Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod manglende adgang til at indsætte større kontantbeløb på konto.

Sagsnummer: 308/2021
Dato: 21-03-2022
Ankenævn: Henrik Waaben, Karin Duerlund, Mette Lindekvist Højsgaard, Morten Bruun Pedersen og Finn Borgquist
Klageemne: Indlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Indsigelse mod manglende adgang til at indsætte større kontantbeløb på konto.
Indklagede: Nordea Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod manglende adgang til at indsætte større kontantbeløb på konto.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han blandt andet havde en grundkonto.

Det fremgår af kontoudskrifter for klagerens grundkonto, at der i perioden fra den 11. juni 2019 til den 13. april 2021 blev foretaget blandt andet ti kontanthævninger på i alt 145.000 kr.

Klageren har anført, at han hævede pengene fra sin konto dels for at have kontanter, dels for at undgå negative renter.

Den 23. juni 2021 rettede klageren henvendelse til banken med anmodning om at indsætte 200.000 kr. i kontanter på grundkontoen, da pengene skulle bruges til investering.

På et ikke nærmere angivet tidspunkt afslog banken at modtage kontanterne. Banken har ikke fremlagt afslaget.

Banken har anført, at den efter en samlet vurdering af klagerens oplysninger ikke var betrygget i forhold til de kontante midlers oprindelse, og at den henviste klageren til i stedet at anvende bankens hæveautomater, hvor det var muligt at indsætte op til 15.000 kr. per kalendermåned.

Banken har fremlagt sine ”Generelle vilkår for privatkunder”.

Banken har fremlagt en kontoudskrift for klagerens konto for perioden fra den 31. december 2017 til den 18. juli 2021.

Parternes påstande

Den 5. juli 2021 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal indsætte hans 200.000 kr. i kontanter på hans konto.

Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken uberettiget afviste hans anmodning om at indsætte 200.000 kr. i kontanter i banken.

Han ønsker at investere cirka 400.000 kr. i form af et køb, og sælgeren modtager ikke kontanter, men alene betaling med kreditkort eller bankoverførsler.

Af kontoudskrifter for hans konto fremgår det, at han løbende har foretaget hævninger over de seneste år. Han påbegyndte hævningerne i 2012-2013 og man kan se, at der fra 2018 til dags dato er foretaget ti kontanthævninger med et samlet beløb på 145.000 kr. Han har således fra sin konto hævet 50.000 kr. den 11. juni 2019, 15.000 kr. den 21. januar 2021, 15.000 kr. den 27. januar 2021, 15.000 kr. den 9. februar 2021, 5.000 kr. den 22. februar 2021, 5.000 kr. den 7. marts 2021, 5.000 kr. den 8. marts 2021, 15.000 kr. den 09. marts 2021, 5.000 kr. den 6. april 2021 og 15.000 kr. den 13. april 2021.

Banken oplyste ham om, at det eneste han kan gøre er at indsætte op til maxbeløbet per måned, 15.000 kr., via en pengeautomat. Det vil tage ham over et år at indsætte de nødvendige penge. Til den tid er hans chance for at foretage investeringen med samme gevinstmulighed forsvundet. Bare i løbet af den tid, der nu er gået, har han tabt 12.000 kr. i fortjeneste.

Det kan ikke være rigtigt, at bankerne kan nægte at modtage et gyldigt betalingsmiddel uden anden grund end, at det er for at forebygge hvidvask. Banken kan se, at pengene tidligere er hævet på hans konto. Pengene er ærligt tjent og betalt skat af.

Det kan ikke være rigtigt, at borgere er tvunget til at beholde deres penge i bankerne for at kunne anvende dem og dermed også være tvunget til at betale negative renter. Man er jo tvunget til at have en konto og dermed tvunget til at anvende bankerne.

At banken ikke er betrygget i forhold til de kontante midlers oprindelse, skyldes nok snarere bankens interne interesser, end en reel vurdering af den faktiske situation.

Enhver borger bør have fri økonomisk råderet over egne midler, men på grund af bankernes regler om maksimum- og minimumbeløb, der må hæves og indsættes om måneden, er denne ret truet.

Nordea Danmark har anført, at den ikke har handlet ansvarspådragende over for klageren.

Banken har overholdt gældende regler, herunder på hvidvaskområdet. Banken er i henhold til hvidvaskreglerne underlagt en række forpligtelser i relation til kendskabet til sine kunder og overvågning af transaktioner. Det fremgår blandt andet af hvidvasklovens § 11, at transaktioner skal overvåges for at sikre, at transaktionerne er i overensstemmelse med bankens viden om kunden og kundens forretnings- og risikoprofil, herunder om nødvendigt midlernes oprindelse.

Da banken ikke var betrygget i relation til midlernes oprindelse, var den berettiget til at nægte at modtage det kontante beløb på 200.000 kr. Banken afgør som udgangspunkt selv, hvilke krav banken af hensyn til overholdelse af hvidvasklovens kundekendskabsprocedurer kan stille i relation til for eksempel dokumentation for større indbetalinger på en kundes konto.

De af klageren foretagne hævninger i perioden 2018-2021 er ikke i sig selv dokumentation for, at det er de samme kontante midler, som klageren nu ønsker at indsætte. Klageren har heller ikke på anden vis løftet bevisbyrden for midlernes oprindelse, hvorfor banken er berettiget til at afvise at modtage kontanterne fra klageren i henhold til bankens interne krav til kundekendskabsprocedurer og hvidvaskloven i øvrigt.

Banken har ikke frataget klageren råderetten over sine midler, men alene nægtet at modtage og indsætte det kontante beløb på 200.000 kr. på klagerens konto i banken.

Det er således klagerens egen risiko at besidde større kontantbeløb, herunder at klageren ikke kan få dem indsat på sin konto og/eller overført til tredjemand via bankoverførsel/kreditkort.

Klageren bør således ikke få medhold i sagen.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han havde en grundkonto.

Den 23. juni 2021 ønskede klageren at indsætte 200.000 kr. i kontanter på sin konto i banken til brug for investering. Banken afslog at modtage beløbet.

Banken har anført, at den ikke var betrygget i klagerens forklaringer om midlernes oprindelse i forhold til bankens opfyldelse af sine forpligtelser i hvidvaskloven. Klageren har anført, at der var tale om beløb, som han tidligere havde hævet fra sin konto i banken.

Ankenævnet finder, at det som udgangspunkt må være op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation for større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken. Dette udgangspunkt finder Ankenævnet ikke grundlag for at fravige i denne sag.

Ankenævnet finder således ikke grundlag for at kritisere, at banken afviste at indsætte kontantbeløbet på 200.000 kr. på klagerens konto i banken.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.