Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om ansvar for låntagers bristede forudsætninger.

Sagsnummer: 385 /1996
Dato: 11-02-1997
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Jørn Rytter Andersen, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen
Klageemne: Udlån - stiftelse
Ledetekst: Spørgsmål om ansvar for låntagers bristede forudsætninger.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


I april 1996 ydede indklagede klageren et lån på 100.000 kr. Til sikkerhed herfor fik indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 100.000 kr. i klagerens ejendom. Låneprovenuet blev overført til klagerens søns driftskredit hos indklagede. I umiddelbar forlængelse heraf blev maksimum på sønnens driftskredit nedskrevet med et tilsvarende beløb.

Ved skrivelse af 30. juli 1996 til indklagede protesterede klageren mod nedskrivningen, idet han gjorde gældende, at forudsætningen for låneaftalen herved var bristet. Klageren anmodede indklagede om at annullere lånet, hvilket indklagede afslog.

Ved klageskema af 3. oktober 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at annullere lånet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at baggrunden for lånets etablering var, at han ønskede at hjælpe sin søn ved at "skabe lidt luft" på dennes kassekredit. Indklagede var bekendt med, at han med lånet ønskede at hjælpe sin søn, og sønnens forretning blev drøftet med indklagede i forbindelse med lånets etablering. Han var bekendt med sønnens ordrebog, og sønnens revisor havde udtalt, at sønnen med et lån fra ham på 100.000 kr. ville være "ovenpå". Indklagedes medarbejder oplyste, at sønnen havde et godkendt overtræk på sin kassekredit. Det blev ikke oplyst, at kreditrammen ville blive nedskrevet umiddelbart efter, at låneprovenuet var overført til sønnen. Såfremt han havde været bekendt hermed, havde han ikke lånt sønnen beløbet, idet sønnen i så fald ikke fik den hjælp, han ønskede at give ham. Han finder det ikke rimeligt, såfremt han er ringere stillet ved direkte at have lånt sønnen pengene frem for at have påtaget sig kaution for en udvidelse af kassekreditten.

Indklagede har anført, at der før lånets etablering var indgået aftale med sønnen om nedbringelse af dennes kassekredit. I forbindelse med lånets etablering oplyste klageren, at han ønskede at videreudlåne beløbet til sin søn, og at sønnens revisor havde tilrådet dette udlån. Klageren gav udtryk for, at sønnen med dette lån fremover ville kunne klare sine forpligtelser. Det var indklagedes opfattelse, at klageren var velorienteret om sønnens økonomiske situation, og det måtte i øvrigt påhvile klageren selv at indhente relevante oplysninger inden lånets etablering. Det forhold, at klageren valgte at yde sin søn et lån, kan ikke sammenlignes med en situation, hvor klageren påtog sig at kautionere for sønnens engagement.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at indklagede, der var bekendt med, at klageren med lånet ønskede at hjælpe sin søn med finansieringen af driften i dennes virksomhed, måtte indse, at klageren forudsatte, at sønnen ved lånets udbetaling ville få en tilsvarende likviditetslettelse.

Ankenævnet finder videre, at indklagede på den anførte baggrund burde have gjort klageren opmærksom på, at man havde indgået aftale med klagerens søn om nedskrivning af dennes kassekredit. Da dette ikke skete, bør risikoen for, at klagerens nævnte forudsætning for lånets etablering bristede, pålægges indklagede. Indklagede bør derfor, mod at klageren giver indklagede transport i klagerens krav mod sønnen, stille klageren, som om denne ikke havde optaget lånet på 100.000 kr.

Som følge heraf

Mod at klageren inden 8 uger fra afsigelsen af denne kendelse giver indklagede transport i sit krav mod sin søn, bør indklagede stille klageren, som om denne ikke havde optaget lånet på 100.000 kr. Klagegebyret tilbagebetales klageren.