Søg i indhold på sitet Søg i afgørelser

Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

English

Kontakt

Amaliegade 7, 1256 København K
info@fanke.dk
+45 35 43 63 33
EN
Klag

Afgørelse

Fortolkning af akkordaftale med hensyn til om betaling var sket på hovedstol eller renter.

Sagsnummer: 87/1997
Dato: 05-11-1997
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen
Klageemne: Akkord - fortolkning af aftale
Ledetekst: Fortolkning af akkordaftale med hensyn til om betaling var sket på hovedstol eller renter.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


I juni 1990 ydede finansieringsselskabet T, der er ejet af indklagede og et andet pengeinstitut, klageren et lån på 208.124 kr. Lånets provenu blev anvendt til køb af nominelt 200.000 kr. aktier i investeringsaktieselskabet S. Af lånedokumentet fremgik, at lånet skulle indfries i sin helhed senest 38 måneder efter etableringen, idet renten skulle akkumuleres lånet frem til dette tidspunkt. Rentesatsen var liborrenten + 2,5% p.a.; renten var således variabel, og regulering skulle ske kvartalsvis. T fik håndpant i aktierne i S.

T indberettede de tilskrevne ikke betalte renter til skattemyndighederne med heraf følgende rentefradrag for klageren.

Indklagede og det andet pengeinstitut, der ejer T, garanterede, at klagerens beholdning af aktier i S pr. 1. oktober 1994 minimum ville have en værdi på 200.000 kr.

S måtte efter det oplyste senere indstille sin virksomhed som følge af lidte tab.

Ved skrivelse af 27. maj 1994 gjorde T klageren opmærksom på, at lånet forfaldt til fuld indfrielse den 1. oktober 1994. Lånets restgæld udgjorde pr. 1. maj 1994 ca. 357.000 kr. Idet værdien af aktierne i S fragik med 200.000 kr., anmodede T klageren om at oplyse, hvorledes det resterende beløb ville blive indfriet.

Klageren rettede henvendelse til advokat, der indledte forhandlinger med T om en afviklingsordning. Af skrivelse af 17. november 1994 fra advokaten til T fremgår:

"I fortsættelse af behageligt møde hos Dem den 10. f.m. skal jeg herved som lovet vende tilbage overfor Dem.

Som oplyst på mødet, mener min klient ikke at være [T] noget beløb skyldig, henset til ..........

Min klient er imidlertid indstillet på uden præjudice for en kommende retssag, forligsmæssigt at tilbyde den nedenstående løsning, der forudsætter at min klients betaling kan foretages på rentedelen. Dette indebærer, at De har ladet kontantprovenuet ved afhændelse af aktierne i [S] afskrive på de allerede tilskrevne renter. Dersom dette ikke er tilfældet, vil min klient alene kunne tilbyde ca. halvdelen af det anførte beløb.

Betaling af kr. 90.000,00 der fordeles med betaling af kr. 1.500,00 hver den 1. i måneden i 60 måneder fra dato.

Ved min klients overholdelse af fornævnte, udstedes der saldokvittering af Dem efter udløbet af den angivne 60 måneders periode. Om min klients økonomiske forhold kan følgende oplyses:

....."

Ved skrivelse af 6. december 1994 meddelte T advokaten:

"Idet vi henviser til Deres skrivelse af 17.11.1994, skal vi herved meddele Dem, at vi kan tiltræde den skitserede ordning.

....."

I april 1995 overdrog T sine rettigheder i henhold til mellemværendet med klageren til indklagede, som orienterede klageren herom. Af T's skrivelse af 6. april 1995 til indklagede om overdragelsen fremgår:

"Engagementet udgør i dag

kr.

187.998,87

heraf hensat pr.

kr.

100.000,00

i alt nettoengagement

kr.

87.998,87

.....

Såfremt forliget ikke overholdes, udgør vort fulde krav pr. dato inclusive ikke tilskrevne renter, ialt kr. 195.168,58, (rente 14,5% p.a.)."

Af fremlagte kontoudtog fra T fremgår, at lånets saldo efter tilskrivning af renter pr. 30. september 1994 var 384.948,72 kr. Den 13. oktober 1994 er krediteret 200.000 kr. Næste postering er en indbetaling den 23. december 1994 af 6.000 kr. Efter tilskrivning af renter den 31. december 1994 med 9.050,15 kr. var lånets saldo 187.998,87 kr.

Af kontoudskrifter fra indklagede, hvor lånets saldo i april 1995 er bogført med 87.998,87 kr., fremgår, at klageren fra maj måned 1995 og fremefter månedligt indbetalte 1.500 kr. Lånet er ikke debiteret renter. Ultimo 1996 var saldoen 57.998,87 kr.

I august 1996 anmodede skattemyndighederne klageren om at dokumentere renteudgifter på sin selvangivelse, som klageren havde fratrukket som betalt til indklagede. Klageren blev da bekendt med, at de betalte ydelser til indklagede hverken helt eller delvist var indberettet som betalte renter, idet indklagede ikke havde fundet grundlag herfor.

Klageren har den 5. marts 1997 indbragt sagen for Ankenævnet og nedlagt følgende påstande:

Påstand 1:

Indklagede tilpligtes at anerkende, at indklagedes fordring mod klageren, konteret under konto nr. ...... pr. 31. december 1994 udgjorde 187.998,87 kr., samt at den til enhver tid skyldige saldo på kontoen forrentes fra 31. december 1994 til 1. januar 2000 med den til enhver tid gældende DKK liborrente + 2,5% p.a., subsidiært med 14,5%.

Påstand 2:

Indklagede tilpligtes at anerkende, at de af klageren erlagte indbetalinger på indklagedes fordring mod klageren, konteret under konto nr. ....., er erlagt på de tilskrevne ikke betalte renter.

Påstand 3:

Indklagede tilpligtes at udstede saldokvittering vedrørende indklagedes fordring mod klageren, konteret under konto nr. ..... samt at tilbagebetale det af klageren indbetalte beløb, der ligger ud over kr. 45.000 kr., subsidiært et af nævnet fastsat større beløb, samt at forrente det tilbagebetalingspligtige beløb med procesrente fra indbetalingstidspunktet til tilbagebetaling sker.

Indklagede har anerkendt, at mellemværendet med klageren pr. 31. december 1994 var 187.998,87 kr., men har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstand 1 anført, at det med T blev aftalt, at hans delvise indbetaling af gælden skulle foretages på rentedelen, jf. herved skrivelsen af 17. november 1994. Det var kendeligt for T, at den tekniske forudsætning herfor var, at restgælden skulle forrentes, og at rentesatsen i mangel af modstående aftale var den i det oprindelige lånedokument angivne. Hans standpunkt støttes af, at der pr. 31. december 1994 blev debiteret renter, ligesom det af skrivelsen af 6. april 1995 fra T til indklagede fremgår, at det fulde krav udgjorde 195.168,58 ekskl. renter, og at renten var 14,5% p.a.

For så vidt angår påstand 2 har klageren anført, at indbetalingerne på baggrund af det indgåede forlig er erlagt på de tilskrevne ikke betalte renter, idet forligets forudsætninger i modsat fald ikke er opfyldt.

For så vidt angår påstand 3 har klageren anført, at han alene skal betale halvdelen af det i skrivelsen af 17. november 1994 anførte beløb på 90.000 kr., det vil sige 45.000 kr., dersom indklagede ikke forrenter kravet mod ham, idet det i forbindelse med fremsendelsen af forligsskrivelsen blev præciseret, at det tilbudte beløb forudsatte, at det kunne erlægges på rentedelen og i mangel heraf, at der alene ville kunne tilbydes ca. halvdelen af det anførte beløb, skønsmæssigt 45.000 kr. Subsidiært et højere beløb, idet det anerkendes, at værdien af fradragsretten ikke udgør 50%. Det beløb, som indklagede skal tilbagebetale, bør i medfør af rentelovens § 3, stk. 5, forrentes fra hans erlæggelse af beløbet til tilbagebetaling sker. Klageren finder ikke, at mellemværendet er erhvervsmæssigt.

Indklagede har anført, at klagerens betalinger er afdrag og ikke renter. Rente på kontoen har været nulstillet, siden afviklingen blev påbegyndt, jf. herved det indgåede forlig. Indbetalingen på de 200.000 kr. fra aktierne i S er forlods anvendt til dækning af renter og efterfølgende hovedstolen. Særlig for så vidt angår påstand 3 har indklagede anført, at påstanden ingen sammenhæng har med det indgåede forlig, og fradragsretten ikke repræsenterer 50% i skattemæssig værdi. Indklagede har meddelt tilsagn om udstedelse af saldokvittering, og det er urimeligt, såfremt der yderligere skal afgives saldokvitteringer i sagen. Måtte Ankenævnet nå frem til, at betalingen ifølge forliget er afdrag, skal dette ikke have indflydelse på vilkårene for forliget, og indklagede vil betragte ændringer i forliget som misligholdelse, og forbeholder sig ret til igen at anmelde hele kravet mod klageren. Indklagede finder, at mellemværendet er af erhvervsmæssig karakter.

Ankenævnets bemærkninger:

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder baggrund for at afvise klagen som erhvervsmæssig.

Det bemærkes videre, at bestemmelsen i ligningslovens § 5, stk. 8, hvorefter der i tilfælde af akkord sker forholdsmæssig nedskrivning af restgæld og renter, er uden betydning for denne sag, idet bestemmelsen alene har virkning for aftaler om nedsættelse af gæld, der indgås den 16. juni 1995 eller senere.

T indberettede tilskrevne ikke betalte renter til skattemyndighederne. Klageren opnåede herved i årene fra lånets etablering og frem til udgangen af september 1994 fradragsret for 176.824,72 kr. (lånets saldo 30. september 1994 384.948,72 kr. ÷ 208.124 kr. (lånets hovedstol)). Betalingen af de 200.000 kr. var således for 23.175,28 kr. (200.000 kr. ÷ 176.824,72 kr.) at anse som afdrag, hvorfor restgælden efter betalingen af 200.000 kr. i oktober 1994 udgjorde 184.948,72 kr. (208.124 kr. - 23.175,28 kr.), og klageren var herefter ikke i restance med betaling af renter, jf. herved ligningslovens § 5, stk. 7.

Klageren tilbød i skrivelsen af 17. november 1994 at betale 90.000 kr. med 1.500 kr. i 60 måneder, og det fremgik, at beløbet forudsattes betalt "på rentedelen". Klageren forudsatte yderligere i skrivelsen, at de 200.000 kr. var afskrevet på allerede tilskrevne renter. Sidstnævnte forudsætning var i hvert fald, jf. foran, for de 176.824,72 kr. i overensstemmelse med de faktiske forhold. Klagerens forbehold om - i modsat fald - kun at kunne betale halvdelen af de 90.000 kr. finder Ankenævnet tog sigte på, at klageren forudså skattemæssige problemer vedrørende fradraget på 176.824,72 kr., som han i så fald antog uberettiget at have fået.

T accepterede ved skrivelse af 6. december 1994 klagerens forslag til afvikling af mellemværendet. T accepterede således, at klagerens betaling af 90.000 kr. skete "på rentedelen". Indklagede måtte herefter være forpligtet til at forrente restgælden efter betalingen af de 200.000 kr. og primært afskrive klagerens betalinger på herefter tilskrevne renter og sekundært restgælden. Klagerens påstand 1 og 2 tages herefter til følge, således at mellemværendet forrentes med DKK liborrente + 2,5% p.a. Ankenævnet finder det herefter ufornødent at tage stilling til klagerens påstand 3. Ankenævnet forudsætter herved, at klageren under genoptagelse af behandlingen af sine selvangivelser for de foregående indkomstår vil kunne opnå fradrag for de således som rente betalte beløb.

Som følge af det anførte

Indklagede bør anerkende, at indklagedes mellemværende med klageren pr. 31. december 1994 var 187.998,87 kr., at den til enhver tid værende saldo forrentes med DKK liborrente + 2,5% p.a., og at de af klageren erlagte indbetalinger på indklagedes fordring mod klageren, konteret under konto nr. ....., er erlagt på de tilskrevne ikke betalte renter. Klagegebyret tilbagebetales klageren.