Afgørelse

Krav om eftergivelse af gæld efter salg af bolig. Indsigelse mod, at indskud på kapitalpension var opbrugt til præmieindbetalinger til gruppeinvaliderenteforsikring.

Indledning

Sagen vedrører krav om eftergivelse af gæld efter salg af bolig. Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med køb og salg af bolig. Indsigelse mod, at indskud på kapitalpension var opbrugt til præmieindbetalinger til gruppeinvaliderenteforsikring.

Sagens omstændigheder

I december 1997 oprettede klageren en kapitalpension i Danske Bank med en årlig indbetaling på 3.000 kr. og med en tilknyttet gruppeinvaliderente i Danica Pension. Ifølge en forsikringsbegæring, der blev underskrevet af klageren den 5. januar 1998, skulle præmier til gruppeinvaliderenten hæves på kapitalpensionskontoen. Den årlige præmie udgjorde 1.900 kr. Ifølge forsikringsoversigt af 16. marts 1998 skulle præmien pristalsreguleres hvert år.

I 2006 blev klageren og hendes tidligere ægtefælle, M, skilt. I forbindelse hermed blev parrets hus udbudt til salg med et forventet provenu på ca. 800.000 kr. til hver af parterne. Parret fik en boligsalgskredit i forbindelse med salget. Størstedelen af kredittens maksimum var reserveret til indfrielse af prioriteterne i huset. Der blev endvidere overført 100.000 kr. til hver af parterne til fri disposition.

I marts 2007 købte klageren en andelslejlighed. Købesummen var oprindeligt fastsat til 1.345.000 kr., der blev finansieret ved en andelsboligkredit i banken på 1.354.900 kr. med variabel rente, for tiden 7,35 % p.a. Købesummen blev efter det oplyste nedsat med 200.000 kr., men klageren bibeholdt efter aftale med banken andelsboligkreditten uændret.

Efter en liggetid på ét år blev huset solgt med et tab på ca. 170.000 kr., der blev finansieret ved, at klageren og M optog et fælles lån i banken. Kort efter salget købte klageren en bil for 70.000 kr., der blev finansieret ved træk på boligsalgskreditten.

I 2012 blev andelslejligheden sat til salg, da klageren ikke havde råd til at betale renterne på andelsboligkreditten. I forbindelse hermed blev renten på kreditten nulstillet i ét år fra den 21. september 2012. I et brev af 21. september 2012 til klageren oplyste banken blandt andet følgende om rentenulstillingen:

”…

Den midlertidige rentenulstilling er udtryk for en henstand med rentebetalingen, hvor banken ikke tilskriver renter på gælden. Banken bevarer sit rentekrav og kan tilskrive renterne efter udløbet af perioden med rentenulstillingen. Renterne forfalder til betaling ved tilskrivning, med mindre andet aftales inden da.

I perioden med rentenulstilling beregnes renten fortsat efter de tidligere aftalte vilkår.

…”

Banken har oplyst, at den variable rente på andelsboligkreditten i perioden frem til den 21. september 2012 havde ligget mellem 7,35 og 10,20 % p.a. Andelsboligkreditten blev samtidig omlagt til et etårigt lån på 1.407.000 kr. med variabel rente, for tiden 8,2 % p.a. Lånet blev ifølge gældsbrevet ydet under forudsætning af, at lejligheden fortsat blev søgt solgt. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 5.000 kr. frem til efteråret 2013, hvor restgælden forfaldt. Ifølge gældsbrevet skulle der senest den 30. september 2013 foreligge en aftale om lånets videre forløb, hvis ikke lejligheden var solgt.

I et brev af 11. januar 2013 meddelte banken, at præmiebetalingen til klagerens gruppeinvaliderente ikke kunne gennemføres på grund af manglende dækning på klagerens kapitalpensionskonto, og at forsikringen ville ophøre, hvis klageren ikke overførte midler til betaling af præmien inden 21 dage. I et brev af 28. januar 2013 bekræftede banken, at klagerens kapitalpension var udbetalt efter aftale med klageren, og at det udbetalte beløb efter betaling af PAL-skat udgjorde 870,16 kr.

Andelslejligheden blev solgt med tab på et ikke oplyst tidspunkt, og restgælden på klagerens lån i banken udgjorde herefter ca. 500.000 kr., som klageren tilbød at afvikle med en månedlig ydelse på 1.000 kr. I forlængelse heraf tilbød banken den 15. august 2013, at den midlertidige rentenulstilling kunne forlænges til den 15. august 2015 mod en afvikling af gælden med en månedlig ydelse på 1.000 kr. frem til den 31. marts 2014, og derefter med en månedlig ydelse på 2.000 kr. og en årlig revurdering af ydelsen. I brev af 15. august 2013 til klageren anførte banken følgende om den tilbudte rentenulstilling:

”…

Den midlertidige rentenulstilling betyder, at vi giver henstand med rentebetalingen, dvs. ikke tilskriver renter på gælden. Vi bevarer vores krav om rente og kan tilskrive renterne efter udløbet af perioden med rentenulstillingen. Renterne forfalder til betaling ved tilskrivning, med mindre andet aftales inden da.

I perioden med rentenulstilling beregnes renten fortsat efter de tidligere aftalte vilkår.

…”

Banken opgjorde samtidig restgælden pr. 15. august 2013 til 527.286,06 kr., med tillæg af renter fra den 22. september 2012 til 15. august 2013, 100.072,13 kr. Banken har oplyst, at klageren den 19. august 2013 telefonisk meddelte, at hun ikke ønskede at indgå aftale om afvikling af lånet. Ved brev af 20. august 2013 meddelte banken, at lånet ville blive overgivet til inkasso ved manglende indbetaling af restgælden inden 14 dage. Banken oplyste endvidere, at renten på lånet for tiden udgjorde 9 % p.a.

Den 27. november 2013 tilbød banken, at gælden kunne afvikles med betaling af 527.286,06 kr., således at den månedlige ydelse skulle udgøre 1.000 kr. det første år og derefter 3.067,18 kr., svarende til en afvikling over 15 år, forudsat at klageren underskrev et frivilligt forlig på den fulde restgæld inkl. renter på for tiden 8,2 % p.a. Tilbuddet var gældende til den 18. december 2013.

Den 19. januar 2014 foreslog klageren, at gælden blev afviklet med betaling af en månedlig ydelse på 3.500 kr. i seks år, svarende til i alt ca. 252.000 kr.

Den 21. januar 2014 tilbød banken, at klageren kunne sælge sin bil for en af banken godkendt pris og indbetale provenuet til banken, hvorefter banken ville nedskrive gælden med det modtagne provenu samt differencen mellem provenuet og købsprisen. Banken forlængede endvidere sit tilbud af 27. november 2013 vedrørende afvikling af lånet frem til den 21. februar 2014. Banken har under klagesagen forlænget tilbuddet vedrørende afvikling af lånet og salget af bilen til den 21. marts 2014.

Parternes påstande

Den 24. januar 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal nedskrive hendes gæld. Klageren har endvidere anført, at hun ønsker en ”opklaring af pensionsordningen” samt at få svar på de spørgsmål, som hun tidligere har stillet banken.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at hun fik dårlig rådgivning af banken ved salget af huset og ved købet og salget af andelslejligheden.

Banken lod hende beholde andelsboligkreditten uændret, selvom sælgeren af andelslejligheden havde snydt hende for 200.000 kr. Hendes bankrådgiver oplyste, at hun ikke skulle betale noget på kreditten, før huset var solgt. Hun troede derfor, at der ville være 200.000 kr. på kreditten efter salget af huset. Det viste sig imidlertid, at kreditten var brugt op, da banken havde trukket renter i det år, hvor huset stod til salg.

Renten på andelsboligkreditten udgjorde i starten 7,5 % p.a. Hun var bekendt med, at andre kunder med lignende lån kun betalte 5 % p.a. og anmodede om en rentenedsættelse. Banken afviste at nedsætte renten med henvisning til hendes indkomstforhold.

Efter salget af huset spurgte hun banken, om hun kunne bruge de 100.000 kr. fra boligsalgskreditten til en bil, så børnene kunne blive i deres skole og børnehave. Dette bekræftede banken. Hun forventede, at banken på det tidspunkt havde styr på økonomien i forbindelse med hussalget. Et par måneder efter oplyste banken, at huset var solgt med et underskud på ca. 170.000 kr. Hun følte sig ført bag lyset. Hun ville ikke have købt bilen, hvis hun havde vidst, at det ville kræve et lån, men ville i stedet have brugt beløbet til at indfri sin andel af underskuddet ved salget af huset. Hun måtte derefter optage et lån til dækning af underskuddet. Lånet blev etableret som et fælles lån, da banken ville have sikkerhed for hendes del, da hun ikke tjente så godt som M. Det hang ikke sammen, at banken først vurderede, at hun sagtens kunne låne i banken og derefter vurderede, at hun alene kunne få et fælles lån på grund af hendes indkomst.

Banken forhøjede løbende renten på kreditten op til 11,75 % p.a. Til sidst betalte hun over 11.000 kr. i renter pr. måned. Hun tog igen kontakt til banken, som sagde, at hun skulle sætte andelslejligheden til salg. Banken tvang hende således til at sælge andelslejligheden ved at sætte renten op hvert kvartal vel vidende, at hun ville komme ud med en gæld på over 500.000 kr. Behovet for at sælge andelslejligheden skyldtes alene bankens renteforhøjelser. Hendes firma tjente ca. 450.000 kr. i 2012 og 2013.

Hun satte herefter andelslejligheden til salg og fik en aftale om rentenulstilling med banken. Banken overholdt ikke aftalen om rentenulstilling. Efter salget af andelslejligheden var hun til møde i banken og aftalte en månedlig ydelse på 1.000 kr. og en fortsat rentenulstilling. Hun fik herefter tilsendt et dokument, hvor gælden var steget med 100.000 kr., selvom hun havde fået stillet i udsigt, at hun ikke skulle betale renter. Banken oplyste, at hun ikke havde betalt renter i en periode, men at banken stadig havde krav på renterne. Hun har ikke forstand på ’bankverdenen’ og ville aldrig være gået med til en aftale om rentenulstilling, hvis hun havde kendt konsekvenserne. Hun spurgte om den nye aftale havde samme konsekvenser, hvilket banken bekræftede. Hun står nu med en gæld, der vokser med 100.000 kr. om året, og som hun aldrig får betalt. Om fem år vil gælden udgøre over 1 mio. kr. Hvis banken havde samarbejdet, havde hun beholdt andelslejligheden, som ville stige i værdi.

Hun var nødt til at lukke sin pensionsordning, da banken havde ’spist’ pensionen op med forsikringer. Der stod ikke noget om forsikringerne i aftalen om pensionen.

Danske Bank har blandt andet anført, at klagerens gældsforhold overvejende beror på, at hendes hus og senere hendes andelsbolig blev solgt med tab og uden fuld dækning af gælden til banken.

Finansieringen af andelslejligheden skete med en andelsboligkredit frem for et lån, så klageren ikke skulle betale ydelser i den periode, hvor huset endnu ikke var solgt. Renten på kreditten var variabel i hele forløbet. Renten fulgte bankens generelle renteændringer og har ligget i den lave ende af bankens rentespænd.

Da salget af huset skete med tab, var forudsætningerne for klagerens køb af andelslejligheden ændret markant, og klageren havde ikke råd til at beholde andelslejligheden. Andelsboligkreditten blev bibeholdt i en periode efter, at huset var solgt med tab, da klageren ikke havde mulighed for at betale låneydelser.

Andelslejligheden blev ikke solgt med det samme, og banken tilbød derfor at omlægge kreditten til et lån og at nulstille renten under forudsætning af, at banken bevarede sit rentekrav.

Banken har gennem hele forløbet været i jævnlig kontakt med klageren og har forsøgt at begrænse klagerens tab mest muligt, herunder ved rentenulstilling og tilbud om akkordering.

Banken var af den opfattelse, at det var nødvendigt for klageren at have en bil i forhold til klagerens arbejde.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende og er heller ikke af andre årsager pligtig at afskrive klagerens gæld helt eller delvist.

Klagerens pensionsordning er oprettet, administreret og siden ophævet i overensstemmelse med det aftalte.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Danske Bank ved rådgivning af klageren begik fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar, hverken i forbindelse med klagerens salg af huset, klagerens køb og salg af andelslejligheden eller klagerens køb af bilen. Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge banken at eftergive klageren hendes gæld til banken helt eller delvist.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken gav klageren tilsagn om, at hun ikke skulle betale rente for rentenulstillingsperioden. Ankenævnet bemærker, at det fremgik af bankens brev af 21. september 2012, at rentenulstillingen var en henstand med rentebetalingen, at banken bevarede sit rentekrav, at renten i rentenulstillingsperioden blev beregnet efter de tidligere aftalte vilkår, og at renterne kunne tilskrives efter udløb af rentenulstillingsperioden.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte de i sagen oplyste rentesatser som urimelige. Det lægges som anført af banken til grund, at renten på andelsboligkreditten fulgte bankens generelle renteændringer.

Præmien for gruppeinvaliderente blev betalt fra klagerens pensionsordning i overensstemmelse med forsikringsbegæringen, der blev underskrevet af klageren den 5. januar 1998. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken har begået ansvarspådragende fejl i sin rådgivning af klageren i forbindelse med oprettelsen eller i sin administration af klagerens pensionsordning og gruppeinvaliderente.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.