Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om erstatning for tab på lånefinansieret køb af aktier i Roskilde Bank

Sagsnummer: 281 /2008
Dato: 10-03-2009
Ankenævn: Peter Blok, Hans Daugaard, Carsten Holdum, Karin Sønderbæk
Klageemne: Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Rådgivning - investering
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Spørgsmål om erstatning for tab på lånefinansieret køb af aktier i Roskilde Bank
Indklagede: Roskilde Bank
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter



Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på hans lånefinansierede køb af aktier i Roskilde Bank.

Sagens omstændigheder.

Ved gældsbrev af 25. september 2006 ydede Roskilde Bank klageren et lån på 122.200 kr. til variabel rente, for tiden 4,5 % om året. Lånet blev ydet uden stiftelsesomkostninger. For lånebeløbet købte klageren 100 stk. aktier i Roskilde Bank til kurs 1.222.

Klagerens privatengagement med banken bestod i øvrigt af en budgetkonto. Des­uden havde klageren et billån og en erhvervskredit til brug for sin virksomhed som taxivognmand.

Ifølge en grafisk oversigt over kursen på Roskilde Bank aktier, der er fremlagt under sagen, steg aktiekursen frem til foråret 2007. Fra midten af 2007 skete der betydelige kursfald.

Klageren har anført, at han anmodede banken om at sælge aktierne på et tidspunkt, hvor kursværdien af beholdningen var ca. 110.000 kr., men at banken frarådede salget. Banken har bestridt dette.

Den 10. juli 2008 udsendte Roskilde Bank en fondsbørsmeddelelse med oplysning om, at banken skulle foretage nedskrivninger i væsentligt større omfang end hidtil antaget. Det oplystes samtidig, at banken havde fået tilsagn om likviditetsstøtte fra Nationalbanken.

Ved fondsbørsmeddelelse af 14. juli 2008 informerede banken om de samlede nedskrivninger og om nedjusteringen af det forventede halvårsresultat før skat for første halvår af 2008.

Den 29. juli 2008 indgav klageren en klage over Roskilde Bank til Ankenævnet.

Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at banken ikke opfyldte lovgivningens solvenskrav.

Den 25. august 2008 blev handlen med Roskilde Bank aktier suspenderet på fondsbørsen.

Parternes påstande.

Klageren har nedlagt påstand om, at Roskilde Bank skal betale erstatning.

Roskilde Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at aktielånet og aktiekøbet kom i stand, efter at banken gennem lang tid havde forsøgt at overtale ham til at købe Roskilde Bank aktier. Han lod sig overtale, fordi banken lovede, at hans andre konti i banken i så fald ville få samme lånerente som aktielånet. Bankrådgiveren lovede også at give en middag til ham og hans ægtefælle, hvis kursen ved udgangen af 2007 ikke var 1.400. Løfterne blev givet forud for etableringen af aftalerne vedrørende aktiekøbet.

Banken prøvede desuden at overtale ham til at optage et friværdilån til aktiekøb, hvilket han heldigvis ikke accepterede. Han købte imidlertid for 25.000 kr. aktier til sine børn.

Da kursværdien af aktierne var ca. 110.000 kr., gav han en klar ordre om salg, hvilket banken imidlertid frarådede. Banken bør i hvert fald erstatte hans tab på aktierne fra det tidspunkt, hvor han anmodede om at få dem solgt.

Roskilde Bank har anført, at banken ikke har ydet fejlagtig eller mangelfuld rådgivning i forbindelse med aktiekøbet.

Klageren traf selv beslutningen om at låne til køb af aktierne og lagde i den forbindelse afgørende vægt på de fordelagtige rentevilkår vedrørende erhvervsengagementet, som banken kunne tilbyde.

Klageren og den medarbejder i banken, som klageren var tilknyttet, talte løbende om køb af Roskilde Bank aktier. Spørgsmålet blev drøftet på ny i august 2006, hvor klageren skulle udskifte en taxa i sin virksomhed. Banken foreslog klageren at optage et aktielån til køb af 100 stk. aktier. Klageren meddelte, at han gerne ville købe aktier, hvis hans erhvervskredit og erhvervsbillån kunne få samme rentesats som aktielånet. Banken tilbød en rentesats på 5 % på erhvervsengagementet, idet det ikke var muligt at tilbyde en rentesats på 4,5 % svarende til aktielånet.

Medarbejderens bemærkning om en middag blev først fremsat efter, at aktiekøbet var gennemført.

Det bestrides, at banken på noget tidspunkt modtog en salgsordre fra klageren. Banken er heller aldrig kommet med anbefalinger i relation til køb/salg af bankens aktie. I de tilfælde, hvor klageren under møder i banken har bragt spørgsmålet om aktiekursen op, kan medarbejderen have udtalt "Mon ikke kursen retter sig" eller "Jeg beholder selv mine aktier" eller lignende.

Klageren er ikke blev anbefalet at købe Roskilde Bank aktier for friværdien i sin ejendom. Klageren er alene blevet informeret om muligheden for at optage lån i friværdien og anvende provenuet til køb af investeringsbeviser i såkaldte højrentelande, og at sparede afdrag skulle indsættes på en ratepension. Dette var begrundet i, at klageren ofte skulle betale ekstraskat, når årsregnskabet var aflagt.

Klageren har i en lang periode haft mulighed for at realisere sin aktiebeholdning uden tab eller uden væsentligt tab.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder det kritisabelt, at Roskilde Banks medarbejder anbefalede klageren at optage lån i banken til køb af aktier i banken. Ankenævnet finder det ligeledes kritisabelt, at medarbejderen gjorde køb af aktier i banken til en betingelse for at nedsætte renten på klagerens øvrige lån.

To medlemmer - Peter Blok samt Karin Sønderbæk, der i henhold til Ankenævnets vedtægters § 13, stk. 1, er tillagt to stemmer - udtaler herefter:

Vi finder, at de nævnte forhold ikke i sig selv kan føre til, at banken er erstatningsansvarlig over for klageren. Vi finder heller ikke grundlag for at fastslå, at bankens medarbejder på anden måde begik ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klageren, hvorved bemærkes, at denne hverken kunne være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier, eller om den yderligere risiko, en lånefinansiering af investeringen indebærer.

Klageren har anført, at bankens medarbejder på et tidspunkt, hvor kursen på aktierne var ca., 1.100, frarådede ham at sælge aktierne. Selvom dette måtte være tilfældet, finder vi ikke grundlag for at fastslå, at medarbejderen herved begik en ansvarspådragende fejl.

Vi stemmer herefter for ikke at tage klagen til følge.

To medlemmer - Hans Daugaard og Carsten Holdum - udtaler:

Vi finder, at banken er erstatningsansvarlig. Vi lægger vægt på, at tilbuddet om lån til køb af Roskilde Bank aktier er en ekstrem risikofyldt aftale, at initiativet til aftalen kommer fra Roskilde Bank, at Roskilde Bank havde en egen særlig økonomisk interesse i at sælge egne aktier, som dog ikke blev oplyst til kunden, idet banken havde brug for kapital til at understøtte bankens kraftige vækst. Vi finder, at det strider imod branchekutyme at tilbyde kunder lånepakker til køb af egne aktier, og at Roskilde Bank ved sin mangelfulde rådgivning overtræder lovens regler om god skik. Resultatet understøttes af § 46 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter det er forbudt at tilbyde lån til køb af kapitalindskud i banker i form af hybridkernekapital og ansvarlig lånekapital, ligesom forholdet i dag er forbudt ved lov som en direkte konsekvens af Roskilde Banks adfærd.

Vi stemmer herefter for at tage klagen til følge.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.