000 kr. med et tilhørende direkte pantebrev i H’s ejendom udstedt til banken og en tilhørende grundkonto -962. Vilkårene for lånet var aftalt i pantebrevet, og det fremgik af pantebrevet, at lånet blev forrentet med en variabel rente på for tiden 5,25 %. Renten blev fastsat på grundlag af renten på indskudsbeviser, som til enhver tid fastsættes af Danmarks Nationalbank med et variabelt tillæg på 4,25 %. På tidspunktet for lånets etablering udgjorde indskudsbevisrenten 1 % om året. Følgende var endvidere anført i pantebrevet:

”Ændring af tillæg

Kreditor kan ændre tillægget i overensstemmelse med kreditors til enhver tid værende ret til at ændre rente, jf. kreditors Generelle vilkår for privatkunder.

Tillægget afhænger af debitors til enhver tid gældende placering i kreditors Fordelsprogram.”

Af aftalen om prioritetslånet fremgik, at provenuet af lånet blev udbetalt til en ”Grundkonto Nordea Prioritet”, og at indlånsrenten fulgte udlånsrenten for den del af indeståendet, der blev modsvaret af gælden på lånet. I overensstemmelse med det i pantebrevet anførte om lånet, var det ligeledes anført, at indlånet blev forrentet med en variabel rente på for tiden 5,25 % om året, der blandt andet bestod af et variabelt tillæg på 4,25 %. Følgende var endvidere anført: ”Rentetillægget afhænger af min/vores til enhver tid gældende placering i Nordea Vilkår for Fordelsprogrammet.”

Klageren har oplyst, at det var aftalt, at han skulle kautionere for prioritetslånet, der blev udbetalt den 18. december 2009. Det var dog ikke aftalt på hvilke vilkår.

Klageren har endvidere oplyst, at han den 27. januar 2010 blev ringet op af en rådgiver i banken og spurgt, om han kunne møde op i banken for at underskrive kautionsdokumentet. Da han oplyste, at dette ikke var muligt, blev det aftalt, at rådgiveren kom forbi klagerens privatadresse på vej hjem for at indhente hans underskrift.

Den 27. januar 2010 underskrev klageren ”Kautionsdokument Privat Selvskyldnerkaution”, hvoraf fremgik, at han indestod banken som selvskyldnerkautionist for opfyldelse af, hvad H måtte blive banken skyldig i henhold til prioritetslån -020.

Det fremgik af kautionsdokumentet, at banken havde informeret klageren om H’s øvrige kreditaftaler med banken samt udleveret H’s seneste årsopgørelse fra skattevæsenet samt H’s seneste tre lønsedler til ham. Endvidere var følgende anført til sidst i kautionsdokumentet:

”For kautionen gælder i øvrigt Generelle vilkår for privatkunder samt Almindelige bestemmelser for lån og kreditter.

Disse bestemmelser, de nævnte oplysninger, kopi af dokumenterne samt Forbrugerrådets og Finansrådets fælles information om kaution er udleveret af banken.

…

Jeg og banken erklærer, at vi sammen har gennemgået Forbrugerrådets og Finansrådets fælles information om kaution.”

Den 30. april 2012 holdt banken et møde med H og klageren i anledning af, at der havde været gentagne overtræk og restancer bl.a. på prioritetslån -020. Det blev drøftet, at klageren, der var pilot, skulle anvende en del af en erstatning, som han var tilkendt for loss of license, til en ekstraordinær nedbringelse af prioritetslånet med 250.000 kr.

Der skete imidlertid ikke en ekstraordinær nedbringelse af prioritetslånet, og der var fortsat gentagne overtræk og restancer på prioritetslånet. Banken sendte i løbet af 2014 og 2015 flere rykkerskrivelser og varsler om opsigelse af prioritetslånet til H og orienteringer om restancerne til klageren som kautionist. H og klageren fik løbende afværget en opsigelse af prioritetslånet samt, at kautionsforpligtelsen over for klageren blev gjort gældende, ved at indbetale restancerne eller indgå aftale med banken om afvikling heraf.

Den 11. september 2015 sendte banken et påkrav til H, hvoraf fremgik, at prioritetslånet var i restance med i alt 64.098,42 kr., og hvis restancen ikke blev betalt inden 8 dage, kunne hele restgælden forlanges indfriet. Banken sendte samme dag en orientering om restancen til klageren som kautionist og anførte, at hvis H ikke betalte inden fristen, ville kontoen blive opsagt, og hans kautionsforpligtelse ville blive gjort gældende.

Den 9. november 2015 sendte banken et brev til H, hvori den opsagde prioritetslånet til fuld indfrielse. Det skyldige beløb inkl. renter udgjorde 1.316.411,49 kr., og beløbet skulle betales senest den 23. november 2015. Banken oplyste, at hvis den opsagte konto var en Nordea Prioritet, ville renten følge den til enhver tid aftalte rente i pantebrevet og H’s placering i fordelsprogrammet. Af opsigelsen fremgik endvidere følgende:

”Opsigelse af aftaler

…

Vi opsiger din tilmelding til Fordelsprogrammet til den 21. 12. 2015, jf. de generelle vilkår for Fordelsprogrammet.

…

Herefter vil rentevilkårene på dine konti (udover inkassokonti) og prisen på dine serviceydelser følge bankens basispriser.

…”

Den 9. november 2015 sendte banken endvidere et brev til klageren, hvoraf fremgik, at den opsagde hans kaution for H i henhold til konto -020 til fuld indfrielse, og at beløbet på 1.316.411,49 kr. skulle betales senest den 23. november 2015. Banken oplyste, at hvis den opsagte konto var en Nordea Prioritet, ville renten ikke blive tilskrevet automatisk. Renten ville følge den til enhver tid aftalte rente i pantebrevet p.t. 4,75 %.

Af bankens Generelle vilkår for Fordelsprogrammet gældende fra den 1. juni 2008 fremgik blandt andet:

”Udmelding og opsigelse

...

Hvis en kunde, der er tilmeldt alene eller som del af en familie, misligholder sine aftaler med banken, Nordea Kredit eller Nordea Liv & Pension, kan banken opsige tilmeldingen til Fordelsprogrammet med 1 måneds varsel.

…”

Banken har oplyst, at renten på prioritetslånet den 4. januar 2016 steg til 7,75 % om året (svarende til en debitorrente på 7,978 % om året) som følge af bankens opsigelse af H’s tilmelding til fordelsprogrammet.

Sagen blev efter opsigelsen overgivet til bankens inkassoafdeling. Banken har oplyst, at H sendte en mail til banken den 20. november 2015, hvori hun bekræftede at have modtaget opsigelsen og oplyste, at hun ikke kunne betale inden fristens udløb, men ønskede at indgå en aftale med banken. Banken har i den forbindelse fremlagt en tekst, der fremtræder som en meddelelse afsendt af H til banken den 20. november 2015, der er udskrevet på papir med bankens logo. Der er ingen oplysninger om afsendelse af mailen på den fremlagte udskrift.

Klageren har bestridt, at meddelelsen er sendt af H. Han har anført, at der var tale om et udkast, som han har forfattet, og som efter hans opfattelse kunne sendes til banken fra H. Klageren har oplyst, at han muligvis ved en fejl sendte dette udkast til banken i stedet for til H.

Banken har endvidere fremlagt en mail af 3. december 2015 fra H til bankens inkassoafdeling. Af mailen fremgik følgende:

”Jeg har den 20.11.2015 mailet til jer vedrørende mit engagement, men har ikke hørt fra jer.

Vil høre om I har modtaget min mail.

Håber vi sammen kan finde en god løsning.”

Klageren har bestridt, at H’s mail af 3. december 2015 var en henvisning til meddelelsen af 20. november 2015 udskrevet på papir med bankens logo, idet meddelelsen som anført af klageren ikke blev afsendt af H til banken.

I perioden fra december 2015 til september 2016 var der løbende dialog mellem H, klageren og banken med henblik på at finde en løsning på mellemværendet. Dette lykkedes dog ikke.

Den 31. oktober 2016 indbetalte H 175.123,20 kr. på prioritetslånet, som dækkede restancerne på daværende tidspunkt.

Den 11. november 2016 betalte H yderligere 275.000 kr., hvorefter hovedstolen blev nedskrevet til 955.000 kr.

Klageren har fremlagt to breve dateret henholdsvis den 23. januar 2017 og den 31. januar 2017 fra bankens inkassoafdeling til ham, hvoraf fremgik, at prioritetslånet var i restance med 22.419,09 kr. Det fremgik endvidere af brevene, at banken havde bedt debitor betale beløbet inden en angiven frist. Det var anført, at såfremt debitor ikke betalte, ville kontoen blive opsagt og hans kautionsforpligtelse ville blive gjort gældende.

Den 13. marts 2017 blev der indbetalt 8.000 kr. på prioritetslånet.

Banken har oplyst, at der i løbet af 2017 løbende blev indgået yderligere aftaler om inddækning af restancer, som ikke blev overholdt, og der blev sendt breve til H og klageren om indfrielse af prioritetslånet for at undgå, at sagen blev sendt i fogedretten.

Da gælden ikke blev indfriet, blev sagen sendt i fogedretten den 9. november 2017, og der blev berammet et fogedretsmøde til den 23. marts 2018. Fogedretsmødet blev udsat, og der blev den 1. juni 2018 foretaget udlæg i H’s ejendom.

H betalte herefter 95.000 kr. i juli 2018 og 190.429,99 kr. i august 2018 på prioritetslånet.

Der var den 21. august 2018 berammet tvangsauktion over H’s ejendom, som blev tilbagekaldt.

For at banken kunne overholde hvidvaskreglerne, bad banken H og klageren om oplysninger om, hvorfra de indbetalte beløb på henholdsvis 95.000 kr. og 190.428,99 kr. kom. Det blev oplyst, at beløbene kom fra salg af en båd i udlandet og en del af klagerens erstatning for loss of license.

Da banken ikke fandt den indsendte dokumentation fyldestgørende, opsagde banken den 20. september 2018 H’s øvrige konti i banken og anførte samtidig at den tidligere havde opsagt konto -020 (prioritetslånet) til fuld indfrielse, og at bankens krav om fuld indfrielse fortsat var gældende. Banken anførte endvidere følgende: ”Din sag er allerede overdraget til ekstern advokat med henblik på at opnå fuld indfrielse af konto [-020].”

I slutningen af 2018 var der fortsat dialog mellem H, klageren og banken om en løsning på sagen for at undgå en tvangsauktion, og der blev sendt en opgørelse over gælden til klageren med henblik på, at han kunne betale beløbet inden årets udgang. Dette skete dog ikke.

Den 8. januar 2019 fortsatte banken tvangsauktionen via sin eksterne advokat.

Klageren har fremlagt en mail af 16. januar 2019 til banken, hvori han anførte, at han ville indfri sin kautionsforpligtelse ved betaling til bankens eksterne advokat, idet banken havde oplyst, at den beregnede sig renter med 19,50 %. Han anførte samtidig, indfrielsen skete under protest og med forbehold for tilbagesøgning.

Banken har oplyst, at den fra sin advokat den 6. februar 2019 fik meddelelse om, at klageren havde indbetalt kautionsforpligtelsen. Banken fik den 13. marts 2019 afregnet 827.036,57 kr. fra advokaten efter fradrag af påløbne omkostninger til indfrielse af restgælden på prioritetslånet.

Banken tilbagekaldte herefter tvangsauktionen over H’s ejendom.

Parternes påstande

Den 30. maj 2019 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal tilbagebetale det af ham indfriede kautionsbeløb med tillæg af procesrenter fra indfrielsen.

Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at bankens rådgivning i forbindelse med at han indgik kautionsaftalen var mangelfuld.

Banken har ikke før eller i forbindelse med hans underskrift af kautionsaftalen informeret ham om, hvilke forpligtelser han påtog sig ved kautionsforpligtelsen.

Lånet blev udbetalt i december 2009. Det er korrekt, at det var aftalt, at han skulle kautionere for prioritetslånet inden udbetalingen, men ikke på hvilke vilkår.

Underskriftforretningen var en hastesag, idet lånet allerede var udbetalt, og bankens sædvanlige procedure blev ikke fulgt. Underskriftforretningen foregik på hans privatadresse efter bankens lukketid og tog mindre end ti minutter. Der var ikke tid til, at han kunne sætte sig ind i kautionens vilkår, idet bankens medarbejder skulle have dokumentet med, når han gik.

Han fik ikke udleveret en kopi af låneaftalen og blev heller ikke i øvrigt oplyst om aftalens risici. Han fik ikke lejlighed til at gennemgå hverken låneaftale, eller ” Forbrugerrådet og Finansrådets fælles information om kaution”

Han modtog heller ingen oplysninger om låneaftalens ”fordelsprogram”, der betød, at banken ved sin ensidige opsigelse af fordelsprogrammet hævede lånets rentesats fra 4,76 % til 7,98 %. Der var tale om et væsentligt aftalevilkår, som ikke fremgik af kautionsdokumentet. Han ville ikke have tiltrådt en kautionsaftale, hvis han havde vidst, at banken havde adgang til at hæve renten på lånet med mere end 40 %.

Som følge af bankens tilsidesættelse af sin vejledningspligt ved indgåelsen af kautionsaftalen, kan banken ikke gøre kautionsforpligtelsen gældende over for ham.

Prioritetslånet blev endvidere ikke gyldigt opsagt af banken over for H ved brevet af 9. november 2015. Opsigelsen blev sendt til H’s adresse på den pantsatte ejendom med almindelig post. H bestrider at have modtaget opsigelsen af 9. november 2015 på daværende tidspunkt, idet ejendommen var udlejet, og hun boede et andet sted. Det er banken, der har forsendelsesrisikoen for et opsigelsesbrev.

Han er bekendt med, at der var mailkontakt mellem H og banken i 2015. Hvilken mail den af banken fremlagte mail af 3. december 2015 fra H henviser til, er han ikke bekendt med.

Da prioritetslånet ikke blev gyldigt opsagt i november 2015, var banken ikke berettiget til at gøre kautionsforpligtelsen gældende over for ham.

Det blev, efter at prioritetslånet i 2016 ekstraordinært blev afdraget med ca. 450.000 kr., aftalt at videreføre lånet på uændrede vilkår med en hovedstol på 955.000 kr., og den angivelige opsigelse fra november 2015 var derfor uden virkning senest fra 11. november 2016, hvor banken ændrede prioritetslånets hovedstol fra 1.230.000 kr. til 955.000 kr.

Hertil kommer, at lånet fra den angivelige opsigelse i november 2015 til januar 2017 blev videreført af både banken og H. I januar 2017 sendte banken ham orientering om, at lånet var i restance med 22.418 kr., og at lånet ville blive opsagt, og at hans kautionsforpligtelse ville blive gjort gældende, hvis H ikke indbetalte restancen.

Banken meddelte ham, at der ville blive tilskrevet exorbitante renter på 19,50%, såfremt han ikke indfriede prioritetslånet. Lånet var ikke gyldigt opsagt og ikke i overtræk. Banken var derfor ikke berettiget til at kalde hans – angivelige – kautionsforpligtelse.

Han indfriede kautionsforpligtelsen under protest og med forbehold for tilbagesøgning. Banken er således forpligtet til at tilbagebetale det betalte kautionsbeløb til ham med procesrenter fra hans betaling til banken.

Nordea Danmark har blandt andet anført, at kautionsaftalen med klageren er gyldig, og at klageren har modtaget den information og rådgivning om konsekvenserne ved at påtage sig en kautionsforpligtelse, som påhviler banken i medfør af lov om finansiel virksomhed § 48.

Ifølge bankens forretningsgang for etablering af private kautioner fremgår det, at rådgiveren – forud for stiftelse af kautionsaftalen – oplyser kautionisten om debitors økonomiske forhold og forklarer, hvilke konsekvenser, der er forbundet med at påtage sig en kautionsforpligtelse.

Endvidere er det en fast fulgt praksis i banken, at rådgiveren udleverer pjecen om kaution udarbejdet af Forbrugerrådet og Finans Danmark (tidligere Finansrådet) til kautionisten.

Klageren har i kautionsdokumentet kvitteret for at have modtaget den information, som banken var forpligtet til at give og udlevere på tidspunktet for hans påtagelse af kautionsforpligtelsen. Desuden må det lægges til grund, at klageren som følge af sit samliv med H på daværende tidspunkt havde et forsvarligt grundlag for at bedømme de risici, der var forbundet med at påtage sig kautionsforpligtelsen.

Det forhold, at underskriftmødet skulle være afholdt på klagerens private adresse kan ikke føre til et andet resultat og har ikke betydning for, hvorvidt banken har iagttaget sine forpligtelser i relation til etablering af kautionen.

Der var ikke tale om kaution for gammel gæld, idet klageren allerede før udbetaling af lånet havde accepteret kautionen. På baggrund af denne accept udarbejdede banken kautionsdokumentet, som klageren underskrev den 27. januar 2010, og hvor han forinden havde modtaget informationer og rådgivning om konsekvenserne ved at påtage sig kautionsforpligtelsen.

Selv hvis der havde været tale om kaution for gammel gæld, kan dette ikke i sig selv føre til, at forpligtelsen var ugyldig.

Bankens opsigelse var gyldig og havde retskraft pr. 9. november 2015, hvor banken sendte opsigelsesbrevet til H og klageren. Brevet til H blev sendt med almindelig post til den adresse, som var registreret i bankens systemer, og som fulgte af folkeregistret, og banken fik ikke brevet retur.

H har i en mail til banken af 20. november 2015 implicit bekræftet, at hun har modtaget opsigelsen. Årsagen til at bankens logo findes på den fremlagte udskrift af mailen er efter al sandsynlighed, at H sendte teksten som en vedhæftning til en mail af 20. november 2015 til banken, som banken udskrev på papir med bankens logo. Endvidere har H i en mail til banken af 3. december 2015 henvist til sin mail af 20. november 2015 til banken.

Endvidere har klageren oplyst, at teksten i mailen af 20. november 2015 var et udkast til H, som han havde forfattet, og som han muligvis sendte til banken ved en fejl i stedet for til H. Dette udsagn bestyrker synspunktet om, at H havde modtaget opsigelsen, og at H havde kommunikeret med klageren om opsigelsen.

Opsigelsen var ikke bortfaldet. De utallige drøftelser om en mindelig løsning kunne ikke efterlade tvivl hos nogen af parterne om, at opsigelsen af 9. november 2015 stod ved magt, idet det netop var denne, der motiverede disse drøftelser, ligesom det løbende var på tale at indgive sagen til fogedretten og fremsende begæring om tvangsauktion. Dette havde ikke været naturlige reaktioner, hvis lånet ikke blev opfattet som opsagt.

Rykkerskrivelserne fra januar 2017, som klageren henviser til, skulle alene opfattes som en meddelelse om, at endnu en aftale med banken var misligholdt, og at lånet fortsat var i restance. Opsigelsen var ikke bortfaldet, idet banken løbende havde fastholdt opsigelsen over for både H og klageren

I perioden efter opsigelsen medførte den løbende dialog og forsøg på at finde en mindelig løsning, at prioritetslånet blev nedbragt, således at klagerens kautionsforpligtelse kunne indfries med 827.036,57 kr. med tillæg af omkostninger til advokaten i stedet for 1.316.411,49 kr., som forpligtelsen blev opgjort til i opsigelsesbrevet af 9. november 2015.

Den lange periode fra opsigelsen i 2015 til indfrielsen af kautionsforpligtelsen i februar 2019 skal ses som et udtryk for, at banken løbende forsøgte at imødekomme H og klageren i forhold til at finde en mindelig løsning frem for på et tidligere tidspunkt at træde til alvorligere foranstaltninger såsom at begære tvangsauktion over H’s ejendom.

Det var alene H’s prioritetslån, der blev opsagt i november 2015, og ikke hendes eventuelle øvrige konti i banken. I september 2018 opsagde banken H’s øvrige konti i banken, og i denne opsigelse anførte banken, at den tidligere opsigelse af prioritetslånet fortsat stod ved magt.

Banken kunne under henvisning til ”Generelle vilkår for fordelsprogrammet” opsige H’s fordelsaftale med en måneds varsel ved H’s misligholdelse af aftaler med banken. Selv om H udtrådte af fordelsprogrammet den 21. december 2015, steg renten på prioritetslånet først til 7,75 % om året den 4. januar 2016. Det var alene til H’s fordel, at banken ikke allerede satte renten på prioritetslånet op pr. 21. december 2015. 

Ankenævnets bemærkninger

Klagerens tidligere samlever, H, optog den 14. december 2009 et Nordea Prioritetslån på 1.230.000 kr. i Nordea Danmark.

Klageren har oplyst, at det var aftalt, at han skulle kautionere for prioritetslånet, der blev udbetalt den 18. december 2009, men at vilkårene herfor ikke var aftalt.

Den 27. januar 2010 underskrev klageren en kautionserklæring, hvoraf fremgik, at han indestod banken som selvskyldnerkautionist for opfyldelse af, hvad H måtte blive banken skyldig i henhold til prioritetslånet. Klageren bekræftede ved sin underskrift på kautionsdokumentet, at han blandt andet modtog økonomiske oplysninger for H, kopi af dokumenterne samt Forbrugerrådets og Finansrådets fælles information om kaution. Ankenævnet lægger i overensstemmelse hermed til grund, at klageren modtog de anførte dokumenter, og det kan ikke føre til et andet resultat, at underskriftmødet skulle være afholdt på klagerens private adresse.

Ankenævnet finder på denne baggrund ikke, at der er godtgjort omstændigheder, der kan begrunde, at klageren ikke skulle være bundet af kautionsforpligtelsen for prioritetslånet, jf. den dagældende lov om finansiel virksomhed § 48.

Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder indholdet af den af banken fremlagte meddelelse af 20. november 2015 udskrevet på papir med bankens logo, indholdet af H’s mail af 3. december 2015 til banken samt klagerens oplysning om, at meddelelsen af 20. november 2015 var et udkast, som han havde forfattet til H, og som han muligvis sendte til banken ved en fejl i stedet for til H, finder Ankenævnet det godtgjort, at H i hvert fald den 20. november 2015 var bekendt med opsigelsen fra banken, og at hun havde modtaget denne og kommunikerede med klageren herom.

Det fremgik af kautionserklæringen, at klageren kvitterede for at have fået udleveret ”kopi af dokumenterne”. Af aftalen om prioritetslånet fremgik blandt andet, at rentetillægget afhang af H’s til enhver tid gældende placering i bankens vilkår for fordelsprogrammet. Banken opsagde den 9. november 2015 H’s tilmelding til fordelsprogrammet til den 21. december 2015. Ankenævnet finder herefter, at banken var berettiget til at regulere renten på prioritetslånet som følge af H’s udtræden af fordelsprogrammet, og at M’s kaution også omfatter den højere rente.

Ankenævnet finder det endvidere ikke godtgjort, at banken aftalte med H og klageren i november 2016, at lånet skulle videreføres på uændrede vilkår med en hovedstol på 955.000 kr. Ankenævnet finder, at banken ved sin handlemåde, herunder at sende sagen til en ekstern advokat til inkasso, sende sagen i fogedretten i november 2017, foretage udlæg i H’s ejendom og begære tvangsauktion over H’s ejendom, fastholdt såvel opsigelsen af lånet over for H som kravet om betaling af kautionsforpligtelsen over for klageren.

Det fremgik ligeledes af bankens opsigelse af 20. september 2018 af H’s øvrige konti i banken, at banken tidligere havde opsagt prioritetslånet til fuld indfrielse, og at bankens krav om fuld indfrielse fortsat var gældende.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.  

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.