Spørgsmål om forudsætninger for akkord.
| Sagsnummer: | 126/1996 |
| Dato: | 30-09-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Niels Busk, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Akkord - fortolkning af aftale
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om forudsætninger for akkord. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I januar 1990 ydede indklagede klageren og dennes daværende ægtefælle en kredit på 150.000 kr., som blev sikret ved pant i ægtefællens faste ejendom.
Klageren havde foruden den fælles gæld en anden gæld til indklagede, der var fastslået ved dom af 13. maj 1982. Ifølge dommen udgjorde gælden 7.303,64 kr. samt renter.
Klageren og ægtefællen blev skilt i 1992. I forbindelse med skilsmissen overtog klageren ved bodelingsoverenskomst af 26. oktober 1990 den faste ejendom med pantegæld, herunder gælden til indklagede. Ejendommen blev senere solgt, og gælden til indklagede blev efter handelen opgjort til 96.196,83 kr. Ægtefællen erhvervede den 3. april 1992 dom over klageren for betaling af dette beløb med fradrag af et beløb vedrørende skat.
I april 1993 overgav indklagede engagementet til inkasso.
I november 1994 bevilgede indklagede via sin advokat klagerens fraskilte ægtefælle en akkord mod indbetaling af 50.000 kr.
Den 28. november 1994 afregnede advokaten sagen over for indklagede med indbetalingen fra klagerens fraskilte ægtefælle og som uerholdelig for så vidt angik klageren, der havde afgivet insolvenserklæring den 20. oktober 1994.
Den 9. december 1994 rettede klageren telefonisk henvendelse til indklagede med henblik på at opnå en akkordordning. Ifølge indklagede havde klageren forinden hos indklagedes advokat fået oplyst den fælles skyld til 51.147,54 kr. Indklagede bekræftede beløbsstørrelsen med tilføjelse om, at klagerens ægtefælle havde indbetalt 50.000 kr., og at der til det nævnte beløb skulle lægges 11.600 kr. i inkassoomkostninger samt renter for perioden 10. maj 1993 til 1. december 1994 29.418,87 kr., i alt 92.166,41 kr. Klageren bestrider, at han har været i kontakt med indklagedes advokat forinden henvendelsen til indklagede den 9. december 1994. Klageren fik ved samtalen med indklagede opfattelsen af, at gælden udgjorde ca. 150.000 kr. incl. omkostninger, og indklagedes medarbejder oplyste ikke, at hans ægtefælle havde indbetalt 50.000 kr.
Under telefonsamtalen den 9. december 1994 indgik klageren og indklagede aftale om, at klageren mod indbetaling af 70.000 kr. senest den 15. januar 1995 ville modtage saldokvittering for hele sin gæld til indklagede. Indklagede bekræftede ved skrivelse af s.d. aftalen.
Den 27. december 1994 fremsendte Jyske Bank på foranledning af klageren 70.000 kr. under forudsætning af, at klageren modtog saldokvittering for hele sit engagement med indklagede.
Ved skrivelse af 30. december 1994 anerkendte indklagede indbetalingen på 70.000 kr. til dækning af tilgodehavende i henhold til dom af 31. maj 1994 opgjort i fogedretten pr. 20. oktober 1994 til 129.356,08 kr. og dom af 13. maj 1982 opgjort i fogedretten pr. 28. januar 1983 til 8.556,56 kr. og erklærede ikke at ville gøre yderligere krav gældende mod klageren.
Efterfølgende rejste dødsboet efter ægtefællen et regreskrav mod klageren på 50.000 kr. Klageren indgik en aftale med dødsboet om betaling af 25.000 kr. til fuld og endelig afgørelse af mellemværendet.
Klageren har ved klageskema af 26. marts 1996 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale 70.000 kr., subsidiært godtgøre 25.000 kr. mod, at saldokvitteringen står ved magt, samt betale hans omkostninger til advokat.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indbetalingen på 70.000 kr. skete til fuld og endelig afgørelse af hele skylden og således, at der ikke efterfølgende kunne fremsættes regreskrav fra meddebitor. Indklagedes skrivelse af 30. december 1994 er udtryk for, at betalingen skete til afgørelse af den fulde oprindelige gæld. Indklagede var bekendt med bodelingsoverenskomsten, hvorefter hele fællesgælden til indklagede skulle bæres af klageren i det indbyrdes forhold. Klageren var ikke bekendt med, at ægtefællen havde indbetalt 50.000 kr. Indklagede undlod under akkordforhandlingerne at oplyse om denne indbetaling. Såfremt han havde været bekendt med akkordaftalen med ægtefællen, ville han ikke have tilbudt et større akkordbeløb, end ægtefællen havde betalt. Indklagede burde som den sagkyndige part have været opmærksom på regreskravet og vejledt ham herom.
Indklagede har anført, at klageren selv var nærmest til at undersøge, om den tidligere ægtefælle havde indbetalt et beløb til indklagede, og hvad en sådan indbetaling ville betyde i det indbyrdes forhold. Klageren fik mundtlig oplysning om ægtefællens indbetaling på 50.000 kr. både fra indklagedes advokat og ved telefonsamtale med indklagede den 9. december 1994. Klageren fik beløbsmæssigt oplyst indklagedes betingelser for en saldokvittering og havde mulighed for at vurdere, om dette var en for ham acceptabel ordning. Klageren har ikke oplyst sine forudsætninger over for indklagede for den af ham ønskede akkord, herunder et ønske om at blive frigjort for ethvert regreskrav fra ægtefællen. En inter partes aftale mellem fællesdebitorer om indbyrdes fordeling af gælden er indklagede uvedkommende, idet hver af parterne hæfter for hele gælden, jf. gældsbrevslovens § 2, stk. 1. Klageren har ikke lidt noget tab, idet han som hovedskyldner hæftede endeligt for hele fællesgælden.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har anført, at klageren ved sin henvendelse til såvel indklagedes advokat som indklagede selv fik oplysning om, at klagerens ægtefælle havde indbetalt 50.000 kr. Klageren har bestridt at have modtaget oplysning herom. En stillingtagen til, om klageren forud for fremsættelsen af sit tilbud om afvikling af gælden havde modtaget den nævnte oplysning - som ikke kan betragtes som uden betydning for afgørelsen af det af klageren rejste krav - findes at forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men som i givet fald må ske for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen, jf. § 7, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.