Afgørelse

Spørgsmål om kautionists hæftelse for kautionssikret lån, der blev forhøjet. Indsigelse om falsk.

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmål om klagerens hæftelse som kautionist for et lån, der blev forhøjet, idet forhøjelserne ifølge klageren skete uden hans samtykke.

Sagens omstændigheder.

Ved gældsbrev af 12. oktober 2004 ydede Østjydsk Bank klagerens daværende samlever, S, et lån på 45.000 kr., der skulle afvikles med en ydelse på 1.300 kr. per måned. Klageren underskrev gældsbrevet som selvskyldnerkautionist.

Ved gældsbrev af 3. december 2004 blev lånet forhøjet med 10.000 kr. til 53.222,50 kr., som skulle afvikles med en ydelse på 1.800 kr. per måned. Gældsbrevet fremtræder som underskrevet af klageren som kautionist. Det er uden vitterlighedspåtegninger.

Banken har anført, at S fik gældsbrevet med hjem i en weekend for at få klagerens underskrift. Klageren var langturschauffør og var derfor ikke hjemme til hverdag. Klageren har anført, at gældsbrevet ikke er underskrevet af ham. På daværende tidspunkt var han ophørt som langturschauffør og havde gode muligheder for at give personligt møde i banken.

Den 30. december 2004 sendte banken en meddelelse til klageren om, at restgælden på kautionslånet var 52.037,46 kr. Klageren har anført, at han ikke har modtaget meddelelsen.

Ved gældsbrev af 10. juni 2005 blev lånet forhøjet med 14.155,96 kr. til 60.000 kr., som uændret skulle afvikles med en ydelse på 1.800 kr. per måned. Banken har anført, at forhøjelsen skulle anvendes til dækning af en større dyrlægeregning og til inddækning af et overtræk på 7.000 kr. på S' lønkonto. Gældsbrevet fremtræder som underskrevet af klageren som kautionist. Gældsbrevet er uden vitterlighedspåtegninger. Klageren har anført, at han ikke har underskrevet gældsbrevet.

Ved gældsbrev af 9. august 2005 blev lånet forhøjet med 16.415,33 kr. til 74.130 kr., som uændret skulle afvikles med en ydelse på 1.800 kr. per måned. Renten var 13,5 % p.a. Gældsbrevet fremtræder som underskrevet af klageren som kautionist og er vitterlighedspåtegnet af en medarbejder i banken. Banken har anført, at den pågældende vitterlighedspåtegning har vist sig alene at være udtryk for, at den pågældende medarbejder sammenlignede underskriften med tidligere underskrifter og fandt overensstemmelse mellem disse. Låneforhøjelsen skulle anvendes til dækning af en bilreparation, som S' foreviste en regning for. Klageren har anført, at han ikke har underskrevet gældsbrevet.

Klageren har oplyst, at han og S i slutningen af 2005 ophævede samlivet.

Den 30. december 2005 sendte banken en meddelelse til klageren om, at restgælden på kautionslånet var 71.049,91 kr.

I januar 2006 gjorde klageren indsigelse mod kautionsforpligtelsen, idet han gjorde gældende, at han ikke havde underskrevet gældsbrevene for forhøjelserne. Banken har anført, at klageren i forbindelse med sin henvendelse til banken mundtligt accepterede kautionsforpligtelsen. Klageren har bestridt dette og har anført, at han alene accepterede underskriften på det oprindelige gældsbrev af 12. oktober 2004.

Ved breve af 26. juni 2006 til henholdsvis klageren og S rykkede banken for inddækning af en restance på lånet på 6.800 kr.

Ved brev til af 12. juli 2006 blev lånet opsagt til indfrielse. Ved brev af samme dato blev kautionen gjort gældende over for klageren. Restgælden inkl. renter til den 7. juli 2006 var på 71.001,26 kr.

Ligeledes den 12. juli 2006 indbetalte klageren 7.600 kr. på lånet, hvorved restancen blev inddækket. De månedlige ydelser blev herefter betalt af S.

Den 29. december 2006 sendte banken en meddelelse til klageren om, at restgælden på kautionslånet var 56.874,68 kr.

Den 20. april 2007 var lånet nedbragt til 53.427,29 kr. Efter yderligere indbetalinger fra S i juli 2007 blev lånet nedbragt til 49.957,70 kr.

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt indgav klageren en politianmeldelse mod S for dokumentfalsk ved forfalskeligt at have underskrevet selvskyldnerkaution på låneforhøjelserne med klagerens navn.

Ved brev af 15. august 2007 meddelte politiet, at man havde indstillet efterforskningen i sagen, idet "der ikke er rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået". Klageren blev henvist til at rejse et eventuelt erstatningskrav ved civilt søgsmål. Af brevet fremgår i øvrigt bl.a.:

"Jeg har ved min afgørelse navnlig lagt vægt på, at sigtede har nægtet forholdet og har forklaret, at hun har skrevet under på selvskyldnerkautionen i Deres navn efter aftale med Dem. Under hensyn til at De den 30. december 2005 af Østjydsk Bank skriftligt er gjort opmærksom på, at selvskyldnerkautionen på lånet var 71.049,92 kr., uden at De har reageret herpå, samt at De den 11. juli 2006 har betalt 7.600 kr. på lånet i anledning af selvskyldnerkautionen, finder jeg ikke, at [S'] forklaring om, at hun har skrevet under på selvskyldnerkautionen i Deres navn efter aftale med Dem kan afvises. Da der således er tale om ord mod ord, finder jeg ikke, at der kan føres det til domfældelse fornødne bevis."

Efter det oplyste blev sagen efterfølgende behandlet af statsadvokaten med uændret resultat.

I september og oktober 2007 betalte S i alt 4.200 kr. på gælden, som herved blev nedbragt til 47.326,85 kr.

Den 28. december 2007 sendte banken en meddelelse til klageren om, at restgælden på kautionslånet var 49.643,26 kr.

Ved breve af 10. januar 2008 rykkede banken klageren og S for inddækning af en restance på 5.400 kr. på lånet.

Ved brev af 23. januar 2008 til klageren gjorde banken kautionsforpligtelsen gældende. Bankens tilgodehavende blev inkl. renter p.t. 14,5 % p.a. til den 5. februar 2008 opgjort til 48.968,15 kr.

Parternes påstande.

Den 30. januar 2008 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Østjydsk Bank skal frafalde, subsidiært nedsætte sit krav.

Østjydsk Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han ikke har underskrevet gældsbrevene vedrørende forhøjelserne af kautionslånet, og at han ikke på anden måde har givet samtykke til at kautionere for forhøjelserne.

S har erkendt, at hun har påført hans underskrift på dokumenterne. Banken har forsømt at påse, at gældsbrevene blev vitterlighedspåtegnede og må bære risikoen herfor.

Han blev først opmærksom på forhøjelserne på grundlag af meddelelsen i december 2005. Kautionsmeddelelsen af 30. december 2004 har han aldrig modtaget. Dette kan eventuelt skyldes, at S har fjernet brevet, eller at det aldrig kom med posten.

I januar 2006 gjorde han straks indsigelse over for banken.

Baggrunden for hans indbetaling på 7.600 kr. var alene, at banken truede med at registrere ham i RKI. Da han på daværende tidspunkt overvejede at købe et hus sammen med sin nuværende samlever, så han sig nødsaget til at efterkomme bankens krav.

Han reagerede ikke på kautionsmeddelelsen af 29. december 2006, idet sagen på daværende tidspunkt blev behandlet hos politiet, hvilket banken var informeret om.

Det bestrides, at låneforhøjelserne har bidraget til husstandens daglige økonomi. Han og S havde ikke fælles økonomi, og S har aldrig skullet betale husleje eller forbrug til ham.

Gældsbrevet på 45.000 kr., som han underskrev som kautionist, ville nu være afviklet eller nedbragt til et ubetydeligt beløb, hvis låneforhøjelserne ikke havde fundet sted. Banken bør derfor frafalde sit krav eller nedsætte kravet til det beløb lånet ville være blevet nedbragt til, hvis det ikke var blevet forhøjet.

Østjydsk Bank har anført, at klageren på grund af passivitet og stiltiende accept hæfter for lånets fulde restgæld.

I en periode på ca. to år og tre måneder accepterede klageren stiltiende forholdene som de var. Han havde alle muligheder for at gøre indsigelse over for banken, men først efter samlivets ophør blev sagen anmeldt til politiet.

Banken har aldrig modtaget en skriftlig indsigelse fra klageren.

Formålet med låneforhøjelserne var primært opretholdelse af en nødvendig dagligdag for klagerens husstand, der foruden klageren bestod af S og to små børn.

Det af klageren anførte om, at han blev truet til at betale restancen på 7.600 kr. bestrides. Samtalen drejede sig generelt om, hvad der ville ske, hvis han ikke betalte. Altså en generel forklaring om, hvilke sanktionsmuligheder banken havde - og i den forbindelse også muligheden for udlæg i aktiver og indberetning til RKI.

Banken har opfyldt alle oplysningspligter over for klageren som kautionist, ligesom klageren ved sine tilkendegivelser langt hen ad vejen har været enig i, at kautionen bestod.

Efter klagerens egen opfattelse hæfter han ikke for de sidste tre låneforhøjelser, hvilket anses som en accept af, at den oprindelige kaution på 45.000 kr. fortsat består.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Tre medlemmer - Peter Blok, Karin Ladegaard og Troels Hauer Holmberg - udtaler:

Gældsbrevene af 3. december 2004, 10. juni 2005 og 9. august 2005 om forhøjelse af det oprindelige lån på 45.000 kr. til klagerens tidligere samlever er ikke underskrevet af klageren som kautionist, idet dennes tidligere samlever har erkendt, at underskrifterne, som fremtræder som klagerens, er påført af hende. Det kan mod klagerens benægtelse heller ikke lægges til grund, at klageren har givet samtykke til, at samleveren underskrev med hans navn. Det bemærkes herved, at den bevistvivl, som følger af de modstridende forklaringer herom, i relation til spørgsmålet om kau­tionsforpligtelsens gyldighed må bæres af Østjydsk Bank, som ikke sørgede for, at gældsbrevene på korrekt måde blev underskrevet til vitterlighed om ægtheden af klagerens underskrift.

Det må lægges til grund, at klageren i januar 2006 gjorde indsigelse mod den opgjorte kautionsforpligtelse på ca. 71.000kr. med henvisning til, at han ikke havde underskrevet gældsbrevene om forhøjelse af lånet. Det forhold, at klageren i juni 2006 betalte 7.600 kr. på lånet, kan ikke anses for en erkendelse af, at han hæftede for den samlede gæld. Vi finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at klageren som følge af passivitet eller stiltiende accept hæfter også for den gæld, som hidrører fra de tre låneforhøjelser.

Klageren har ikke bestridt, at han hæfter for det oprindelige lån på 45.000 kr. med tillæg af renter. Vi finder imidlertid, at klageren under de foreliggende omstændigheder har krav på at blive stillet således, at alle indbetalinger på lånet anses for forlods afskrevet på denne gæld. Dette gælder, selv om ydelsen blev forhøjet fra 1.300 kr. til 1.800 kr. om måneden i forbindelse med låneforhøjelsen den 3. december 2004. De tre låneforhøjelser, hvoraf den sidste fandt sted i august 2005, udgjorde tilsammen godt 40.000 kr., og det må lægges til grund, at dette beløb med tillæg af renter overstiger restgælden, som er opgjort til ca. 49.000 kr. pr. 5. februar 2008. Det må herefter lægges til grund, at den gæld, for hvilken klageren hæfter, er afviklet, og vi stemmer derfor for at tage klagerens principale påstand til følge.

To medlemmer - Erik Sevaldsen og Karin Sønderbæk - udtaler:

Klagerens tidligere samlever har til politiet forklaret, at det var efter aftale med klageren, at hun underskrev kautionserklæringerne i gældsbrevene om låneforhøjelse med klagerens navn. Vi finder på denne baggrund, at en stillingtagen til klagen ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for nævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Vi stemmer derfor for at afvise sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf