Rådgivning vedrørende investering i Roskilde Bank aktier samt spørgsmål om overtrædelse af en til banken meddelt instruks.
| Sagsnummer: | 776 /2009 |
| Dato: | 12-04-2010 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Søren Geckler, Troels Hauer Holmberg, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Rådgivning vedrørende investering i Roskilde Bank aktier samt spørgsmål om overtrædelse af en til banken meddelt instruks. |
| Indklagede: | Roskilde Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar overfor klageren i forbindelse med hendes investering i bankens egne aktier.
Sagens omstændigheder.
Klageren, som er født i 1929, var i 2007 kunde i Roskilde Bank.
Den 9. maj 2007 købte klageren 20 stk. Roskilde Bank aktier for 12.980 kr.
Klageren har anført, at rådgivningen i forbindelse med købet var mangelfuld, og at købet skete til trods for en til banken meddelt instruks om, at ændringer i engagementet kun måtte ske efter godkendelse af hendes svigersøn S, der er advokat. Banken har anført, at en sådan instruks er banken ubekendt, og at bankens rådgivning ikke har været ansvarspådragende.
Af årsoversigt for 2007 fremgår, at klageren ultimo 2007 havde et værdipapirdepot med en samlet kursværdi på ca. 1.150.000 kr. indeholdende aktier og investeringsforeningsbeviser, og at hun tidligere på året havde solgt investeringsforeningsbeviser for ca. 700.000 kr.
Banken har anført, at klageren den 10. marts 2008 fik lavet en investeringsprofil, hvoraf fremgår, at hendes risikovillighed er 4 ud af 10, at aktierne i Roskilde Bank er købt pga. interesse i banken og at hun har kendskab til aktier, obligationer og investeringsbeviser.
Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet A/S fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.
Klageren var den 4. marts 2009 til et møde i banken. Banken har anført, at mødet blev afholdt på baggrund af en af S indgivet klage vedrørende klagerens tab på investeringen i Roskilde Bank aktier, men at klageren på mødet gav udtryk for, at hun var bekendt med de ved købet involverede risici, som var foretaget for at opnå aktionærfordele. Hun har i sin nye bank givet S fuldmagt til sine konti alene med det formål, at familien skal kunne handle i tilfælde af, at hun skulle blive senil. S har anført, at mødet blev afholdt uden hans vidende.
Parternes påstande.
Klageren har den 9. juli 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Roskilde Bank tilpligtes at erstatte tabet på køb af 20 stk. Roskilde Bank aktier i 2007.
Roskilde Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at banken ydede hende mangelfuld rådgivning i forbindelse med købet af aktierne. Hun blev ikke rådgivet om de betydelige involverede risici.
Banken anbefalede hende uopfordret at købe bankens egne aktier, hvilket er kritisabelt.
Banken var bekendt med, at der gennem flere år havde været en instruks fra S om, at han skulle involveres, inden der blev foretaget nogen form for ændring af engagementet. Det er uden betydning, om instruksen er mundtlig eller skriftlig, samt hvad der måtte være anført om fuldmagtsforhold i fx de generelle forretningsbetingelser.
S kan i kraft af sin stillingsfuldmagt repræsentere hende.
Bankens forespørgsel i forbindelse med aktiekøbet til hende om, hvorvidt S skulle kontaktes, bekræfter den meddelte instruks.
Anbefalingen om at købe bankens egne aktier skete i strid med den meddelte instruks. Banken har før overtrådt denne instruks og tilbudt erstatning herfor.
Henset til instruksen kan banken ikke have haft en berettiget forventning om, at hun på egen hånd kunne overskue de mulige risici ved et aktiekøb.
Bankens rådgiveransvar må være skærpet henset til den meddelte instruks og initiativet til anbefalingen af aktien.
Købet af Roskilde Bank aktier passer ikke ind i hendes investeringsprofil eller øvrige investeringer.
Bankens afdeling eller rådgiver modtog en bonus, som var afhængig af salget af bankens egne aktier.
Ved et møde efter købet blev hun af banken forledt til at opgive sit krav, da hun blev oplyst om, at hun alligevel ikke kunne få sine penge tilbage.
Roskilde Bank har anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende eller i strid med lovgivningen ved at anbefale klageren at købe 20 stk. af bankens egne aktier.
Købet af aktierne var rimeligt på grund af forholdet mellem investeringens størrelse og klagerens samlede formue.
Klageren havde kendskab til investering i aktier.
Banken var ikke bekendt med en mundtlig instruks om, at alle ændringer engagementet kun kunne ske efter godkendelse af S.
På forespørgsel fra banken afviste klageren, at S skulle kontaktes i forbindelse med købet af aktierne. Dette kan ikke tages til indtægt for, at banken skulle være bekendt med den påståede instruks.
Klageren er ikke efterfølgende blevet overtalt til at opgive sagen.
Det fremgår af klagerens investeringsprofil, at købet af aktierne skete ud fra en interesse i banken.
Banken har ikke pligt til at fraråde investering i aktier alene pga. klagerens høje alder.
Klageren var bekendt med risikoen ved investering i aktier.
Hverken bankens afdeling eller rådgiver modtog bonus ved salg af bankens egne aktier.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet bemærker, at klageren i 2007 uanset eventuelle fuldmagtsforhold eller meddelte instrukser til banken selvstændigt kunne træffe beslutninger vedrørende sit eget engagement i Roskilde Bank, idet det ikke findes godtgjort, at hun var umyndiggjort eller på anden måde ude af stand til at indgå gyldige aftaler.
Ankenævnet lægger herefter til grund, at klageren den 9. maj 2007 på anbefaling af rådgiveren i Roskilde Bank købte 20 stk. af bankens egne aktier for 12.980 kr.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at Roskilde Bank ved sin rådgivning af klageren i forbindelse med købet har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Klagen tages ikke til følge.