Afgørelse

Rådgivning i forbindelse med låneomlægning.

Ved sit køb af ejendommen i december 1998 optog klageren henholdsvis et realkreditlån hos det indklagede realkreditinstitut og et pantebrevslån i det med instituttet koncernforbundne pengeinstitut. Den 28. januar 2005 fremsendte instituttet et tilbud til klageren på omlægning til et 30-årigt afdragsfrit 5 pct. obligationslån. Lånetilbudet var beregnet ud fra paristraksindfrielse af det gamle lån med betaling af differencerente frem til 1. april 2005. Klageren opsagde samme dag det gamle lån. Efterfølgende stillede klageren og dennes revisor en række spørgsmål til låneomlægningen. Der blev angiveligt efter aftale med klagerens revisor den 4. februar 2005 fremsendt et nyt lånetilbud til klageren på et 30-årigt 5 pct. obligationslån med valgfri afdragsfri perioder. I lånetilbudet var det indestående lån forudsat paristraksindfriet med betaling af differencerente frem til 1. juli 2005. I februar 2005 meddelte klageren instituttet, at hun som følge af misvisende og dårlig rådgivning ikke ønskede låneomlægningen gennemført. Klageren foretog den 31. marts 2005 låneomlægning i et andet realkreditinstitut.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle yde hende en erstatning på 10.040 kr. Instituttet påstod frifindelse. Over for Ankenævnet stillede klageren blandt andet spørgsmål til finansieringsrådgivningen i forbindelse med hendes køb af ejendommen.

Nævnet lagde til grund, at det på grund af de legale lånegrænser ikke var muligt at finansiere klagerens køb med et samlet realkreditlån, og at realkreditlånet derfor blev suppleret med et pengeinstitutlån. Det kunne ikke anses for udelukket, at klageren ville have kunnet finansiere købet med et samlet pengeinstitutlån, som imidlertid erfaringsmæssigt ville have været en mindre økonomisk fordelagtig løsning end den valgte. Der var endvidere ikke grundlag for at fastslå, at instituttet skulle have ydet klageren en utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med finansieringen af købet af ejendommen. Det var erkendt af instituttet, at der i lånetilbudet af 4. februar 2005 ved en fejl var beregnet differencerente frem til den 30. juni 2005. Efter Nævnets opfattelse kunne denne fejl imidlertid ikke begrunde nogen del af klagerens erstatningskrav. Da der heller ikke forelå andre forhold, der kunne begrunde erstatningskravet, frifandt Nævnet realkreditinstituttet.