Afgørelse

Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med optagelse af kontantlån baseret på 6 % obligationer i foråret 1996.

Sagsnummer:	118 /2005
Dato:	18-08-2005
Ankenævn:	Lars Lindencrone Petersen, Anne Dehn Jeppesen, Ole Simonsen, Astrid Thomas, Poul Erik Tobiasen
Klageemne:	Realkreditbelåning - ejerskifte Forældelse - rådgivning
Ledetekst:	Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med optagelse af kontantlån baseret på 6 % obligationer i foråret 1996.
Indklagede:	Danske Bank
Øvrige oplysninger:	OF
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Indledning.

Denne klage vedrører om indklagede har pådraget sig et rådgivningsansvar i forbindelse med klagerens optagelse af et kontantlån baseret på 30-årige 6 % obligationer i foråret 1996.

Sagens omstændigheder.

I forbindelse med klagerens og dennes ægtefælles køb af en fast ejendom i foråret 1996 formidlede indklagede et kontantlån på 731.000 kr. fra Danske Kredit. Lånet var baseret på 6 % 30-årige obligationer udbetalt til kurs 80,50337, hvorved lånets obligationsgæld blev 908.036,52 kr.

Af indklagedes brochure "Realkreditlån" fremgår bl.a.:

	"Tilbagebetaling
	…
Indfrielse før tid	Med 2 måneders varsel til en hvilken som helst termin kan De helt eller delvist indfri lånets obligationsrest­gæld til kurs 100. De kan også vælge at opkøbe og aflevere obligation­er svarende til lånets restgæld (for kontantlån svarende til obligationsrestgælden).
Konvertering	De kan således til enhver tid indfri lånet. Det betyder, at De kan få glæde af et eventuelt rentefald ved at konvertere til et billigere lån."

Ved skrivelse af 6. februar 2005 rettede klageren henvendelse til Realkredit Danmark, med hvem Danske Kredit efterfølgende var fusioneret. Klageren gjorde gældende, at han ved rådgivningen ikke var blevet gjort opmærksom på den kursrisiko, han påtog sig ved optagelsen af kontantlånet baseret på obligationer udbetalt til kurs 80,5, og stillede krav om erstatning.

Ved skrivelse af 1. marts 2005 afviste indklagede klagerens krav bl.a. med henvisning til, at et eventuelt erstatningskrav var forældet efter 1908-loven om forældelse.

I forbindelse med behandlingen af klagesagen har indklagede indhentet beregninger fra Realkredit Danmark vedrørende en eventuel omlægning af klagerens kontantlån. Af en beregning af 23. maj 2005 fremgår, at såfremt klagerens lån omlægges til et 4 % obligationslån med samme restløbetid, vil den kvartårlige ydelse være 1.993 kr. lavere end den aktuelle ydelse; efter skat er besparelsen på 221 kr. pr. kvartal. Ved en omlægning til et kontantlån vil bruttobesparelsen pr. kvartal være 2.044 kr. og netto 371 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 25. april 2005 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale "kurstabet på kontantlånet ved en konvertering samt dække det tab som jeg har haft ved endnu ikke at have haft mulighed for omlægning".

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han på tidspunktet for lånets optagelse ikke var bevidst om den betydning, kursen på kontantlånets obligationer havde for hans konverteringsmuligheder.

Det blev blot understreget, at kontantlånet ville give den laveste ydelse. Brochuren fra indklagede var direkte vildledende, hvilket fremgår af, at han ville kunne få glæde af et eventuelt rentefald og mulighed for at konvertere til et billigere lån.

Han stiller sig uforstående over for indklagedes indsigelse om, at hans krav er forældede, idet aftalen stadig løber, da hans mulighed for at erkende den forkerte information ikke var til stede på rådgivningstidspunktet.

I de senere år har han erkendt problemet senest ved optagelsen af et tillægslån i slutningen af 2003.

Han mener, at indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar, idet det ikke blev forklaret ham, at en senere konvertering reelt var udelukket ved faldende rente.

Indklagede har anført, at det i 1996 var sædvanligt, at kontantlån blev optaget på grundlag af obligationer med en lav kuponrente, idet der herved blev opnået en lavere ydelse end ved valg af en højere kuponrente. I pengeinstitutter og realkreditinstitutter blev det lagt til grund som en typeforudsætning, at låntagers væsentligste inter­esse var at opnå den lavest mulige ydelse, jf. herved Ankenævnets praksis.

Klageren har modtaget behørig rådgivning, og der er ikke fra indklagedes side udvist fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar.

Af realkreditpantebrevet og brochuren fremgår det, at førtidig indfrielse kun kan ske ved betaling af obligationsrestgælden eller indlevering af obligationer svarende hertil.

Et eventuelt erstatningsansvar er forældet efter 1908-loven om forældelse.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagerens krav om erstatning i anledning af indklagedes rådgivning i forbindelse med prioriteringen af klagerens ejendom foretaget i foråret 1996 må anses for omfattet af § 1, stk. 1, 1e, i 1908-loven om forældelse og er således omfattet af lovens forældelsesfrist på fem år. Da klageren ikke har gjort kravet gældende inden fem år, anser Ankenævnet klagerens krav for forældet.

Allerede som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.