Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Aflysning.

Sagsnummer: 520/1992
Dato: 19-02-1993
Ankenævn: Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Lars Pedersen, Søren Geckler, Allan Pedersen
Klageemne: Pantebreve - indfrielse
Ledetekst: Aflysning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Pr. 15. februar 1990 betalte klageren sidste ydelse på et pantebrev oprindeligt stort 230.000 kr. med en fond som kreditor. Pantebrevet blev administreret af indklagede. Pantebrevet blev ikke efter indfrielsen aflyst af indklagede og blev heller ikke fremsendt til klageren.

I forbindelse med salg af klagerens ejendom i 1991 anmeldtes skødet af køberens advokat til tinglysning den 2. januar 1992. Den 9. januar 1992 returneredes skødet i tinglyst stand, men med anmærkning om pantebrevet på 230.000 kr. Efter købers advokats anmodning fremsendte indklagede herefter til kreditor allonge til pantebrevet med kvitteringspåtegning, som kreditor herefter underskrev 27. januar 1992, hvorpå pantebrevet den 30. januar 1992 blev anmeldt til aflysning af tingbogen.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede betaler 9.000 USD.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagede har undladt at forestå kvittering og aflysning af pantebrevet i forbindelse med pantebrevets indfrielse. Som følge heraf påførtes skødet vedrørende salget af klagerens ejendom retsanmærkning, hvilket forårsagede en forsinkelse af klagerens modtagelse af salgsprovenuet. Da klageren er bosiddende i USA, har han som følge af dollarkursens udvikling fra primo januar 1992 og frem til modtagelsen af provenuet lidt et tab på 9.000 USD. Det må anses for kutyme at aflyse pantebreve tilhørende institutionelle investorer i forbindelse med indfrielsen af sådanne pantebreve.

Indklagede har anført, at man ikke er forpligtet til at foranledige et indfriet pantebrev aflyst af tingbogen. Det erkendes, at indklagede i forbindelse med pantebrevets indfrielse burde have udleveret pantebrevet til klageren. Denne burde imidlertid selv på et tidligere tidspunkt have rettet henvendelse til indklagede og burde i hvert fald på et tidligere tidspunkt i salgsforløbet have konstateret, at pantebrevet henstod uaflyst.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder ikke, at det i forbindelse med pantebrevets indfrielse påhvilede indklagede at foranledige pantebrevet aflyst. Det var derimod - som også erkendt af indklagede - en fejl, at man ikke udleverede pantebrevet til klageren. Klageren eller dennes rådgiver burde imidlertid i forbindelse med salget af ejendommen selv på et tidligere tidspunkt være blevet opmærksom på, at pantebrevet ikke var aflyst, og det må lægges til grund, at forsinkelsen i så fald kunne være undgået. Hertil kommer, at det opståede tab som følge af stigning i dollarkursen ikke kan anses for en påregnelig følge af indklagedes fejl.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.